Anna Ur Konoy og Anders Vølpert Momme spiller ægteparret Gitte og Rasmus i Teatret Svalgangens dystopiske fremtidskomedie 'Breaking News'.

Anna Ur Konoy og Anders Vølpert Momme spiller ægteparret Gitte og Rasmus i Teatret Svalgangens dystopiske fremtidskomedie 'Breaking News'. Foto: Montgomery

Gitte og Rasmus kan ikke leve uden Facebook

Breaking News er ny dramatik på Teatret Svalegangen. Et tragikomisk stykke, som sætter spørgsmålstegn ved vores skærmafhængighed og ukritiske medieforbrug

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Den er det første, vi kigger på, når vi vågner om morgenen, og det sidste vi kigger på, inden vi lægger os til at sove. Skærmen. På vores smartphone, tablet eller computer. Alle er vi skærmafhængige i mere eller mindre grad. Men hvad gør denne afhængighed ved os?

Det er bare et af de spørgsmål, Breaking News stiller. Breaking News er en dystopisk fremtidsfarce, som ser kritisk på medierne og medieforbruget. Stykket spiller på Teatret Svalegangen frem til 20. marts.

De to Aarhus-skuespillere Anders Vølpert Momme og Anna Ur Konoy spiller ægteparret Rasmus og Gitte, der lever en stresset hverdag, som er nøje skemalagt i bestræbelserne på at få karrieren til at spille sammen med livet som børnefamilie. En streng af forestillingen foregår i parrets dagligstue. En anden foregår på Gittes arbejdsplads; en stor medievirksomhed hvor sensationsjournalistikken er i højsædet.

“Min karakter, Rasmus, ønsker at gøre op med medieræset og komme tilbage til en tid, hvor man ikke er online 24-7. Han anskaffer to Nokia 3310 mobiltelefoner - en til ham selv og en til Gitte - i forsøg på at genskabe nærværet og redde deres forhold. Et projekt han kalder ‘Break Free for Life‘,” forklarer Anders.

Han og Anna sidder ved et bord i Teatret Svalegangens café, hver med en kop kaffe.

“Gitte giver Nokiaen en chance, men finder hurtigt ud af, at hun ikke kan leve uden Facebook, Messenger og de øvrige sociale medier. Hun føler sig alene og uden for fællesskabet,” fortæller Anna.

Digital versus analog virkelighed

Med et satirisk twist sætter Breaking News fokus på, hvorledes vi alle sammen i stigende grad lukker af for virkeligheden og lader os forføre af medierne.

“I Breaking News tager vi det selvfølgelig til ekstremerne. Men det er som om, grænserne hele tiden bliver rykket. Som om der opstår en eller anden form for kollektiv normalitet i forhold til, hvor meget vi er 'på' og lader os styre. I forestillingen ender det med at få helt sindssyge konsekvenser.” Anna vrænger sine mundvige nedad. Og hiver dem på plads igen, før hun snupper en tår af sin kaffe.

“Reelt kender vi ikke konsekvenserne af den her form for medieafhængighed. Først for nyligt er det begyndt at gå op for os, at det at være online konstant og hele tiden være aktiv på de sociale medier bliver en form for narkomani, hvor vi higer efter at få flest mulige likes og kommentarer på Facebook,” siger Anders.

I Breaking News introducerer Gittes chef The Smart Chip; en chip man skyder ind under huden. Med chippen i kroppen befinder man sig i virtual reality, så snart man er i en Wifi zone. Smart hippen er for stor en fristelse for Gitte. Hun får Rasmus til at opgive sit analoge ‘Break Free for Life’-projekt, og de får begge to skudt en chip ind i kroppen.

“The Smart Chip forvandler Gitte og Rasmus til anæmisk blege, zombielignende væsener, der glemmer alt omkring dem. Det mest skræmmende ved det er, at det ikke er langt fra virkeligheden. Vi går jo allesammen rundt i en pseudoverden, opslugt af vores mobiltelefoner,” siger Anders og gør et nik mod plakaten fra forestillingen, som hænger på en væg overfor. Den viser tre journalister optaget af at fotografere en nuttet kattekilling. Bag dem står Christiansborg i flammer.

“Plakaten der illustrerer meget godt, hvordan vi lader os påvirke, manipulere og diktere af medierne, som med deres anarkistiske kontrol af nyhedsstrømmen får større magt og i kampen for at overleve i en presset branche opererer mere og mere i clickbates. Vi ser det, medierne vil, vi skal se," fortsætter han.

Anna let trækker opgivende på skuldrene og fortsætter:

“Breaking News sætter spørgsmålstegn ved mediernes agenda og ved os som medieforbrugere. Der danner sig et tydeligt billede af, at ligegyldige kattevideoer og historier med høj craziness-værdi à la sensationshistorier som Ubåds-Madsen og Britta Nielsen opprioriteres på bekostning af problemer af mere generel samfundsmæssig relevans. Også selv om disse potentielt set har langt større indflydelse på vores fremtid.”

Ægteparret Gitte og Rasmus lader sig friste af The Smart Chip. Med chippen i kroppen befinder man sig i virtual reality, så snart man er i en wifi zone.

Ægteparret Gitte og Rasmus lader sig friste af The Smart Chip. Med chippen i kroppen befinder man sig i virtual reality, så snart man er i en wifi zone. Foto: Montgomery

Den digitale dobbelthed

Uden for Teatret Svalegangen haster folk igennem Rosenkrantzgade. Flere med blikket stift rettet mod deres mobiltelefoner.

“Hvad er grunden til, vi er så optagede af vores mobiltelefoner?” spørger Anna Ur Konoy og svarer selv:

“Måske handler det om, at vi hver dag knokler for at være den dygtige medarbejder, den gode kollega, den perfekte mor, den ideelle partner og den bedste veninde. På den måde bliver mobilen vores pause, et frirum hvor vi kan slappe af og ikke skal være noget for nogen. Samtidig er mobilen vores kilde til hurtigt at blive opdateret på nyheder og netværk. Og til at ordne bankforretninger og indkøb digitalt.” Hun tøver kort.

“Hele tiden er der den her underlige dobbelthed ved at være online. På den ene side føler vi os fanget af mobilen og på den anden, giver den os en følelse af frihed. Vi kan gøre en masse ting hurtigere og nemmere online - samtidig er det som om, det gør os mere stressede at være online konstant. Jeg kan faktisk selv mærke, at jo mere travl jeg er, jo mere ryger mobilen op af lommen og ned igen, op og ned, op og ned,” erkender Anna.

Breaking News stiller skarpt ikke bare på medieudbyderne, men også på medieforbrugerne.

“Forestillingen stiller spørgsmålet: skal man som forbruger træde ud af mediecirkuset? Måske slette sin Facebook profil og anskaffe sig en gammel Nokia 3310, hvor man ikke hele tiden er online,” siger Anders.

“I stykket har Rasmus en replik, der lyder i retning af, 'at vores hjerne er blevet umyndiggjort af vores skærme'. Det er meget kendetegnende. Og meget skræmmende. Jeg kan tydeligt mærke, at arbejdet med den her forestilling har gjort, at jeg er blevet meget mere opmærksom på, hvordan jeg bruger de sociale medier. Facebook giver mig endnu mere brækfornemmelse nu end før, men jeg er stadig på...” Anna ser tænksomt ud på de travle forbipasserende på gaden.

“Jeg er også stadigvæk på Facebook. Men jeg overvejer at følge i Rasmus’ fodspor og gå i Elgiganten og købe en oldschool Nokia 3310,” lyder det fra Anders.

Skuespillerne Anna Ur Konoy og Anders Vølpert Momme har begge taget deres medieforbrug op til revision efter arbejdet med forestillingen Breaking News, som de begge spiller med i.

Skuespillerne Anna Ur Konoy og Anders Vølpert Momme har begge taget deres medieforbrug op til revision efter arbejdet med forestillingen Breaking News, som de begge spiller med i. Foto: M. Jeppesen

Selvindsigt med glimt i øjet

Lige som Breaking News har fået de medvirkende til at tage deres eget medieforbrug op til revision, vil forestillingen formentlig også få publikum til at vende blikket indad.

“På samme måde som vi er stoppet op mange gange i arbejdet med forestillingen, fordi vi har kunnet genkende ting, vil publikum garanteret også kunne genkende nogle ting fra deres hverdag. Måske forestillingen ligefrem vil ryste dem lidt og få dem til at se indad,” siger Anders.

Breaking News er et konfronterende stykke, men det er også en fremtidskomedie, der nok skal give anledning til træk på smilebåndene.

“Stykket rammer helt sikkert et ømt punkt hos flere. Men når det så er sagt, så er Breaking News også et virkelig tragikomisk stykke, som jeg tror, folk vil få en grineren oplevelse over. Dybest set er det jo virkelig langt ude, at vi er så afhængige af en dims!” Anna ryster vantro på hovedet.

Anders nikker enigt.

“Vi håber da, Breaking News får folk til at tænke og bremse lidt op. Og hvem ved; måske salget af old school Nokia telefoner eksploderer, når folk har været inde at se den her forestilling. Det kan være, vi starter en trend. En offline-trend!” klukker han.

De fire medvirkende i Breaking News, fra venstre Matias Hedegård Andersen, Martine Levinsen, Anna Ur Konoy og Anders Vølpert Momme, er alle anæmisk blege efter utallige timer foran skærmen.

De fire medvirkende i Breaking News, fra venstre Matias Hedegård Andersen, Martine Levinsen, Anna Ur Konoy og Anders Vølpert Momme, er alle anæmisk blege efter utallige timer foran skærmen. Foto: Montgomery

FAKTA: Breaking News

    Store Sal på Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C

    Spiller til 20. marts, hverdage kl. 19.30, lørdag kl. 16.00

    Medvirkende: Anders Vølpert Momme, Anna Ur Konoy, Matias Hedegård Andersen og Martine Levinsen

    Tekst: Brian Wind-Hansen

    Instruktør: Anne Zacho Søgaard

    Scenograf: Katrine Gjerding

    Lyrik: Lone Hørslev (uddrag fra 'Dagene er data', 2018)

Publiceret 23 February 2019 10:00

SENESTE TV