Canadiske Peaches er en oplevelse for de nysgerrige og modige, mener direktøren for Musikhuset Aarhus, Jan Christensen.

Canadiske Peaches er en oplevelse for de nysgerrige og modige, mener direktøren for Musikhuset Aarhus, Jan Christensen. "Vi kommer aldrig til at se noget lignende," lokker han. Hun optræder med sit show lørdag 31. august. Foto: Magda Wosinska

Musikhusdirektøren advarer om nyt program:

Det bliver hysterisk morsomt og ikke for sarte sjæle

Der bliver forfærdeligt frække ord, fantastisk show og vilde gode grin, lover Musikhusets direktør, Jan Christensen om det nye program

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Musikhuset Aarhus har netop offentliggjort det nye program for sæsonen 2019-2020. Det er uoverskueligt stort og fuldt af kendte navne, nyudviklede shows, det klassiske og det nye vilde.

Avisen bad direktør Jan Christensen om hans bud på tre gode ting, han glæder sig til. Han har været ude i verden og opleve flere af de forestillinger og koncerter, som nu kommer til Aarhus. Han har valgt at pege på et par af de ting, der er for de nysgerrige og modige.

Han har blandt andet været en tur i USA og har sammen med sin familie set det, der af 'New York Times' er udråbt til at være århundredets bedste musical. Den hedder 'The Book of Mormon' og kommer til Musikhuset med det oprindelige hold af medvirkende på scenen - altså den ægte vare.

"Den er helt fantastisk og hylende morsom. Vi var ved at kaste op af grin. De er frække, så man skal ikke være fordomsfuld, men det er også tankevækkende," siger Jan Christensen.

"Det er allerhøjeste internationale niveau, som har fået anmelderne til at gå amok i de storbyer, hvor musicalen er blevet vist."

Musicalen er en grænseoverskridende satire over fundamentalistisk religion, kultursammenstød og musicalgenren. Den handler om mormonske drenge, der bliver sendt på en mission til Afrika, langt fra deres hjem i Salt Lake City i USA.

Aldrig set før

Direktøren har også oplevet futuristiske og feministiske Peaches med et hendes store shows for to år siden. I Aarhus er der ikke færre end 40 medvirkende, når hun lørdag i festugen præsentere sin ekstravagante varieté.

"Jeg må advare om, at der bliver ord, som sikkert får jer til at tænke: "Det sagde de bare ikke". Så man skal være åben og nysgerrig," siger Jan Christensen.

"Showet kredser om ulighed, kropsidealer og køn. Hvis man vil have noget anderledes og så kom og se det. Vi ser ikke noget lignende igen – tror jeg," ler direktøren.

Den skaldede frisør

En tredje ting, der er et must i den kommende sæson, er musicalversionen af 'Den Skaldede Frisør'. Oscarvindende Susanne Bier instruerede filmen og nu også musicalen. Musikken er skrevet af den aarhusianske popkonge, Thomas Helmig.

"Det kan jo ikke blive bedre. Susanne Bier er i en helt særlig liga og er utrolig dedikeret til musicalen. Jeg mødte hende for nylig, og hun er meget begejstret," siger Jan Christensen.

"Og vi ved jo alle, at ham Thomas godt kan skrive nogle gode sange," underdriver direktøren med et kæmpestort grin.

Både den unge skuespiltalent Andrea Heick Gadeberg, musical-skuespiller Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen og sangerinde Gry Trampedach spiller Sanne Salomonsen i 'Sanne - the Musical', der kommer op i Musikhuset i december.

Både den unge skuespiltalent Andrea Heick Gadeberg, musical-skuespiller Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen og sangerinde Gry Trampedach spiller Sanne Salomonsen i 'Sanne - the Musical', der kommer op i Musikhuset i december. Foto: Tahmasbi

Masser af musical

Det kommende år i Musikhuset er i øvrigt kendetegnet ved, at der er masser af musical på programmet. Hele fire store opsætninger bliver det til. Ud over de to, som allerede er nævnt, sætter Musikhuset Disneys 'Tarzan' og 'Sanne - The musical' op.

"Tallene taler deres tydelige sprog. Publikum strømmer til musicals, hvor man får det hele på én gang: både sang, musik, dans og show," fastslår Jan Christensen.

'Tarzan' blev i sidste års opsætning på Fredericia Teater udråbt til at være et overflødighedshorn på tårnhøjt internationalt niveau.

'Sanne - The musical' har endnu ikke haft premiere, men pressen og dagens gæster i Musikhuset fik torsdag 15. august en smagsprøve. Både den unge skuespiltalent Andrea Heick Gadeberg, musical-skuespiller Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen og sangerinde Gry Trampedach dukkede op og sang et par af Sannes store hits. Det lød lovende.

Mange ting i Festugen

Desuden står Musikhuset bag endnu flere arrangementer end før i Festugen. Både mange gratis i foyeren og store opsætninger både inde og ude. Der er som altid fokus på musikken - både den rytmiske og den klassiske, den traditionelle og det helt nye.

"Har I måske oplevet en operathriller før? Det kan man her i næste uge," lokker Jan Christensen og hentyder til den Jyske Operas version af Michael Kohlhaas.

Jans top tre

'The Book of Mormon'

'Peaches' - en futuristisk feminist

'Den Skaldede Frisør'

Publiceret 15 August 2019 16:00