På lørdag 13. juli kan man se 'Dødens Gab' udenfor Det Lille Hus På Havnen. Det ligger på Flemming Bamse Jørgensens Plads tæt på Østbanetorvet.

På lørdag 13. juli kan man se 'Dødens Gab' udenfor Det Lille Hus På Havnen. Det ligger på Flemming Bamse Jørgensens Plads tæt på Østbanetorvet. Foto: Det Lille Hus På Havnen

Døden gaber i Det Lille Hus På Havnen

Jonas Pindhund og Sille Sterl slipper en kæmpe hvid haj løs på Aarhus Havn på den uhyggelige dato 13. juli

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Det lyder umiddelbart skræmmende, at man kan møde en menneskeædende hvid haj på Aarhus Havn lørdag 13. juli. Der er imidlertid tale om en Steven Spielberg-version af en hvid haj - nemlig den berømte film 'Dødens Gab'. Den vises ganske fredsommeligt på storsejl ved siden af Det Lille Hus På Havnen og alle, der har lyst, kan ganske gratis se med.

"Alle arrangementer i Det Lille Hus skal rumme noget maritimt, derfor har vi valgt netop 'Døden Gab'. Også fordi vi er fans af fantastiske Steven Spigelberg og synes, at filmen er ikonisk og at den holder i dag, selv om den er 44 år gammel," siger Jonas Pindhund, der bestyrer huset sammen med Sille Sterl.

Alle kan låne nøglerne til det lille hus. Man kan dog ikke holde private fester men forpligter sig til at åbne huset for alle, der har lyst til at kigge forbi.

Alle kan låne nøglerne til det lille hus. Man kan dog ikke holde private fester men forpligter sig til at åbne huset for alle, der har lyst til at kigge forbi. Foto: Det Lille Hus På Havnen

Hvis lørdagens udendørs film bliver en succes, vil man i fremtiden muligvis kunne se 'Titanic', 'Master of Command', eller 'The Big Blue' på Flemming Bamse Jørgensens Plads, hvor huset ligger.

"Pladsen er et fedt rekreativt område, der har lyst til at blive brugt. Den ligger på promenaden mellem Aarhus Ø og det indre Aarhus. Her er et lækkert, nyt trætrappe-anlæg med plads til endnu flere end på Den Spanske Trappe ved Magasin," siger Jonas Pindhund og påpeger, at man kan sejle dertil eller tage letbanen, der stopper på Østbanetorvet, som er lige ved siden af.

Alle kan låne det

Det Lille Hus er en toiletbygning, som er fra den tid, hvor havnen summede af liv og var fuld af travle havnearbejdere. Når de skulle træde af på naturens vegne, foregik det på Det Lille Hus, der havde otte toiletter. I dag er der to tilbage og de er stadigvæk til offentligt brug, når huset er åbent.

Det helt særlige ved Det Lille Hus er desuden, at alle, der har lyst, kan låne det. Man kan ikke bruge det til private fester men forpligter sig til at være åben overfor alle, der kigger forbi. Jonas Pindhund og Sille Sterl håber, at flere vil bruge huset.

"Aktiviteterne skal have noget med havnen og havet at gøre, men det betyder ikke at man skal have en særlig viden eller specielle evner ud i det maritime for at låne huset og åbne det," siger Jonas Pindhund, der selv bliver søsyg, når han sejler med Molslinjen og som ikke kan lide at røre ved en slimet fisk.

"Man kan i princippet bare tage et par af fiskestængerne og sætte sig på kajkanten med dem i stedet for at gå og ordne stauder derhjemme. Eller man kan stille en kande kaffe og nogle kopper frem. Man skal bare have lyst til at tale med andre aarhusianere og turister, hvis de støder til," fortsætter han.

Jonas Pindhund og Sille Sterl har råderet over huset til og med 2021, og de har en lang række ideer til kommende arrangementer, som de har fået støtte af Salling Fonden til at lave. Hidtil har private midler dækket aktiviteterne.

Planen er, at man under Tallshiprace kan låne GoPaddles kanoer gratis, at man i fremtiden kan gå planken ud, at man kan spise muslingesuppe under både, der hænger på hovedet og at man måske kommer man til at kunne ringe til kaptajnerne på havnens store skibe. Desuden kan man som nævnt lave sit eget arrangement.

Fakta

Lørdag 13. juli kan man ganske gratis se 'Dødens Gab' på et 12 x fire meter lærred.

Det sker ved Det Lille Hus på Flemming Bamse Jørgensens Plads på havnen - tæt på Østbanetorvet.

Der er salg af snacks og drikkevarer og hyggeligt samvær fra klokken 18.

Filmen vises mellem klokken 22.00 og 24.00.

Publiceret 12 July 2019 11:00