Peter Christoffersen spiller kong Christian II i Kongens Fald. Det er en våd fornøjelse for de medvirkende, der spiller i selskab med 2000 liter vand.

Peter Christoffersen spiller kong Christian II i Kongens Fald. Det er en våd fornøjelse for de medvirkende, der spiller i selskab med 2000 liter vand. Foto: Miklos Szabo

Vild teateropsætning:

Kongen falder i 2.000 liter vand

Teateropsætningen af Kongens Fald er fuld af vand. Der er masser af teknik og visuelle effekter i formidlingen af den mere end 100 år gamle roman

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Aldrig har der været så mange teknikere og aldrig har der været så meget vand på scenen som i Kongens Fald. Det flyder i stride strømme på gulvet, de medvirkende svømmer i det og det regner ned fra loftet. Publikum får en helt særlig visuel oplevelse, når de læner sig tilbage i Aarhus Teaters veloursæder og ser skuespillernes og teknikernes arbejde i og med vand.

"Jeg har aldrig været med til noget lignende i mine 30 år på teateret," siger tekniker Lars Schulze, der til daglig hører til på Det Kongelige Teater, som har sat forestillingen op sammen med Aarhus Teater. Han er i Aarhus for at stable stykket på benene her.

"Vi har nu spillet stykket 25-30 gange i København, så vi har ro i maven. Vi teknikere har været fremme på scenen og få klapsalver efter hver forestilling. Det har vi heller ikke prøvet før," ler han.

Konges Fald på Aarhus Teater er en meget visuel opsætning, der stiller store krav til teknikken.

Konges Fald på Aarhus Teater er en meget visuel opsætning, der stiller store krav til teknikken. Foto: Miklos Szabo

To-tre tons kran

Teknikernes arbejde er meget tungere end sædvanligt, fordi der er en kran, som vejer to-tre ton, på scenen. Den løfter spillerne op i luften og kaster rundt med dem.

Desuden bærer den et glaskar med 800 liter vand. I det svømmer skuespilleren Maria Rossing på et tidspunkt. Kranen tipper karret, så hun kan glide stille og roligt ud. Og karret tømmes for de mange liter vand, der sejler ud over gulvet i retning mod publikum.

"Under en af prøverne hældte vi vandet så hurtigt ud, at det strømmede ud over scene kanten og ramte første og anden række. Det har vi nu helt styr på, så det ikke sker igen," forsikrer Lars Schulze.

Publikum kan gå tørskoede hjem, men ni skuespillere, seks artister og en musiker bliver gennemblødt. Og alle deres kostumer skal efter hver forestilling tørres i et kæmpe tørreskab.

Også gulvet skal svabes og tørres, så det fredede teater ikke tager skade.

"Under det øverste lag pvc er der et lag træ, der jævner gulvet ud og derunder en meget tyk pressening fra væg til væg. Erfaringer fra Det Kongelige Teater er, at det holder tæt," siger forestillingslederen, Anders Tinggaard.

Selv om vandet fylder meget, er det absolut ikke den eneste effekt i stykket.

"Instruktøren, Carlus Padrissa, arbejder med både vand, ild og jord. Ilden er illustreret med lys og røg, som er mere sikkert end åben ild," siger Lars Schulze.

Det sejler på Store Scene på Aarhus Teater under prøverne på Kongens Fald. Her er pressen på besøg.

Det sejler på Store Scene på Aarhus Teater under prøverne på Kongens Fald. Her er pressen på besøg. Foto: Tahmasbi

Publiceret 18 January 2019 10:00

SENESTE TV