Lige nu er Timm Vladimir aktuel i DRs nye madprogram 'Maddysten', hvor han er både vært og dommer. Når han ikke laver tv i køkkenerne i Randers, kan man møde ham i Timm Vladimirs Køkken på Aarhus Havn.

Lige nu er Timm Vladimir aktuel i DRs nye madprogram 'Maddysten', hvor han er både vært og dommer. Når han ikke laver tv i køkkenerne i Randers, kan man møde ham i Timm Vladimirs Køkken på Aarhus Havn. Foto: Linda Kastrup Ritzau/Scanpix

Timm Vladimir pendler mellem Maddysten og sit køkken i Aarhus

Tv-værten er aktuel med et nyt DR-program, 'Maddysten'. Når han ikke er i studiekøkkenet, kan man møde ham i Timm Vladimirs Køkken på Aarhus Havn. Det er en madskole, og i den ligger hans hjerte

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Onsdag 13. marts klokken 20 ruller DRs nye satsning, 'Maddysten', over skærmen. I centrum af den står Timm Vladimir, som vi kender fra 'Den Store Bagedyst'.

I 'Maddysten' er otte familier i konkurrence imod hinanden, og det er ifølge Timm Vladimir vildt spændende at se, hvordan flere generationer arbejder sammen i et køkken og opleve at der ryger et par finker af panden undervejs. Familierne debatterer og diskuterer, og det giver et andet liv end i 'Bagedysten', hvor deltagerne er alene. Timm Vladimir synes, det er gået godt med optagelserne, men har endnu ikke set programmerne og er spændt på seernes reaktioner.

Da avisen møder ham, er optagelserne, som foregår i en stor industribygning i Randers, ikke helt færdige, og han pendler mellem Randers, Aarhus og familien i København.

Timm Vladimirs Køkken ligger på Fiskerivej 2 på Aarhus Havn i et råt og industrielt miljø.

Timm Vladimirs Køkken ligger på Fiskerivej 2 på Aarhus Havn i et råt og industrielt miljø. Foto: Timm Vladimirs Køkken

Han har inviteret indenfor i Timm Vladimirs Køkken på Fiskerivej 2 på havnen, hvor han går afslappet rundt og ikke lader sig mærke med, at der kommer 100 gæster rullende ind lige om lidt. Han spørger interesseret personalet, hvordan det går og giver et par gode råd i køkkenet, hvor det virker som om, der er tjek på middagen.

Det er der også på de to meget lange borde, som er dækket i køkkenets største lokale. Det er industri-råt, maskulint og afslappet. Der er ikke fine buketter i flotte vaser, men lange markblomster i nogle store glas. Tilbehøret til middagen står på træbrætter og er i stentøjsskåle.

Vi kan sagtens nå at finde et roligt hjørne og tale om Timm Vladimirs store passion og nu også levebrød: mad. Det har det været siden 2011, hvor han vandt første sæson af tv-programmet 'Masterchef' i Danmark. Indtil da var han skuespiller og komiker - i øvrigt uddannet på Aarhus Teater.

Telefonen ringede

Mad var hans hobby i årevis, og skuespillerens sceneskifte til køkkenet blev muligt med Masterchef-titlen. Han blev gæstekok på en række restauranter, konferencier ved DM i hotdog ved Food Festival i Aarhus og vært for flere mad- og bageprogammer.

"Jeg ville gerne leve af at lave mad, men frygtede, at jeg bare ville komme til at stå og skrælle løg. Så var det, telefonen ringede, og nogle venner foreslog mig at åbne en madskole i Valby, fordi de rigtige lokaler var der. Jeg boede lige ved siden af og var bare klar," fortæller han om begyndelsen på den madskole, han åbnede i 2013.

Den voksede sig hurtigt større og så åbnede han endnu en i 2017 på havnen i Aarhus. Fordi han gerne vil nå ud i hele landet og fordi han holder af Smilets by.

"Den er min anden by. Jeg føler mig simpelthen så godt tilpas her mellem de rolige, lune jyder, som altid kommer til tiden. Det elsker jeg," storgriner københavneren, der selv er både rolig og lun.

Som direktør for en madskole er Timm Vladimirs evner som både kok og vært hele tiden i spil.

Som direktør for en madskole er Timm Vladimirs evner som både kok og vært hele tiden i spil. Foto: Timm Vladimirs Køkken

Han kan ikke sidde stille på et kontor i timevis, så det administrative har han ansatte til at ordne. Der er også en række medarbejdere i køkkenet for at det hele kan hænge sammen, så staben tæller alt i alt cirka 60. Timm Vladimir har taget de opgaver, hans hjerte banker for.

"Jeg udvikler opskrifter og underviser. Det gør jeg af hele mit hjerte, og det foregår i en hyggelig atmosfære med masser af ros. Folk, der kommer her, skal opleve, at de godt kan lave god og spændende mad," siger Timm Vladimir.

På hans madskoler er der plads til alle. Både dem der ellers aldrig forvilder sig ud i et køkken og dem, der er trænede. Han oplever, at folk generelt er gode til madlavning.

"På kurserne lørdag aften er stemningen tit løssluppen, og folk går glade herfra og videre ud i byen. I dagtimerne på hverdage kommer de mere seriøse. Og det er imponerende, hvad folk ved om mad og hvad de kan i et køkken," siger den autodidakte kok.

Smil - du er på

Han beskriver sig som en madnørd, der har det godt med at tage scenen, og på den måde kombinerer han scenekunsten med kogekunsten.

"Jeg kan ikke lade være med at underholde dem, der kommer her på madskolen, og på tv er jeg lidt en hyggefætter, der skaber en god stemning," siger tv-værten og køkkenchefen.

Mens vi har talt sammen, er de punktlige jyder begyndt at strømme ind i lokalerne, og Timm Vladimir får travlt med at være vært. Han har ikke selv lavet maden denne aften, fordi han har været på optagelser til 'Maddysten', men han har haft fingrene nede i gryderne, og han er helt klar til at guide de 100 gæster igennem aftenens menu. Middagen er et støttearrangement for Team Rynkeby, derfor er TV2 Østjylland også til stede og vil sende live derfra. Da det pludselig skal ske med meget kort varsel, netop som Timm Vladimir skal fortælle de mange gæster om aftenens chokoladedessert, tager han det fuldstændigt roligt.

Til de 100 forventningsfulde gæster siger han utroligt kortfattet og med et kæmpe smil: "Desserten er propfuld af chokolade og den smager godt. Vær så god."

Latteren ruller.

Så vender han sig om mod kameramanden og siger fuldstændig afslappet og roligt god aften til tv-seerne hjemme i stuerne.

Timm Vladimir har styr på både gryderne og scenen.

"Jeg stiller mig dernede for enden af bordene og fortæller, hvad vi skal have at spise," siger Timm Vladimir, der får 100 gæster i sit køkken denne aften. Inklusive TV2 Østjylland, der skal sende live. Foto: Tahmasbi

Fakta

Timm Vladimirs Køkken på Fiskerivej 2 har 25 forskellige madkurser.

Det mest populære er Bøf og Bajere. 50 procent af deltagerne er kvinder.

Også cocktailkurserne er godt besøgt. De fungerer godt som et oplæg til en aften ude i byen.

På hverdage er der mest kurser for firmaer, og i weekenden er der åbne hold.

En sjælden gang imellem er der folkekøkken, hvor man kan komme og spise ved et langbord.

Publiceret 13 March 2019 18:00

SENESTE TV