Oscar Alexander er oprindeligt fra Aarhus, men flyttede til København i september sidste år for at fokusere 100 procent på sin musik. Foto: Jeppesen

Oscar Alexander er oprindeligt fra Aarhus, men flyttede til København i september sidste år for at fokusere 100 procent på sin musik. Foto: Jeppesen

Alexander Oscar:

Han når stjernerne og bevarer fodfæstet

Sine bare 20 år til trods har aarhusianske Alexander Oscar allerede opnået stor musikalsk bevågenhed. Det sidste år er det gået stærkt for den talentfulde og ambitiøse sanger, der lige nu er aktuel med debutalbummet 'Highs & Lows', og 31. januar giver koncert på Atlas

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS “Hej! Alexander. Oscar.” Den 20-årige sanger hilser på med et smil, der får denne gråvejrstunge januar-tirsdag til at lysne.

“Undskyld, jeg kommer for sent – der var sindssygt meget trafik,” siger han. Imødekommende og høfligt.

Alexander Oscar udvælger et bord, trækker stolen ud og sætter sig. Vi er på Godsbanen i Aarhus - sangerens føde- og hjemby indtil for godt fire måneder siden.

“Jeg rykkede til København i september for at fokusere 100 procent på musikken. Det er lidt specielt, da jeg ikke kender andre i København end dem, jeg arbejder sammen med. Min familie, mine venner og min kæreste bor alle sammen i Aarhus.” Stemmen og penneføreren på hits som ‘Number’ og ‘Coffee Table’ rører i sin Macchiato og tager prøvende en slurk.

“Så mine dage går med at stå op, gå i studiet, gå i seng. Stå op, gå i studiet, gå i seng. Jeg arbejder tit 12-13 timer i streg, men det føles ikke rigtigt som arbejde. Fordi jeg brænder så meget for musikken, som jeg gør. Det er først i 13. time, jeg nogle gange kan mærke, at jeg vist har brug for lidt søvn.”

Alexander Oscar var bare 13 år, da han skrev kontrakt med pladeselskabet RE:A:CH. Bag det stod producerduoen Remee og Chief 1, som havde spottet det dengang uprøvede talent via videoer, han havde posted på Facebook og Youtube. I dag har han kontrakt med Sony Music. Det har resulteret i tre singler, hvoraf særligt det ene nummer ‘Number’ fra 2018 har storhittet med mere end 15 millioner streams på Spotify og har taget guld i Danmark.

Coveret på Alexander Oscars debutsingle 'Highs and Lows', som kom på gaden 18. januar. Foto: Sony Music

Coveret på Alexander Oscars debutsingle 'Highs and Lows', som kom på gaden 18. januar. Foto: Sony Music

Ærligt debutalbum

Få dage inden interviewet med Århus Onsdag har Alexander Oscar og den svenske sangerinde Svea udgivet singlen ‘Complicated', og et par dage efter udkommer han med sit debutalbum ‘Highs & Lows’.

“Det er for vildt! Jeg er seriøst pisse nervøs for releasen. Jeg har jo lyttet til hver sang over 1000 gange, og nogle gange synes jeg, det er mega fedt, andre gange tænker jeg: skulle jeg have ændret noget. Men altså... jeg stolt. Og lidt shaky.” Alexander Oscar fingerer et kuldegys.

‘Highs & Lows’ udkom 18. januar og indeholder tretten popnumre, som handler om kærlighed. Alle numre som Alexander Oscar har været med til at skrive.

“Det sker tit, at jeg kommer på en god melodi i bussen eller midt om natten. Så skynder jeg mig at optage den på mobilen. Ellers glemmer jeg den bare igen. Så tager jeg lydbidden med i studiet og spiller den for min producer. Får den thumbs up, arbejder vi videre med den,” forklarer den unge sanger og tilføjer:

“For mig giver det super god mening, at jeg selv skriver mine numre. Jeg ville ikke kunne lægge de samme følelser i det, når jeg synger, hvis ikke det var mine egne ord. Derfor er ‘Highs & Lows’ også blevet et meget ærligt album, som jeg tror giver et godt billede af, hvem jeg er.”

At bevare fodfæstet

Musikaliteten og en utvetydig flair for at skrive sange har Alexander Oscar tillært sig.

“Det er ikke umiddelbart noget, jeg har med hjemmefra. Eller... Min mor siger godt nok, hun er musikalsk. Jeg kan bare ikke rigtig høre det...” Han ler og fortsætter:

“I skolen var jeg altid ret højlydt og kunne sagtens finde på at skråle på vej ned ad gangene. Men det var i sjov. Reelt turde jeg ikke synge for nogen; jeg var vanvittigt sceneskræk dengang,” husker han.

I en årrække var det håndbolden, Alexander Oscar brugte størstedelen af sin fritid på. Men da han grundet en skulderskade fik en tvungen pause, begyndte han for alvor at tage fat på musikken.

“Jeg begyndte at indsynge nogle covernumre og lægge dem på Youtube og Facebook. For mig var det en god måde; jeg kunne synge nogle numre og komme ud med dem uden at skulle stå face to face med nogen. Og da flere af de videoer, jeg lagde op, fik vildt god respons, gav det mig blod på tanden,” fortæller Alexander Oscar.

Han trodsede sin læges formaninger om at holde skulderen i ro, greb en guitar og gik i gang med at lære sig selv at spille akkorder.

“Da jeg lærte at spille guitar, kunne jeg også begynde at skrive numre. Jeg blev hooked. Jeg postede flere og flere sange, og så pludselig blev jeg kontaktet af RE:A:CH. Og derfra gik det stærkt.” Alexander Oscar vipper kaffeglasset og ser eftertænksomt ned i det brune skum. Så siger han:

“Indimellem kan det være svært at følge med. Jeg gør meget ud af at huske mig selv på, hvad det er jeg kommer fra. I en branche hvor alting går så hurtigt, lader man sig nemt rive med. For mig er det vigtigt at bevare fodfæstet. Og det er faktisk præcis hvad, nummeret ‘Help me, help you’ på min nye plade handler om. Det er en sang til mig selv, som skal minde mig om mine værdier, og det jeg står for.”

Den svenske sangerinde Svea og Alexander Oscar har for nyligt udgivet singlen 'Complicated'. Foto: Emilia Staugaard

Den svenske sangerinde Svea og Alexander Oscar har for nyligt udgivet singlen 'Complicated'. Foto: Emilia Staugaard

Drømmene lever

31. januar er datoen, Alexander Oscar spiller sin første af to koncerter, hvor han selv er hovednavnet. Det sker på Atlas i Aarhus.

“For mig er Aarhus synonym med hjem. Og med hygge og glæde. Jeg har altid den der Yes!-følelse, når jeg kommer til byen. Så det bliver stort at få lov til at spille min første headlinekoncert i Aarhus,” lyder det glad fra Alexander Oscar.

“Det bliver en koncert, hvor publikum kan forvente at se en mere nøgen, musisk side af mig. På nogle af numrene er det bare mig og et klaver. Eller mig og en guitar – faktisk den samme, gamle guitar, som jeg lærte at spille på dengang.”

Efter koncerten på Atlas går turen til Hotel Cecil i København. Så til England og Norge. Og derefter venter 13-15 festivaler rundt omkring i landet hen over sommeren.

“Det bliver sindssygt fedt. Og så bliver det hårdt. Sådan skal det være. Der sidder så mange derude med den samme drøm som mig, så jeg er nødt til at arbejde benhårdt. Ellers bliver jeg bare overhalet indenom. Det, tror jeg, er en af grundene til, at jeg er, hvor jeg er i dag; at jeg er indstillet på at arbejde for det. Og så at jeg har været tålmodig, selvkritisk og vedholdende. Ligesom en vis portion held nok også har spillet ind.”

Med debutalbummet på gaden er en af Alexander Oscars drømme gået i opfyldelse.

“Det er klart en drøm, der er gået i opfyldelse. Det var det også at ligge i top 50 på Spotify og spille på Smuk Fest i sommers, hvor folk sang med på mine numre. Og jeg bliver ved at drømme. Eller sætte mig nye mål, skal jeg måske kalde det. Mit ultimative mål er at spille i USA - på et kæmpe stadion. Det er jeg selvfølgelig helt klar over, ikke sker sådan her.” Alexander Oscar knipser i luften.

“Nu tager vi en lille bid af kagen, og til næste år tager vi en lidt større,” siger han så og tømmer sin kop for de sidste dråber kaffe.

Godt det samme. For meget tyder på, der skal væsentlig mere end en enkelt Macchiato til at skylle de kagebidder ned, Alexander Oscar står for at skulle indtage. For de bliver store. Om ikke enorme.

Alexander Oscars debutalbum 'Highs & Lows' er på gaden nu. Torsdag 31. januar giver han koncert på Atlas i Aarhus. Foto: Jeppesen

Alexander Oscars debutalbum 'Highs & Lows' er på gaden nu. Torsdag 31. januar giver han koncert på Atlas i Aarhus. Foto: Jeppesen

Fakta: Alexander Oscar

    Er 20 år

    Opvokset i Skejby, Aarhus N

    Signet hos Sony Music

    Har udgivet singlerne 'Ocean View' (2017), 'Number' (2018), 'Coffee Table' (2018) og 'Complicated' (2019)

    Udkom med albummet 'Highs & Lows' 18. januar 2019

    Spiller koncert på Atlas, Vester Alle 15, 8000 Aarhus C., 31. januar 2019, kl. 21

    Billetter på fondenvoxhall.dk

Publiceret 26 January 2019 06:00

SENESTE TV