Instruktør og skuespiller Hans Rønne ser det som et privilegium at få lov til at arbejde med de syv aarhusianere med flygtningebaggrund.

Instruktør og skuespiller Hans Rønne ser det som et privilegium at få lov til at arbejde med de syv aarhusianere med flygtningebaggrund. Foto: M. Jeppesen

Hans Rønne sætter flygtninge i scene

Instruktør og skuespiller Hans Rønne instruerer syv aarhusianere med flygtningebaggrund, når de hver især fortæller om deres første møde med Danmark og danskerne på Teater Katapult

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Den prisbelønnede instruktør Hans Rønne står sammen med syv aarhusianere med flygtningebaggrund for at formgive deres personlige fortællinger om deres egne første møder med Danmark og danskerne. De selvoplevede, autentiske historier fortælles live fra scenen på Teater Katapult. Det sker som et led i ‘100 procent fremmed?’ et stort, dokumentariske kunstprojekt, centreret om en landsturnerende byrums-portrætfotoudstilling, hvor man kan læse om de portrætterede, tidligere flygtninges oplevelse af det Danmark, de i sin tid mødte og nu lever i.

De syv medvirkende i forestillingen kommer fra vidt forskellige baggrunde; barske baggrunde.

“Man skal ikke høre meget af en flygtnings historie, før man finder ud af, hvor forkælet man selv er. Jeg har aldrig oplevet krig eller voldsom konflikt. Jeg er aldrig blevet diskrimineret eller talt ned til...,” lyder det tænksomt fra Hans Rønne. Han har mødtes med de syv aarhusianske flygtninge både sammen og enkeltvis forud for forestillingen, der spiller 17., 18. og 20. april. Og han er positivt overvældet.

“Trods deres barske baggrund er de allesammen både velintegrerede og positive. Og meget talentfulde på hver deres måde. Det fylder mig med respekt, og jeg føler mig meget privilegeret at få lov til at arbejde med de her mennesker. Den følelse, håber jeg at kunne udbrede via forestillingen,” siger Hans Rønne.

I forestillingen '100 procent fremmed - levende fortællinger' instruerer Hans Rønne syv aarhusianere med flygtningebaggrund - heriblandt Mina Qaume og Zoran Lekovic.

I forestillingen '100 procent fremmed - levende fortællinger' instruerer Hans Rønne syv aarhusianere med flygtningebaggrund - heriblandt Mina Qaume og Zoran Lekovic. Foto: M. Jeppesen

Nedbryd fordommene

Hans tanke er, at alle syv personer skal komme til orde og fortælle hver deres personlige historie ind i mellem hinanden.

“Jeg håber, at en forestilling som vores kan være med til at prikke til nogle af fordommene, skabe et mere nuanceret billede og hjælpe os til at blive bedre til at se på flygtninge som individer og ikke som en stor gruppe. En gruppe flygtninge behøver ikke have andet til fælles end det at være flygtning og tilfældigvis være endt i Danmark,” fastslår Hans Rønne.

I sit virke som både dramaturg, skuespiller og instruktør har han brugt mange timer af sit liv på teatre rundt omkring i Danmark.

“Min erfaring er, at det ikke er mange af anden etnisk herkomst end dansk, der kommer i teatret. Og det er en skam. Så jeg nærer da et lille håb om, at vores ‘100 procent fremmed?’ forestilling kan trække nogle flere med anden etnisk baggrund end dansk i teatret. Skal vi bløde grænserne mellem flygtninge og etnisk danske op, kræver det, at vi får begge parter i tale.”

Instruktøren tøver kort. Så smiler han og siger:

“Som Zoran Lekovic, der er en af de syv medvirkende i forestillingen siger: Vi nedstammer alle fra de samme aber. Og han har jo ret; indeni ligner vi alle sammen hinanden.”

Publiceret 18 April 2019 10:00