Holger Østergaard spiller rollen som professoren Frank Fjordby i cancermonologen 'En lille smule ubehag'.

Holger Østergaard spiller rollen som professoren Frank Fjordby i cancermonologen 'En lille smule ubehag'. Foto: Montgomery

Komisk og rørende cancer-monolog

Skuespiller Holger Østergaard er alene på scenen i 'En lille smule ubehag'. En tragikomisk monolog om prostatakræft på Teatret Svalegangen

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS En lille smule ubehag. Det er præcis, hvad man føler, når Frank Fjordby taler med sin lukkemuskel om morgendagens biopsi hos lægen. I næste nu trækker man på smilebåndet. Over graden af grotesked i den humoristiske dialog mellem den 55-årige professor og hans sammenbidte lukkemuskel.

“Lægen nærmer sig med en kanyle, som var den et våben fra Star Wars – klar til at udslette The Dark Force. Og sygeplejersken... Hun ligner Inger Støjberg, lige før hun skærer et stykke lagkage,” lyder det fra den aarhusianske skuespiller Holger Østergaard. Han står ene mand på scenen i Teatret Svalegangens komiske cancer-monolog ’En lille smule ubehag’. Stykket spiller 23. marts til 13. april og er en autentisk fortælling om prostatakræft - med et komisk twist.

Ved et rutinetjek hos sin læge får Frank Fjordby konstateret prostatakræft. En uventet melding han har mere end svært ved at tage ind, fordi han ingen symptomer har. Han føler sig ikke syg. Da han omsider accepterer, at han har kræft, vælger han ikke at dele det med nogen. Ikke engang sin hustru igennem 20 år. Af frygt for at være til besvær, virke svag og vise hele verden sit tab af potens og med den sin mandighed.

“Frank gør, som rigtig mange danske mænd: vælger at fortie sin sygdom. Mænd taler ikke om følelser, vi er programmeret til at være stærke og udholdende. Problemet er bare, at prostatakræft er livsfarlig, hvis sygdommen negligeres, og behandling ikke påbegyndes i tide” forklarer Per Smedegaard, der er teaterchef på Teatret Svalegangen og instruktør på stykket.

En ensom udfordring

Holger Østergaard er uddannet på skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2001 og har mange roller på CV’et. Alligevel er rollen Frank Fjordby hans første monolog.

“Det er specielt at stå alene på scenen. Kommer jeg på glatis, er der ikke andre til at hjælpe end mig selv,” siger skuespilleren, hvis eneste ‘selskab’ på scenen er en simpel og kold scenografi samt en lydkulisse, som varierer mellem alt fra klassisk musik over fyrværkeri til afdæmpet småsnakken fra lægens venteværelse.

“At spille 'En lille smule ubehag' føles på en måde som en prøve, men en sund en af slagsen... Det er interessant og lærerigt at fremføre en monolog, som den her. Men jeg ville være ærgerlig over kun at lave monologer, da det har et markant lag af ensomhed. Heldigvis vil min karakter Frank gerne publikum, han taler meget med publikum, så på den måde er jeg ikke efterladt helt alene,” siger Holger Østergaard.

Holger Østergaard har ret. Frank Fjordby taler meget. Med sig selv og sit publikum. Med sin lukkemuskel, sin penis, sin læge og sin kone. Stykket igennem zapper Østergaard ind og ud af flere karakterer og tillægger sig forskellige stemmer for at illustrere de persongallerier og følelsesmæssige tilstande, Frank Fjordby møder efter at have fået sin cancerdom.

“Fagligt har det været en udfordring for mig selv at skulle lave dialogerne mellem samtlige roller på scenen. Det kræver stor præcision og koncentration, også selv om vi har forsøgt at gøre illusionen om en samtale mellem to personer så enkel som muligt. Til de første prøver følte jeg mig helt skizofren,” ler Holger Østergaard.

Det er ikke kun monologens rollekatalog, Holger Østergaard zapper rundt i. Han bevæger sig også behændigt mellem de forskellige stemninger, Fjordby er i. Panikken da han får konstateret prostatakræft, håbet om at kunne blive kureret, og det tragikomiske i at gå fra at være omskåret til at have penis med rullekrave.

“Det har været udfordrende at arbejde med det store spænd, der er i teksten mellem det tragiske og det komiske. 'En lille smule ubehag' er et stykke fuldt af liv og i det hele taget bare brandgodt materiale,” lyder det fra den 51-årige skuespiller.

Autentisk, tragikomisk drama

Det er den prisbelønnede, amerikanske dramatiker Jeff Metcalf, der har skrevet det humoristiske og rørende drama om sin egen rejse gennem kræften. Et drama der ifølge Per Smedegaard sætter såvel tanker som følelser i bevægelse.

“Der er en klar parallel imellem Jeff Metcalfs måde at håndtere patientliggørelsen på, til den måde mænd generelt håndterer det. Eller ikke håndterer det. Metcalf overkommer sygdommen ved at gribe livet. Han insisterer på at bevare sit gode humør og blive ved med at dyrke de ting, han elsker; fluefiskeri, madlavning og udlandsrejser. Det, tror jeg, er meget menneskeligt – at gribe livet, kæmpe for det og tro på det, når krisen indtræffer,” siger instruktøren.

Dramatikeren Jeff Metcalf beskrives som en humørbombe, som bruger humoren som befriende trykudløser, når tingene bliver svære.

“'En lille smule ubehag' har mange humoristiske billeder på en bund af alvor. Som da Fjordby diskuterer med sin penis, der føler sig underinformeret forud for operationen. Eller da han laver sjov med lægerne. Lig Metcalf bruger Frank humoren som middel til at kunne holde ud at være et sted, som er så ekstremt svært at være,” reflekterer Holger Østergaard.

Åbenhed efterlyses

I foyeren ind til Teatret Svalegangens Ny Sal, hvor ‘En lille smule ubehag’ spiller, tager 12 portrætter imod. Sort-hvide fotografier af mænd med prostatakræft. 12 fordi det er antallet af mænd, der dagligt får konstateret prostatakræft i Danmark.

Et par uger før premieren var en gruppe medlemmer fra Prostatakræftforeningen (Propa) inde for at overvære prøverne på forestillingen. For at sikre at alt - personligt, medicinsk og teknisk - fremstår så autentisk som muligt.

“Det var specielt at skulle spille det her stykke for en gruppe mænd, som alle har eller har haft sygdommen så meget inde under huden. Samtidig var det en fantastisk oplevelse for mig at skulle forsøge på mest ydmyge vis at give deres sygdom krop. Efter prøven sagde en fra Propa: ‘Der er ingen i Proba, der ikke har oplevet det, I portrætterer her'. På den måde kom det meget tæt på, og det var svært at undgå at blive rørt” beskriver Holger Østergaard.

“Men der blev også grinet flere gange under gennemspilningen. Det er det, stykket kan - både røre og give anledning til grin. Det håber vi også, publikum vil opleve. Det er der brug for; det vækker håb,” tilføjer han så.

Med 47.000 prostataramte mænd i Danmark, er Propa glade for, at der kommer fokus på emnet, og foreningen håber, det kan være med til at gøre, der forhåbentlig kommer en større åbenhed på området.

Vigtigheden af netop åbenhed, af at turde tale om ting selv om de er svære, er noget Holger Østergaard har lært af sin karakter Frank Fjordby.

“Der er ingen tvivl om, jeg personligt kan blive bedre til at håndtere ting, der er svære og til at turde vise, hvad der er på spil. Så ikke man føler sig så alene med det. Det kunne jeg også fornemme på mændene fra Propa; at de har stor gavn af at tale med hinanden og generelt bruger hinanden meget.” Holger retter sig op i stolen, han sidder på. Med et fast blik og ditto stemmeføring siger han så:

“Det må være stykkets hovedbudskab: ‘Vær modig og tal om det, der er svært!’”

Gentagelse understreger som regel en pointe. Så derfor: Vær modig og tal om det, der er svært!

FAKTA En lille smule ubehag

    Hvor: Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade, 8000 Aarhus C, Ny sal

    Hvornår: 23. marts til 13. april 2019

    Tekst: Jeff Metcalf

    Instruktør: Per Smedegaard

    Medvirkende: Holger Østergaard

    Billetter: svalegangen.dk

    Prostatakræft er den hyppigst forekommende kræftform hos mænd i Danmark og forekommer hos 17 procent af alle mænd

Publiceret 23 March 2019 10:00

SENESTE TV