Søren Pind stak i alle årene som politikker ud som sjov og skarp. Nu underholder han med det skøre og skægge, han har oplevet og fortæller åbent om sine mange fejl i et foredrag i Hermans i Aarhus. Billedet er fra sidste år, hvor han forlod politik og stillingen som uddannelses- og forskningsminister.

Søren Pind stak i alle årene som politikker ud som sjov og skarp. Nu underholder han med det skøre og skægge, han har oplevet og fortæller åbent om sine mange fejl i et foredrag i Hermans i Aarhus. Billedet er fra sidste år, hvor han forlod politik og stillingen som uddannelses- og forskningsminister. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Søren Pind på slap line i Hermans: Jeg fortæller gerne om mine fejl

Den tidligere justitsminister slipper sig selv og sin skarpe stil løs på scenen i Hermans, hvor han fortæller anekdoter fra sit politiske liv

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Den tidligere borgmester og minister har i årevis været et underholdende indslag i dansk politik, som han forlod sidste år. Det politiske arbejde er lagt til side, men det er Søren Pinds talent for underholdning ikke. Vestjyden fra partiet Venstre deler gerne ud af sine oplevelser, og rejser for tiden landet rundt med foredraget: 'Anekdoter fra et langt liv i politik'.

"Jeg troede ikke på arrangørerne, da de ringede til mig og sagde, at de ofte har fyldte sale til foredrag som mine. For det har ikke været tilfældet i de 30 år, jeg som politiker har rejst landet tyndt og holdt gratis foredrag. Men det har vist sig at arrangørerne har ret," ler en overrasket Søren Pind.

Den tidligere politiker er kendt for sine markante meninger, som han formidler skarpt og på sin egen måde.

For eksempel sagde han en gang om en kvindelig borgmester, der kritiserede ham voldsomt: "Hvad kan man forvente af en ko andet end et brøl."

"Jeg var inspireret af min onkel, som sagde det til min kusine, da hun havde ødelagt hans bil," forklarer Søren Pind, der er født i Herning.

Måske slap onklen godt fra det, men Søren Pind kom ud i et stormvejr, der blandt andre involverede koryfæer som Uffe Ellemann-Jensen.

Pind fortæller om sine fejl

"Mit foredrag er ikke en hyldestfortælling om mig. Jeg fortæller gerne om mine fejl og dem har jeg ved gud lavet mange af," siger Søren Pind.

Et andet eksempel på det, er en gang, hvor han i et møde til stor morskab fortalte en historie om slagsbroderen Våben Palle. Kun fordi mødet var lukket, som han sagde. Hvorefter han blev gjort opmærksom på, at mødet overhovedet ikke var lukket - det blev sendt direkte på tv!

"Det grinede vi alle meget af," husker han.

Juristen, der også er slået til ridder og kåret til Årets Dansker, drømte egentlig om at blive højesteretssagfører eller operasanger. Han blev i stedet en syngende justitsminister. De fremmødte ved hans foredrag i Vejle forleden fik da også en volumniøs Elvis-sang med på vejen.

"Det er egentlig ikke noget, jeg rejser med, men det var virkelig en magisk aften i Vejle, hvor 600 mennesker i salen bare var med fra første øjeblik. Og da en nydelig ældre herre fik det sidste spørgsmål, sagde han: "A ha hørt, du ær go te a syng. Ka du ik syng en bette sang?" Det kunne jeg simpelthen ikke sige nej til," forklarer Søren Pind, som ikke vil udelukke, at han vil synge igen.

Man vil grine og græde

Til spørgsmålet om, hvorvidt han nu skal have en ny karriere som entertainer, svarer han:

"Det tror jeg ikke, men det kan godt være, jeg har en evne for at underholde folk. Jeg har ikke kunnet ikke leve på mine muskler og så må man finde andre måder. Jeg kunne i stedet sætte i scene og skabe."

Søren Pind bygger en fortælling over, hvorfor han gik ind i politik og de udfordringer, der fulgte med det. Han taler nu helt på egne vegne uden at skulle stå til regnskab for partifæller eller andre og det, synes han, er meget nemmere og sjovere.

"Nogle vil mene, at jeg altid har talt frit, men jeg kan se tydelig forskel. Det betyder ikke, at mine foredrag er upolitiske. Vi har et politisk system, som er ved at falde sammen om ørerne på os, så vi kan ikke bare være ligeglade. Det er vores samfund alt for vigtigt til," mener han.

Om Søren Pinds politiske indflydelse er større fra foredragsscenen, end den var fra Christiansborg, ved han ikke. Men han lover at fortælle, så man skiftevis vil grine og græde.

Fakta

Søren Pind holder foredraget 'Anekdoter fra et langt liv i politik'

Det sker i Hermans i Tivoli Friheden i Aarhus 20. marts.

Han har tidligere været uddannelses- og forskningsminister, justitsminister, udviklingsminister, integrationsminister og borgmester i Københavns Kommune.

Han er uddannet cand jur

Han er født i Herning i 1969

Publiceret 19 March 2019 09:45

SENESTE TV