Der var fuld knald på et udsolgt Ceres Arena fredag 17. maj i Aarhus, da Anne, Sanne og Lis gjorde comeback. Sidste gang de stod sammen på en scene i Aarhus var i 1982 i Stakladen. Allerede lørdag 18. maj gør de det en gang til, fordi den første koncert var hurtigt udsolgt.

Der var fuld knald på et udsolgt Ceres Arena fredag 17. maj i Aarhus, da Anne, Sanne og Lis gjorde comeback. Sidste gang de stod sammen på en scene i Aarhus var i 1982 i Stakladen. Allerede lørdag 18. maj gør de det en gang til, fordi den første koncert var hurtigt udsolgt. Foto: Henning Bagger Ritzau/Scanpix

Koncertanmeldelse af Anne, Sanne og Lis i Ceres Arena: De kom, de sang, de var seje

Anne, Sanne og Lis fik en fuld Ceres Arena til at synge, huje, klappe og feste fra start til slut. Deres slidte sangstemmer stoppede ikke festen

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Det var magisk, da de pludselig stod der igen sammen på scenen: Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen. Næsten 40 år er der gået siden sidst, og publikum var bare klar. Tilskuerne mødte de tre sangerinder med et kæmpebrøl, da de fredag aften gjorde deres entré på slaget 20 på scenen i en udsolgt Ceres Arena i Aarhus.

Og den gode energi varede ved hele vejen i de godt to timer, koncerten varede. 6-7.000 gæster var mødt op fast besluttet på at feste. Det var de tre grand old ladies også, så projektet var dømt til at lykkes. Også selv om sangerindernes stemmer er slidte.

Slidte sangstemmer

Anne Linnet, der aldrig har haft en kraftfuld eller særlig imponerende stemme, har bestemt ikke fået det siden sidst. Også Sanne Salomonsen, der kunne næsten alt med sin stemme i deres storhedstid, har tabt pusten. Hendes grandiose register er skrumpet. Samtidig kneb det for hende at huske teksten og at have luft nok.

Lis Sørensen til gengæld har stadig god kraft i sin stemme. Hun brillerede ind imellem, når hun sang sig ud. Og det fik hun masser af respons på fra det overskudsagtige publikum, der på intet tidspunkt lod sig mærke med de ind imellem mindre gode sangpræstationer.

37 år siden sidst

Det er 37 år siden, de tre stod på en scene sammen sidst, og de er blevet ældre. Men det er resten af verden også, og størstedelen af publikum var voksne, der har været med hele vejen.

År efter år har sangerinderne sammen og hver for sig skabt det ene hit efter det andet. De har været med til at danne den danske musikultur, som de gavmildt delte ud af den ved fredagens koncert og publikum tog imod.

Det sang så højt og vedvarende, at de tre på scenen var hjulpet utrolig godt på vej. De var da også taknemmelige for den store opbakning, der bar dem igennem. De kommenterede alle flere gange på det gode aarhusianske publikum og talte om, hvor godt det var at være i Aarhus igen. Anne Linnet og Lis Sørensen stammer fra Aarhus og byggede deres karrierer op her.

Det kan godt være, at deres sangstemmer har toppet, hvilket er ganske naturligt i forhold til deres alder. Men alt andet fungerede overvældende godt. Det var et flot show med fantastiske musikere, fed energi og et imposant repertoire. De sang hver især et par af deres egne ting ind imellem numre fra Shit & Shanel og Anne Linnet Band.

Fed fest giver en ekstra stjerne

Der var et enkelt nyt nummer, som handlede om kærlighed og empati og om at være venner for altid. Sidste gang de var så gode venner, at de optrådte sammen i Aarhus, var ifølge Lis Sørensen i Stakladen i 1982. Og da hun forlod scenen som den sidste efter nogle eksplosive ekstranumre, sagde hun:

"Skal vi ikke bare sige, at vi ses til sommer?"

Hvis man har lyst til at opleve sangdronningernes comeback, behøver man dog ikke vente så længe. De spiller i Ceres Arena i Aarhus igen lørdag aften 18. maj, og den koncert er ikke udsolgt.

De slidte sangstemmer taget i betragtning kan Anne, Sanne og Lis ikke få flere end fire stjerner for den musikalske præstation, selv om de stadig er utroligt seje. Men de kan få en femte for deres super professionelle og gennemførte show, det store arsenal af gode numre og deres evne til at feste sammen med publikum.

Publiceret 18 May 2019 10:12