Charlotte Fogh foran et af HuskMitNavns malerier. Kunstneren udstiller i øjeblikket på Charlotte Fogh Gallery i Mejlgade under titlen 'Days like These'.

Charlotte Fogh foran et af HuskMitNavns malerier. Kunstneren udstiller i øjeblikket på Charlotte Fogh Gallery i Mejlgade under titlen 'Days like These'. Foto: Jeppesen

HUSKMITNAVN

- kunstneren der har et navn uden at have det

Hans navn er ukendt, hans kunst det modsatte. Den københavnske kunstner, der går under pseudonymet HuskMitNavn, sætter farve, udtryk og form på det nære i hverdagen. Med titlen ’Days Like These’ er et udpluk af hans værker lige nu udstillet på Charlotte Fogh Gallery

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS På kontoret sidder en mand under sit skrivebord og læser en Asterix tegneserie i smug. En mor giver sin lille dreng et æble, mens faren giver ham en karamel - bag morens ryg. En far sniger sig til at spise af ungernes chokolade-påskeharer, mens de sover.

Scenarierne er motiver fra den københavnske kunstner HuskMitNavns udstilling ‘Days Like These’, som kan opleves på Charlotte Fogh Gallery i Mejlgade i Aarhus til og med 23. februar.

“Udstillingen er en slags ‘Greatest Hits’,” siger den 43-årige kunstner og streetartist, som går under pseudonymet HuskMitNavn.

“Ligesom de fleste andre har jeg en travl hverdag, hvor dagene flyver afsted. Så forud for udstillingen satte jeg mig ned og gjorde status over, hvad det egentlig er, jeg har haft gang i de sidste 5-10 år. Jeg har printet flere af mine værker ud og kigget på dem for at få et indtryk af, hvad det er, der bevidst eller ubevidst har interesseret mig og ud fra det, har jeg lavet de nye værker, som nu hænger hos Charlotte Fogh,” fortæller han.

‘Days Like These’ består af 12 malerier og 20 tegninger skabt specielt til udstillingen, som er kunstnerens hidtil største soloudstilling i Aarhus. Udstillingen er opdelt i to rum.

“Malerierne i hovedrummet har en fælles fortælling og bevæger sig meget i hverdagstemaer. I siderummet udstiller jeg tegninger, som mere tager udgangspunkt i en eksperimenteren med at inddrage billedrammen i selve billedet og på den vis udfordre tegneformen," forklarer HuskMitNavn.

Kreativitet i flere former

Kunstneren har en unik evne til at fange de små hverdagsøjeblikke og omsætte dem på lærred. Typisk i stærke farver og gerne mange af dem.

“Malerierne har primært fokus på indholdet, hvor tegningerne i lige så høj grad fokuserer på formen. Malerierne fastholder de genkendelige øjeblikke fra hverdagen, som vi normalvis ikke fotograferer og deler på de sociale medier, øjeblikke vi måske ikke tillægger den store betydning. Malerierne har humor og kant og bliver en kærlig kommentar til hverdagslivet, hvor vi nok alle sammen glemmer at give det nære den tid og opmærksomhed, det fortjener,” siger Charlotte Fogh.

Det skorter ikke på kreativiteten i værker med HuskMitNavns signatur. Senest er kunstneren begyndt at lave små pudsige tegninger, som kun lever på Instagram.

“På hans tegninger ser man alt det, man ikke ser. De hænger som regel sammen to og to, og man skal selv tænke sig til mellemleddet, der forbinder dem. Lige så kreative er værkerne på Instagram, som kun lever, fordi HuskMitNavn holder eller på en eller anden vis er i proces med dem. De kan ikke umiddelbart udstilles. Det er en helt ny genre, HuskMitNavn har opfundet – jeg har i hvert fald ikke set andre arbejde på den måde,” lyder det begejstret fra Charlotte Fogh.

At forevige hverdagen

Afsættet i hverdagen skinner også tydeligt igennem i udstillingens titel; ‘Days Like These’.

“Jeg bevæger mig i en motivverden, hvor udgangspunktet er det nære, selvoplevede situationer eller ting, jeg forestiller mig, folk må komme ud for. Og så prøver jeg at gøre det lidt sjovt, så folk får noget at smile af,” siger HuskMitNavn og fortsætter:

“I medierne får man nemt det indtryk, at vi alle sammen er sure på hinanden og stort set intet har til fælles. Men jeg tror på, der er meget i det nære, som binder folk sammen: det at sidde at spise pizza, at rydde op efter børnene... Der er mange ting, man kan tage udgangspunkt i, hvor man ikke er farvet af politiske holdninger eller af, hvor på den sociale rangstige man hører til.“

For HuskMitNavn er det vigtigt at portrættere de dagligdagssituationer, som man udfører automatisk, og som ikke er opstillede.

“Billeder eller fotografier som gengiver rodet i hjemmet eller den stressede dagligdag med job, børn og madlavning er sjældent det, som er repræsenteret på gallerier eller på de sociale medier. Det forsøger jeg at gøre op med. Uden at gå på kompromis med den dekorative form - der er jo ligesom en forventning om, at billedkunst skal se pænt ud. Samtidig er mit mål med at male de her situationer, at de ikke bliver overset og glemt. Jeg synes, det ville være ærgerligt, hvis man om 50 år ikke kan se, hvad folk faktisk lavede i vores tid. Det kan man i mine billeder!” HuskMitNavn ler.

Anonymiteten hænger ved

HuskMitNavn har en fortid i graffiti- og streetartmiljøet. I midten af 00'erne brød han igennem til kunstverden og begyndte at udstille på danske og internationale gallerier.

“Det er ikke sådan, jeg har tænkt, at nu lægger jeg graffitien på hylden og bliver ‘rigtig’ kunstner. Det er foregået parallelt, fordi jeg er nysgerrig. Modtager jeg en invitation til at udstille på et museum, tænker jeg: ‘det er en sjov mulighed’. Ser jeg en væg, jeg kan male på, tænker jeg også: ‘det er en sjov mulighed’. Man behøver ikke at holde sig til en ting,” slår HuskMitNavn fast.

Det, at HuskMitNavn udgiver under pseudonym og ikke lader sig fotografere, bunder i kunstnerens graffiti-baggrund.

“Alle mennesker er som udgangspunkt anonyme, så jeg lever faktisk bare i forlængelse af det liv, jeg hele tiden har levet. For mig er det rart at kunne lægge arbejdet fra mig og gå ned i Brugsen, uden at folk ser underligt på mig. Jeg er glad for at få kritik – både positiv og negativ - på det, jeg laver, men jeg har ikke brug for at stå til en fernisering og få ros. Det er ikke derfor, jeg laver det, jeg gør. At jeg får invitationer til udstillinger rund tomkring i verden og kan leve af at være kunstner – det er løn nok i sig selv," siger HuskMitNavn.

"Og har jeg en dårlig dag, kan jeg bare se på de hjerte-emojis en eller anden russisk teenager har sendt og blive lidt høj på det," tilføjer han så og griner.

Charlotte Fogh oplever, at anonymiteten er med til at skærpe nysgerrigheden omkring HuskMitNavns person.

“Til fernisering på hans udstillinger, er HuskMitNavn typisk til stede, men stadig anonymt. Som regel er der flere, der kommer og spørger, hvem han er, og der går konkurrence i at gætte hvem i lokalet, der er HuskMitNavn.” Charlotte Fogh smiler og trækker overbærende på skuldrene.

“Anonymiteten er blevet en del af hans brand. Hvis man kan tale om et brand i forbindelse med HuskMitNavn. På forundelig vis har han fået et navn uden at have et. Det hænger ret godt sammen med, at han interesserer sig for de mere ikke-åbenlyse ting i tilværelsen.”

Genkendelse er nøglen

‘Days Like These’ har været vel besøgt siden åbningen 18. januar, og flere af de udstillede værker er allerede solgt.

“En stor del af de følgere, HuskMitNavn har fra sin tid som graffitikunstner, kommer for at se udstillingen. Flere kender ham også fra hans tid som tegner i Politiken. Men vi har besøgende i alle aldre, fra hele landet og fra udlandet. HuskMitNavn formår at sætte ord på noget, vi ikke selv kan. Han italesætter et stykke hverdag, vi ellers ikke ser. Det kan noget,” siger Charlotte Fogh.

Selv tilskriver HuskMitNavn sin kunstneriske succes, at han gør meget ud af at møde sit 'publikum' i øjenhøjde.

“Jeg observerer, hvordan de ting, jeg laver, bliver modtaget, og når jeg har lavet noget, folk kan lide, bevæger jeg mig videre i den retning. Når folk ser mine værker, får det dem måske til at tænke: ‘ok, jeg er så ikke den eneste i verden, der ikke kan finde ud af at være forældre'. De føler sig set – det, tror jeg, er en del af det. Og fordi jeg tegner figurativt, lidt sådan Walt Disney tegneserie-agtigt, så kan alle være med - om man er to eller 90 år,” reflekterer kunstneren.

Alt imens ‘Days Like These’ trækker begejstrede beskuere til, arbejder HuskMitNavn på værker, som skal udstilles på en stor gruppeudstilling i New York.

“Det kendetegnende for mig som kunstner er, at jeg arbejder meget bredt; indenfor og udenfor, på etablerede steder og på mindre steder. Og så har jeg en tegnestil, som er nem at omforme til forskellige overflader og medier i både Danmark og udlandet. Sådan vil jeg gerne, det fortsætter.” HuskMitNavn tøver kort. Så siger han:

“Helt fra start opdagede jeg, at drømmer jeg om konkrete ting, ender jeg altid helt modsat det, jeg havde forestillet mig. Derfor tænker jeg, at så længe mine ting er synlige, så er der vind i sejlene, og så må vi se, hvor den vind fører mig hen. Men dybest set er det her drømmen for mig; at lave det, jeg gør og kunne leve af det.”

FAKTA: HuskMitNavn

    Født i 1975 og opvokset i Taastrup

    Kunstneren er anonym og optræder under pseudonymet HuskMitNavn

    Udstillingen 'Days Like These' kan opleves til og med 23. februar 2019 på Charlotte Fogh Gallery, Mejlgade 44A, 8000 Aarhus C

    HuskMitNavn Instagramprofil: huskmitnavn1

    Se mere på charlottefogh.dk og huskmitnavn.dk

Publiceret 08 February 2019 08:00

SENESTE TV