Musikforsker Anne Dvinge er idékvinden bag online netværket Low-Fi, der formidler kontakten mellem musikere og værter til stuekoncerter rundt omkring i landet.

Musikforsker Anne Dvinge er idékvinden bag online netværket Low-Fi, der formidler kontakten mellem musikere og værter til stuekoncerter rundt omkring i landet. PR Foto

Stuekoncerter kan noget særligt: Ingen snakker i baren eller har øjnene på mobilen

Akustiske stuekoncerter i hjemlige rammer er det nye sort. Musikforsker Anne Dvinge står bag netværket Low-Fi, der formidler kontakten mellem musikere og værter

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Low-Fi er et kombineret netværk og online platform, der gør det muligt for musikere og værter at sætte koncerter op sammen. Stifter af og direktør for Low-Fi er Anne Dvinge, der har en Ph.d. i Amerikanske Studier og Jazz.

“Jeg stiftede Low-Fi tilbage i 2015. Indtil da havde jeg arbejdet som musikforsker på Københavns Universitet, hvor mit primære fokus var på, hvad der sker, når man tager musikken ud af spillestederne og ind i folks private stuer,” fortæller Anne Dvinge.

Hun sagde sit forskerjob op og gik all in på at udbrede stuekoncert-konceptet.

“I forbindelse med min forskning havde jeg talt med rigtig mange unge, dygtige musikere, som var frustrerede over, hvor svært de havde ved at tjene penge. Stuekoncerterne var en måde at støtte op om dem og deres fag. Samtidig tiltalte det mig at kunne være med til at give folk nogle fede koncertoplevelser. Koncerter i folks private hjem kan noget helt særligt i forhold til at skabe en kontakt mellem musiker og publikum,” siger hun.

Stine Hulvej (tv) blev en del af Low-Fi tilbage i 2016 og har sammen med Anne Dvinge udbredt stuekoncert konceptet til hele landet.

Stine Hulvej (tv) blev en del af Low-Fi tilbage i 2016 og har sammen med Anne Dvinge udbredt stuekoncert konceptet til hele landet. PR Foto

Hårdt arbejde uden løn

Fra Low-Fi blev en realitet i 2015, gik der ikke lang tid, før netværket afholdt sin første koncert, og for Anne Dvinge, der var alene om projektet, blev der hurtigt rigtig meget at holde snor i. Et lille års tid senere, i februar 2016, kom Stine Hulvej, der blandt andet har været involveret i Pantbørsen, som formidler kontakt mellem panthavere og frivillige pant-hentere, med i foretagendet, og de to fordelte opgaverne imellem sig.

“Ingen af os fik rigtig løn for vores arbejde før i 2018. Men når man virkelig brænder for noget, er man villig til at gå på kompromis med rigtig meget. Så kan den ældgamle frakke godt holde en sæson mere, og man kan godt vente med at få nye sko. Man skruer simpelthen bare ned for sine behov,” ler Anne Dvinge.

Parløb mellem musiker og vært

Den oprindelige tanke bag Low-Fi var at få musikere og værter til at teame op og på den måde gøre hjemmekoncerter mere udprægede.

“Low-Fi har et lytterpanel, der lytter på de musikere, der søger om medlemskab, ligesom vi har et panel, der sørger for at få lidt oplysninger om værterne, inden de bliver optaget i vores netværk. Vi formidler kontakten mellem musiker og vært, men det er ikke os, der er koncertarrangør - det er de,” ridser Anne Dvinge op.

De fleste af de musikere, der deltager i stuekoncerterne, ligger enten i et ungt upcoming segment, ofte inden for indie, pop og den elektroniske genre eller i det lidt ældre segment, hvor genren som regel er jazz eller klassisk.

“De unge musikere befinder sig typisk et sted, hvor de gerne vil ud over rampen og skabe sig et publikum, mens de mere garvede er mere optaget af formatets formidlingspotentiale. Fælles for begge grupper er, at de kan have svært ved at få en ordentlig hyre på spillestederne. Derfor er en del af det, der udgør rammen for vores stuekoncerter, at musikerne skal have den største andel af økonomien i koncerterne.”

Værterne er som regel folk, som elsker musik og elsker at skabe et rum omkring musikken.

“De fleste af vores værter er private. Men vi har da også guitarbutikken Akustikken i Aarhus og nogle enkelte gallerier. Vi har som krav til vores værter, at der ikke må være plads til mere end 50 publikummer, så vi sikre, at den intime stemning bevares. Og der skal kunne lukkes af, så der er udelt opmærksomhed på musikken,” siger Anne Dvinge.

Online tool til offline koncert

Pudsigt nok kan man beskrive Low-Fi som et online tool til offline begivenheder. Begivenheder som vægter musik og nærvær.

“Til en stuekoncert er der ingen, der står og snakker i baren eller har øjnene på mobilen: Folk sidder rundtomkring, hvor der er plads, og bare lytter og er til stede. Stuekoncerterne er også en anden måde at møde mennesker på, end hvis man er til koncert på de store spillesteder. Folk går rundt og hilser på hinanden og opfører sig som om, de var til et middagsselskab,“ siger Anne Dvinge og tilføjer:

“Det tror jeg, vi trænger til. Øjeblikke hvor vi er i nuet og går offline. Fordi vi lever i en tid, hvor vi alle sammen skal forholde os til alt muligt hele tiden. Det er ikke tit, vi får lov til bare at være til stede, slappe af og nyde – det gør man i stuekoncert-formatet.”

Publiceret 09 March 2019 07:00

SENESTE TV