Rasmus Rankenberg Madsen (tv.) og Lauge Andersen er garagerock duoen Nicotine Nerves.

Rasmus Rankenberg Madsen (tv.) og Lauge Andersen er garagerock duoen Nicotine Nerves. Foto: Jeppesen

Nikotinnerver på Valentinsdag: Forvent ikke en romantisk koncert

Det er gået stærkt for garagerock duoen Nicotine Nerves. 14. februar giver de koncert på Atlas i Aarhus, og en uge senere udkommer de med debutalbummet '1995'

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Garagerock er en rå og energisk genre af punk. Garagerock er også synonym med Nicotine Nerves, en duo dannet i 2014 af de to unge fyre; Rasmus Rankenberg Madsen og Frederik Nielsen.

“Lige før en eksamen i gymnasiet tilbage i 2014, så jeg Frederik ryge en cigaret for at dulme nerverne. På den måde opstod vores bandnavn ‘Nicotine Nerves’,” fortæller 23-årige Rasmus, der er duoens sanger og guitarist.

Gymnasiet, Rasmus refererer til, ligger i Rasmus' hjemby Vejen i det sydlige Jylland.

“Jeg har altid gerne ville spille musik, og da jeg var 10 år, begyndte jeg at spille guitar. Der var ingen musikere i Vejen, så da jeg lærte Frederik at kende i 2014, overtalte jeg ham til at spille trommer,” husker Rasmus.

Sammen skrev og indspillede de to en række numre, heriblandt ‘Nervous’, som kom med i DRs radioprogram Karrierekanonen.

“Karrierekanonen åbnede nogle døre for os, og derfra fik vi virkelig blod på tanden,” siger Rasmus, der i 2017 flyttede fra Vejen til Aarhus for at spille musik.

I sommeren 2018 valgte Frederik Nielsen at droppe ud af bandet og efter en audition overtog 18-årige Lauge Andersen hans plads.

“Jeg faldt over Rasmus’ opslag på Facebook om, at han søgte en ny trommeslager. Jeg kontaktede ham, gik til audition og ja, nu sidder vi så her...” forklarer Lauge. Han bor i Næstved, men arbejder som trommebygger i Drum Limousine i Gammel Munkegade i Aarhus.

“Jeg var i forvejen en del i Aarhus i forbindelse med mit job og vant til at pendle mellem Aarhus og Næstved. Så det er der som sådan ikke noget nyt i. Nu er jeg her bare endnu mere,” siger Lauge med et let træk på skuldrene.

Nicotine Nerves spiller support for det amerikanske band Death Alley Girls på Atlas i Aarhus 14. februar.

Nicotine Nerves spiller support for det amerikanske band Death Alley Girls på Atlas i Aarhus 14. februar. Foto: Jeppesen

Opvarmning for amerikanerband

Lauge trådte ind i bandet, hvor Frederik slap: bag trommerne.

“Jeg har spillet trommer, siden jeg var seks og fik et trommesæt fra BR. Da jeg var otte, begyndte jeg at gå til trommer. Og så er min far musiker, så som lille var jeg tit med ude til koncerter, når mine forældre ikke kunne skaffe en barnepige. Så blev jeg plantet bag trommesættet med et par ordentlige ørebøffer. Det betyder også, at jeg føler mig ret godt hjemme der,” husker Lauge og tilføjer:

“Jeg har godt nok ikke spillet garagerock før. Det har mere været jazz og funk, jeg har bevæget mig indenfor. Den her genre kræver en del flere kræfter - vi snakker maks. energiudladning – og så involverer den flere øl...” Lauge griner. Rasmus griner med ham.

De to har øvet adskillige timer sammen for at blive godt sammenspillede hurtigst muligt, og for at Lauge kunne få numrene på Nicotine Nerves’ setliste arbejdet ind i fingrene.

“Vi har været heldige at spille en del koncerter, siden jeg kom med. 10-11 stykker tror jeg. Så vi har fået noget rutine og stabilitet,” siger Lauge.

14. februar spiller Nicotine Nerves livekoncert på Atlas i Aarhus. Som opvarmning for det amerikanske band Death Alley Girls.

“Jeg skrev til Death Alley Girls på Instagram og spurgte, om vi måtte spille opvarmning for dem. Det gør jeg ind i mellem; skriver til bands på Instagram. Nogen af dem svarer, nogen gør ikke. Death Valley Girls svarede, at de var vilde med vores nummer ‘Alive’, som jeg havde sendt til dem, og at de gerne ville have os på som opvarmning,” Rasmus tager en slurk af sin sorte kaffe. Som for at skåle på det.

“De er store - særligt i USA. Så det skal nok blive en fed koncert med masser af larm og god energi. Gamle og nye numre - uden så meget pis," slår Lauge fast.

“14. februar er jo Valentines Day, men man skal altså ikke forvente en romantisk koncert fra vores side. Men hvis nu man ikke har fået en Valentines date, kan man helt sikkert komme af med frustrationerne over det til vores koncert,” supplerer Rasmus grinende.

Debutalbum på gaden

Koncerten på Atlas er samtidig releasekoncert for Nicotine Nerves’ debutalbum, som udkommer 22. februar.

“Generelt i musikbranchen skal man passe på med at være for meget oppe at køre. Så bliver man bare skuffet. Men det bliver da vildt at få vores eget album på gaden. Vildt og nervepirrende. Og skelsættende,” siger Lauge.

Rasmus nikker.

“Selv om der er flere numre, du ikke er med på...,” driller Rasmus.

“Jo, men de andre numre er også gode,” lyder det anerkendende fra Lauge.

Størstedelen af numrene på debutskiven står duoens tidligere trommeslager Frederik Nielsen og Rasmus bag.

“Der er to spritnye numre, som jeg er på, med på pladen. Et af dem er ‘Smile’, som bliver det tredje singleudspil fra albummet. Et nummer der faktisk startede som en jam over et riff, Rasmus havde med til audition,” fortæller Lauge.

Debutalbummet bliver udgivet på cd og vinyl og har titlen ‘1995’.

“Titlen kommer sig af, at både Frederik og jeg er født i 1995. Men nu hvor Frederik ikke længere er med i bandet, og Lauge er født i 2000, virker det lidt som en egoistisk titel...” Rasmus lader forlegent sit blik tage en dukkert i kaffen.

“Arrrhhh...” vrænger Lauge og giver ham et kærligt skub i siden.

Drømmen om et navn

I kølvandet på pladeudgivelsen tager Nicotine Nerves på Europatour 6.-17. marts med 8-10 koncerter fordelt i Tyskland, Østrig og Schweiz.

“Det bliver fedt at komme på turné. Os to og vores manager og booker, Johnny, stuvet sammen i en lille stationcar med vores instrumenter på skødet i 10 timer. Så bliver det ikke bedre!” ler Rasmus.

Lauge giver ham endnu et skub i siden.

“Ej, det BLIVER fedt. Det er jo det, vi gerne vil: på flere udlandsturnéer. Vi drømmer om at blive rigtig store, om at få skabt os et navn. Og selv om vi gerne vil blive i Danmark, kommer vi nok tættere på drømmen, hvis vi satser på Tyskland. Det er som om, der i Tyskland er en helt anden kultur for hård rock end herhjemme,“ siger Rasmus så. Nu mere alvorlig.

Lauge nikker energisk.

“Det ville være fedt, hvis vi på sigt kunne få lidt flere penge ud af det. Eller hvis vi i det mindste bare kunne gå i nul... Så vi ikke var nødt til at arbejde ved siden af, men bare kunne fokusere udelukkende på musikken,” siger han.

"Yes," siger Rasmus enigt. Han drikker det sidste af sin kaffe og tænder en smøg. Lauge låner en og placerer den over det ene øre. Cigaretterne har ikke til formål at dumle nerverne hos nogen af de to. Derimod skal de understrege garagerock-looket hos en duo, der er godt på vej: Nicotine Nerves.

FAKTA: Nicotine Nerves

    25. januar 2019 udkom ‘Absurd’, der er den første officielle single forud for debutalbummet '1995'.

    22. februar 2019 udgiver Nicotine Nerves albummet ‘1995’ på Middle Ear Recording.

    14. februar kl. 20 spiller Nicotine Nerves opvarmning for Death Alley Girls på Atlas, Vester Allé 15, Aarhus C.

    Billetter på fondenvoxhall.dk

Publiceret 13 February 2019 18:00

SENESTE TV