Sanger og sangskriver Thøger Dixgaard giver koncert i hjembyen 23. februar.

Sanger og sangskriver Thøger Dixgaard giver koncert i hjembyen 23. februar. PR Foto

Thøger Dixgaard: Hvor tanke og talent følges ad

Thøger Dixgaard. Hans navn, numre og ansigt har vundet mærkbart indpas i den danske musikbranche i de senere år. Den talentfulde og tænksomme Aarhusdreng giver koncert i hjembyen 23. februar

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS ‘Former’, ‘Tø mig op’, ‘Blød indeni’ og ‘Lige her’. Alle numrene er blevet streamet millioner af gange og har ligget i toppen af de danske hitlister uge på uge. Bag dem står sanger, sangskriver og producer Thøger Dixgaard; den blonde Aarhus-dreng med det smittende smil, den uprætentiøse attitude og en enorm musikalitet.

“Jeg er vokset op i Aarhus N. I Skejby. Skejby, baby!” lyder det fra Thøger Dixgaard. Han er med på en telefon fra lejligheden i sin nuværende hjemby: KBH.

“Jeg husker det som om, der altid var meget musik i mit barndomshjem. Ingen af mine forældre spillede selv, men min far havde en stor pladesamling og vildt mange af de der tema-bånd med de fedeste numre fra kunstnere i 60’erne og 70’erne. Min mor lyttede mere til hip hop og r’n’b... Hun havde helt klart funken,” fortæller Dixgaard. Selv har han spillet trompet siden 4 års-alderen. Senere tog han også fat på trommerne.

Fede tider med Fløden

Fra 2005 til 2013 spillede Thøger Dixgaard med i den aarhusianske hip hop-gruppe Flødeklinikken.

“Jeg var 16, da vi startede ‘Fløden’... Wauw, det er længe siden! Det var dengang, man stadig måtte ryge på spillestederne, og så pludselig måtte man ikke, og så lugtede der bare af prut og sved i stedet for... Det er jo klart de gældende arbejdsforhold nu, men det gav også en fed stemning det andet!” Thøger Dixgaard sukker.

Det var i tiden med Flødeklinikken, den unge musikmager for alvor begyndte at rappe og skrive numre.

“For mig handlede det i lang tid mest om at skrive nogle gode sange. Faktisk var det først i den sidste tid med Flødeklinikken, at jeg fik lyst til at udfordre måden, jeg brugte min stemme på. Jeg havde jo fundet ud af, at det gik meget godt, når jeg rappede, så jeg kunne godt tænke mig at udforske den mere stemningsskabende måde at synge på,” husker Thøger Dixgaard.

Otte år blev det til med Flødeklinikken. Otte travle år.

“Egentlig har vi aldrig lukket ‘Fløden’ ned. Vi har nærmere sat den på pause. Og når vi ind i mellem ses, så genopstår den med det samme. Men altså vi spillede så sygt mange koncerter dengang, og det krævede, at når man lavede det - så lavede man det. Der var ingen mellemvej. Så vi kørte på uden at kigge os tilbage. Det var en fed tid, men så skete der det, der jo sker: at vi alle sammen gik hen og fik aktier i nye ting, vi gerne ville prøve kræfter med,” forklarer han.

I tiden efter Flødeklinikken bliver Thøger Dixgaard en del af R&B kollektivet Hukaos. Og det er herfra, han senere tager sit afsæt til en solokarriere.

“I Flødeklinikken var vi så rutinerede i vores sæt. Som solist er det meget mere intenst, mere sårbart. Alle mine sange er personlige historier, så der er noget helt andet på spil. Men det var jo det, jeg ville. Det er det, der er det spændende ved det.” Dixgaard tøver. Længe. Så længe at stilheden næsten bliver akavet. Så siger han:

“Min musik bruger jeg ofte til at kanalisere ting, som er svære, væk fra mig og ned i sangen. Det er min måde at sætte punktum på. Men det betyder ikke, at det er melankolsk musik, jeg laver. Næsten tværtimod. Min musik er klart mere ovre i dansemusik. Fordi jeg har lyst til, at folk danser sig ud af problemerne. Og kan min musik være med til, at man et øjeblik glemmer, hvad man har af bekymringer og bare har det dejligt, så er det da noget af det største!” Dixgaard taler ikke hurtigt, bare hurtigere end før.

Efter sin deltagelse i Toppen af poppen på TV2 i 2018 er Thøger Dixgaards ansigt blevet lige så kendt som sit navn og sine glade musiknumre.

Efter sin deltagelse i Toppen af poppen på TV2 i 2018 er Thøger Dixgaards ansigt blevet lige så kendt som sit navn og sine glade musiknumre. PR Foto

Ærlighed og lykkefølelse

Han har markeret sig på diverse hitlister, de største scener og festivaler herhjemme i en grad, så navnet Dixgaard i dag møder genkendelse hos de fleste danskere. Og med hans deltagelse i programmet 'Toppen af poppen' på TV2 sidste år, er hans person nu det samme som hans numre og hans navn: kendt. Kendt og elsket.

“Min musik kan måske noget, som... Altså... Ej, jeg ved det ikke,” afbryder Thøger Dixgaard sig selv.

Talent og musikalitet synes at være de helt åbenlyse svar på spørgsmålet om, hvad det er, han kan som musiker. Men ikke for Dixgaard. Her spænder en charmerende ydmyghed ben.

Efter endnu en tænkepause siger han:

“For mig er det er stort, når jeg kan mærke, at folk bruger min musik til noget. En fyr skrev til mig, at han havde lært at tale dansk ved at lytte til min musik – det kunne jeg aldrig have forudset. Det betyder noget for mig. Ligesom det betyder noget, at jeg kan være ærlig og fortælle min historie igennem musikken. Så det prøver jeg at være; så ærlig som muligt i mine sange.”

I december sidste år udkom Thøger Dixgaard med singlen ‘Lige her’ - et ærligt nummer om at fare vild i sin søgen efter lykken.

“’Lige her’ handler om, at man skal huske at være i nuet og mærke den følelse af lykke, der måske er lige der. Det der øjebliks lykkefølelse - det er sjældent present i al travlheden, og det er synd. Særligt fordi jeg faktisk tror på, at alt det, man gerne vil have, er lige for næsen af en, hvis ellers man tager sig tiden til at mærke efter og være til stede,” filosoferer sangeren.

Thøger Dixgaard udgav 7. december 2018 singlen ’Lige Her'.

Thøger Dixgaard udgav 7. december 2018 singlen ’Lige Her'. PR Foto/grafik

En følelse af hjemme

De seneste måneder har Thøger Dixgaard tilbragt i studiet.

“Jeg har lavet rigtig meget musik, og nu glæder jeg mig sindssygt til at dele det med folk. Der kommer helt sikkert noget fra mig i år, jeg vil bare helst ikke sætte en dato på. Det er så nederen at sætte en dato for, hvornår det kommer, hvis ikke det holder...” lyder det.

En dato, Thøger Dixgaard godt har turdet at sætte, er 23. februar, hvor han giver koncert på Train i forbindelse med sin Danmarksturné.

“Det bliver den største solokoncert, jeg har spillet i Aarhus, så det bliver stort, ja nærmest legendarisk for mig. Så jeg har gjort et ekstra stort nummer ud af det. Jeg tager nogle helt specielle gæster med og udvider repertoiret og... Og så siger jeg ikke mere. Jeg glæder mig helt vildt!” siger Thøger Dixgaard og fortsætter:

”Som barn tog jeg altid Bus 2 igennem byen og hjem til Skejby. Tit stod jeg af inde i byen for at se på CD’er. Og for at kigge på plakaterne på muren ved Train – der var altid nogle seje navne på programmet. Og nu... nu er det fandeme mig, der hænger der!” Dixgaards ellers afdæmpede toneleje får et nøk op af bar’ begejstring.

“Jeg har det fedeste band, som jeg er meget taknemlig for at spille med. Og jeg glæder mig ikke mindst til at spille med dem i Aarhus. Det bliver turnéens højdepunkt.”

Aarhus er hjemme. Punktum. Alligevel har Dixgaard ingen planer om at vende hjem. Ikke lige nu i hvert fald.

“Hjem til Aarhus? Som sådan en trækfugl?!” Thøger Dixgaard griner.

“Tjaaa, jeg ved det ikke. Jeg synes, verden er stor... Og jeg har ikke så travlt med at finde ud af, hvor i den verden jeg skal være. Jeg tager bare en dag af gangen...”

Pause. Lang pause. Rigtig lang pause.

“For mig er det vigtigste, at jeg bliver ved med at udvikle mig – både i min musik og som menneske. Jeg er dygtig til det, jeg laver - ellers var jeg ikke nået hertil, hvor jeg er nu. Og det er egentlig drømmen: at lave det, jeg gør - og hele tiden blive bedre til det,” siger han endelig.

Der lyder et ‘klonk’ i den anden ende af røret. Formentlig lyden af et glas, der rammer en bordplade. Dixgaards stemme er tilbage:

“Tak for snakken, du. Måske ses vi. På Train... Eller i Skejby... Skejby, baby! Hvem ved?!”

FAKTA: Thøger Dixgaard

    29 år

    Opvokset i Skejby, Aarhus N

    Medlem af hip hop ensemblet Flødeklinikken sammen med blandt andre sangerinden Sarah Mariegaard (Soleima) (2005-2013)

    Medlem af R&B kollektivet Hukaos med bl.a. sanger og sangskriver Karl William (2013-)

    Har bl.a. udgiver følgende singler: 'Blød Indeni' (2015), 'Tæt På' (2015), 'Tø Mig Op' (2017) og ‘Lige Her’ (2018)

    Har spillet på bl.a. Roskilde Festival og Smuk Fest samt ved P3 Guld og Zulu Awards

    Medvirkede i Toppen af Poppen på TV2 i 2018 md bl.a. Søren Sko, Pernille Rosendal, Claus Hempler og Lis Sørensen

    Giver koncert 23. februar kl. 21.00 på Train, Toldbodgade 6, 8000 Aarhus C

    Billetter på www.train.dk

Publiceret 23 February 2019 07:00

SENESTE TV