Saskia Kjellström har stiftet The Clothing Club, hvor man kan låne tøj i en måned i stedet for at købe det. Klubbens udvalg er genbrugstøj af alle slags: festskrud, badetøj og gadestil. Der er mest til kvinder men også noget til mænd.

Saskia Kjellström har stiftet The Clothing Club, hvor man kan låne tøj i en måned i stedet for at købe det. Klubbens udvalg er genbrugstøj af alle slags: festskrud, badetøj og gadestil. Der er mest til kvinder men også noget til mænd. Foto: Tahmasbi

I tøjklubben kan man låne det, man lige står og mangler

I The Clothing Club betaler man for at være medlem og kan så låne tøj, sko og tilbehør. Det skaber fællesskab og skåner miljøet

Af
Bente Tahmasbi Hansen

"Hvorfor er der så meget tøj i verden og vi synes stadig ikke, at vi har noget at tage på?" spørger Saskia Kjellström.

Hun står bag tøjklubben, The Clothing Club. I den betaler man for et medlemskab, som giver adgang til at man kan låne tøj, sko og accessories i en måned ad gangen.

"Vi køber alt for meget tøj, og noget af det kommer kun ud af skabet en gang om året. Her kan folk låne det, de lige står og mangler. Mange kigger forbi, når de skal til fest og gerne vil have noget særligt på," fortsætter hun.

"Vi behøver ikke alle have en 1970'er-gaderobe eller charlestontøj hængende derhjemme."

Modeindustrien skader miljøet

Kaospiloten Saskia Kjellström har udtænkt det bæredygtige forretningskoncept for klubben som en del af sin uddannelse. Hun har valgt at føre konceptet ud i livet, fordi det er godt for miljøet, fordi det skaber fællesskab og fordi det er med til at give ungdomsbyen Aarhus noget godt.

"Ideen om et stort fælles klædeskab var simpelthen for god til, at jeg kunne lade den gå," siger Saskia Kjellström og fortsætter:

"Konceptet med tøj-biblioteker eksisterer allerede i mange store byer, så det er ikke nyt. Men dette her en klub, hvor man kan møde medlemmerne til vores arrangementer og lære dem at kende. Der er en social dimension."

Kaospiloten mener, at tøjmarkedet er mættet og at det desuden er skræmmende dårligt for miljøet.

"Jeg er overvældet af modebranchen, der overfylder markedet. Modetøj har ofte ikke nogen værdi i dag og folk vil ikke betale for det. Samtidig forurener branchen helt vildt. Derfor er der brug for, at vi gør noget helt andet," forklarer hun.

Svenske Saskia Kjellström faldt for Kaospilotuddannelsen og flyttede til Aarhus, som hun synes har en fantastisk stemning, masser af muligheder og en passende størrelse.

Svenske Saskia Kjellström faldt for Kaospilotuddannelsen og flyttede til Aarhus, som hun synes har en fantastisk stemning, masser af muligheder og en passende størrelse. Foto: Tahmasbi

Holder til i Sydhavnen

Tøjet på bøjlerne i The Clothing Club er alt sammen genbrugstøj, som er doneret til formålet. Der er ting imellem, som Saskia Kjellström har restylet, eller som hun har syet af genbrugsmaterialer. Noget gammelt stof og gavebånd fra Magasin er blevet til en kjole og et mønstret gardin er nu et par overalls.

"Vi holder ind imellem sy-café her i klubben. Det er virkelig hyggeligt og vi lærer noget af hinanden. Vi har også holdt filmaften og set ’The True Cost’, der har startet store debatter om vores forbrug."

The Clothing Club er en prototype på, hvordan vores tøjforbrug kan udforme sig i fremtiden. Projektet er stadig hobbybaseret, men den unge kvinde bag håber, at det vil lykkes at udvikle en forretning med tiden.

Svenske Saskia Kjellström er faldet pladask for først Kaospilotuddannelsen, som bragt hende til byen, og siden er hun faldet for Aarhus. Hun synes, at byen har en skøn stemning og at der er utrolig mange muligheder i den. Samtidig er alting tæt på, så det er overskueligt og nemt.

"Jeg vil gerne give noget tilbage til byen og bidrage til de mange gode initiativer, her er. Så jeg håber, at aarhusianerne kan finde ned i bunden af Jægergårdsgade, ind i Sydhavnen og helt hen i vores hjørne. For her er vi fem frivillige i en åben klub med masser af tøj på bøjlerne," inviterer hun alle interesserede.

Fakta

Som medlem af The Clothing Club betaler man mellem 75 og 200 kroner per måned.

For dem kan man låne tøj i klubben i en måned ad gangen.

Alt i butikken er genbrug og redesignet genbrug.

Medarbejderne er frivillige.

Hos The Clothing Club er der åbent hver torsdag klokken 17-20.

Klubben ligger i Sydhavnen tæt på Aarhus Slagtehus, Jægergårdsgade 156P

Publiceret 04 July 2019 06:00