Katja Bjørn måtte selv smide tøjet, da hun var i en swingerklub for at lave videoen i baggrunden. I den eksperimentere hun med, hvad der sker, når swingerne får hvidt bomuldsundertøj og neutrale masker på.

Katja Bjørn måtte selv smide tøjet, da hun var i en swingerklub for at lave videoen i baggrunden. I den eksperimentere hun med, hvad der sker, når swingerne får hvidt bomuldsundertøj og neutrale masker på. Foto: Tahmasbi

Ny udstilling på Aros:

Se kæmpe penis og kom med ind i swingerklubben

Kunstneren, Katja Bjørn, måtte selv smide tøjet, da hun lavede et video-kunstværk i en swingerklub. Det vises på Aros, der fejrer 50 år med billedpornoens frigivelse

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Der er masser af kønsdele i alle størrelser og nøgne mennesker, der dyrker sex på Aros nye udstilling 'Arts & Porn'. Det er dog muligt at opleve meget mere end bare pik og patter, som man siger i pornobranchen. For som altid har museet sat de udstillede værker ind i en samfundsmæssig kontekst.

Porno har ikke umiddelbart noget til fælles med kunst, men en lang række kunstnere har med deres bearbejdning af pornografien skabt relevante i indslagudstillingen. De har fokus på emner som vores moral, kvindeundertrykkelse, udnyttelse af fattige og frigørelsen i Danmark, der måske ikke længere er så fri, som da billedpornografien blev lovlig i 1969.

Aros har samlet værker fra 40 meget forskellige kunstnere, der har forholdt sig til pornografi, frisind, undertrykkelse, udnyttelse og dobbeltmoral. De vises på udstillingen Arts & Porn.

Aros har samlet værker fra 40 meget forskellige kunstnere, der har forholdt sig til pornografi, frisind, undertrykkelse, udnyttelse og dobbeltmoral. De vises på udstillingen Arts & Porn. Foto: Tahmasbi

Aarhusianske Katja Bjørn er en af de i alt 40 kunstnere, som er med. Hun har besøgt en swingerklub for at undersøge om den maskuline dominans og det hårde lak og læder-miljø kan ændres med et enkelt greb.

"Jeg gav swingerne hvidt bomuldsundertøj og masker på. Pludselig ændrede deres samspil fuldstændigt karakter, så de blev omsorgsfulde og kærlige. Deres soveværelseskultur blev trukket med ind i den ellers løsslupne swingerklub, der var præget af lak og læder," fortæller Katja Bjørn.

Til hendes store overraskelse måtte både hun og fotografen i øvrigt selv smide tøjet, mens de arbejdede på videoen i klubben. Reglerne om at man skal være nøgen i den, gælder for alle.

"Det kan jeg godt forstå, jeg havde bare slet ikke tænkt på det. Heldigvis nedlagde fotografen ikke arbejdet men gik all in på opgaven," ler kunstneren.

Hun viser på udstillingen en 27 minutter lang optagelse af hr og fru Jensen, der dyrker gruppesex iført hvidt Femilet-undertøj.

Maja Malou Lyse har filmet sin egen krop, som ses på skærmen bag kæmpe-dildoen. Hendes kønslæber fører en monolog, der får kvinderne i tv-serien 'Sex & the city' til at fremstå meget konservative. Der kører en video med dem hen over Maja Malou Lyses krop.

Maja Malou Lyse har filmet sin egen krop, som ses på skærmen bag kæmpe-dildoen. Hendes kønslæber fører en monolog, der får kvinderne i tv-serien 'Sex & the city' til at fremstå meget konservative. Der kører en video med dem hen over Maja Malou Lyses krop. Foto: Aros

Kæmpe pink penis

Blandt de nye og nutidige værker er også Maja Malou Lyses kæmpe store pink dildo. Den er placeret foran en video, der viser hendes bryster og talende kønslæber. Hen over dem kører klip fra tv-serien 'Sex and the city', hvori de fire kvindelige hovedroller diskuterer sex. På den måde fremstiller hun den amerikanske serie som voldsomt konservativ i sin fremstilling af kvinder og sex.

Maja Malou Lyse er 25 år og bruger flittigt sin egen krop i sine værker, der blandt andet præsenteres på Instagram. Hun er blevet beskrevet som en fremadstormende kropsaktivist og kunstner, der vil bryde med mainstream-feminismen. Hendes billedunivers er meget lyserødt og pink, hvilket forklarer farven på dildoen.

Wilhelm Freddie måtte lave en kopi, da hans buste blev beslaglagt af politiet i 1936. Aros har nu lånt den oprindelige buste af Nordjyllands Kunstmuseum, mens kopien i dag tilhører Moderna Museet i Stockholm.

Wilhelm Freddie måtte lave en kopi, da hans buste blev beslaglagt af politiet i 1936. Aros har nu lånt den oprindelige buste af Nordjyllands Kunstmuseum, mens kopien i dag tilhører Moderna Museet i Stockholm. Foto: Tahmasbi

Freddies frække damer

Et af de andre bemærkelsesværdige indslag er Wilhelm Freddies berømte kvindebuste, der har en penis malet på kinden og en strik om halsen.

Værket belyser den tids akavede forhold til det seksuelle og erotiske billede. Busten var så provokerende, at den blev beslaglagt, da den blev udstillet i 1936. Wilhelm Freddie blev idømt hæftestraf for pornografi. Kunstneren sad inde i 10 dage, fordi han nægtede at betale den bøde på 100 kroner, han kunne være sluppet med.

30 år senere havde Wilhelm Freddie stadig ikke fået sit værk tilbage og lavede derfor en ny udgave af det. Selvom det også blev konfiskeret, så fik debatten, der fulgte efter, stor betydning for, at Danmark som det første land i verden frigav billedpornografien.

De to buster er et strålende eksempel på, hvordan kunsten kan have en stor indflydelse på samfundet. De står da også i indgangen til udstillingen og åbner den.

Kunstnerens sex med pornostjerne

To andre værker stikker ud, fordi de har skabt stor debat i deres tid. Det er Jeff Koons selvportrætter af ham og hans daværende kone, pornostjernen Iliona Staller. De to dyrker sex og intet er overladt til fantasien.

Malerierne fremstår næsten surrealistiske. De er som utroligt smukke glansbilleder, og de vakte stor opsigt, da Jeff Koons lavede dem i 1991-92. Det lykkedes Aarhus Kunstmuseum, at låne dem og udstille dem i Aarhus allerede i 1993, mens interessen for dem var på sit højeste.

Kunstmuseet skabte dengang en livlig debat i Aarhus i kraft af Koons. Nu giver Aros aarhusianerne endnu en chance for måske at lade sig provokere og for at skabe debat.

Fakta

Art & Porn vises på Aros 29. maj – 08.september 2019

Art & Porn markerer 50-året for billedpornografiens frigivelse og viser, hvordan forholdet mellem porno og kunst har udviklet sig de seneste fem årtier. Udstillingen er skabt i et tæt samarbejde mellem ARoS og Kunsthal Charlottenborg.

Historien om pornografiens frigivelse er hele Danmarks historie, som var med til at gøre det danske frisind berømt over hele verden.

Udstillingen er det første samarbejde nogensinde mellem ARoS og Kunsthal Charlottenborg, hvor den kan ses fra 5. oktober 2019 til 12. januar 2020.

Publiceret 16 June 2019 08:35