Den franske kunstner Olivier Grossetête har bygget flere historiske monumenter i pap rundt omkring i verden. Nu er turen kommet til Aarhus under ILT19.

Den franske kunstner Olivier Grossetête har bygget flere historiske monumenter i pap rundt omkring i verden. Nu er turen kommet til Aarhus under ILT19. PR Foto

Ambitiøst projekt:

Vil bygge rådhus af pap midt i Aarhus

I maj løber den sjette udgave af ILT Festivalen af stablen. I år med et helt særligt tiltag, der involverer aarhusianerne i et fælles kunstprojekt; nemlig et kæmpemæssigt papmonument, som skal rejses på Store Torv

AARHUS For sjette gang går Aarhus Teater, Teatret Svalegangen og Teatret Gruppe 38 sammen med en række af byens øvrige scener om at afvikle Danmarks største internationale teaterfestival, ILT19. Det sker 23.-26. maj. Festivalen afholdes hvert andet år i Aarhus og præsenterer en bred genremæssig vifte af forestillinger inde og ude.

Pap-rådhus fra 1400-tallet

Særligt for dette års ILT Festival er ’Monumental Construction – Aarhus Edition’; et borgerinddragende byggeprojekt der kobler fortid med nutid. I forbindelse med festivalen indtager den franske kunstner Olivier Grossetête Store Torv for at bygge en pap-replika af det gamle Rådhus, der i 1400-tallet stod netop der.

I ugen op til festivalen inviteres byens borgere til at deltage i en eller flere af i alt ni workshops, hvor de kan være med til at skabe de papdele – vinduer, buer, balkoner og lignende – som skal udgøre rådhuset. Workshops’ne, som er sjove for både børn og voksne, er gratis, og man kan tilmelde sig som enkelt person eller tage sine kollegaer, klassekammerater eller naboer med. Der er workshops i Den Rå Hal på Godsbanen 20.-24. maj.

Aarhusianerne opfordres ligeledes til at være med til at samle og rejse det færdige papmonument. En begivenhed som kulminerer med en stor ceremoni lørdag 25. maj, hvor lokale kunstnere vil iscenesætte monumentet med lys og musik.

Formålet med projektet er at inddrage byens borgere og samle dem om et projekt. På den måde lærer man både noget nyt om sin by, men også noget nyt om andre mennesker fra sin by på tværs af alder, herkomst, fysisk evne, baggrund og uddannelse.

Gratis og spektakulær scenekunst

ILT19 er fire dage med spektakulære open air scenekunstoplevelser på både Store Torv og Bispetorv. Publikum kan blandt andet se frem til de imponerende Blue Birds fra det interdisciplinære gadeteaterkompagni Close-Act Theatre, The Yelling Kitchen Prince af hollandske Bram Graafland, som giver den gas med live musik, flyvende køkkenredskaber og pandekagebagning for fuld hammer. Og det prisbelønnede sydkoreanske kompagni Laboratory Dance Projects smukke og energiske performance Mob. Alle festivalens udendørsforestillinger er gratis.

Se mere på www.iltfestival.dk

mklj

Publiceret 27 March 2019 15:00

SENESTE TV