Gangway er tilbage i storform efter 20 års pause. 11. maj kl. 20 giver trioen koncert på Train.

Gangway er tilbage i storform efter 20 års pause. 11. maj kl. 20 giver trioen koncert på Train. Pressefoto

Guide: Disse 2019-koncerter må du ikke gå glip af

Aarhus er Musikby med stort M. Det Herrens år 2019 byder således også på en lang række fede koncerter rundt omkring på de aarhusianske spillesteder. Hvad der er det største og det, man under ingen omstændigheder må gå glip af, er naturligvis en smagssag. Men Århus Onsdag har dykket ned i posen af allerede annoncerede musiknavne for 2019 og håndplukket dem, vi i hvert fald ikke vil misse

Af
Mai-Britt Jeppesen

TRAIN, Toldbodgade 6, 8000 Aarhus C. Billetter på train.dk

Eagle-Eye Cherry

Det er 14 år siden den svensk/amerikanske sanger og sangskriver Eagle-Eye Cherry sidst har spillet i Danmark. Og i Sverige. Men i oktober 2018 udgav han omsider sit femte album ’Streets of you’ og i den forbindelse turnerede Eagle-Eye Cherry i Spanien, Frankrig og Schweiz.

Nu er turen så kommet til Norden, og 16. februar kan svenskeren opleves på Train i Aarhus.

16. februar, kl. 21.00

White Lies

Engelske White Lies er aktuel med singlen ’Time to Give’ fra gruppens kommende femte album ’Five’. Det nye album følges op med en turné rundt i Europa, og den bringer det post-punk-inspirerede band forbi Train 1. marts.

Siden White Lies’ 2016-udgivelse ’Friends’ og helt frem til nu har fans måtte vente på ny musik. Den nye single er første smagsprøve på, hvordan White Lies anno 2019 kommer til at lyde.

1. marts, kl. 21.00

Gangway

Gangway er tilbage i storform efter 20 års pause. Det beviste det danske indie-pop band med comeback-koncerter i Aarhus, Aalborg og København i 2017, hvor de modtog stor ros fra både publikum og anmeldere. I november 2018 udkom Gangway med anden single ’Don’t want to go home’, der er anden single fra gruppens kommende album, der udkommer i februar 2019.

Gangway udskød en række planlagte koncerter i efteråret 2018 til foråret 2019. Således rammer trioen Train 11. maj, hvor publikum kan se frem til at

(gen-)opleve kendte hits som ’Sitting In The Park’ og ’Didn't I Make You Laugh’ kombineret med helt nye numre.

11. maj, kl. 21.00

Rockers by Choice

Rockers By Choice, et af dansk hiphops absolut største koryfæer, drager på jubilæumstour. Med 30 års jubilæet for gruppens banebrydende album ’Opråb til det danske folk’ fra 1989, er det igen blevet tid til at finde Kangol-huer, guldkæder, Adidas sko og træningstøj frem fra gemmerne, når dansk hiphops grundlæggere giver koncert i Aarhus. Og dét med den originale besætning: Chief 1 (Lars Pedersen), Dee Pee (Per Pedersen), Master Phoze (Georgios Sagos), MC Pete (Peder Musing) og MC Swan (Øyvind Hagen Traberg). Rockers By Choice har støvet mikrofoner, pladespillere og mixerpulte af og er gået i skarp træning frem mod koncerten på Train 26. oktober.

26. oktober, kl. 21.00

MUSIKHUSET AARHUS, Thomas Jensens Allé, 8000 Aarhus C. Billetter på musikhusetaarhus.dk

Placido Domingo

Den verdensberømte tenor og den ene tredjedel af den legendariske trio ’De Tre Tenorer’, Placido Domingo, giver koncert i Musikhuset Aarhus 14. januar. Præcis en uge inden han fylder 78 år, træder den spanske legende for første gang ind på scenen i Store Sal, klar til at give publikum en oplevelse, de sent vil glemme. Musikken står anerkendte Bucharest Symphony Orchestra for.

Placido Domingo kan bryste sig af 12 Grammy-priser, to Emmy-statuetter, over 3900 scene-optrædener og knap 150 roller i alverdens klassiske operaopsætninger. Sangeren er stadig aktiv på operascenen i dag, hvor han indtager sin 149. operarolle i Luisa Miller på Metropolitan Opera i New York.

14. januar, kl. 20.00

Liam O’Connor - bedst kendt som L.O.C. - giver en af fire enkeltstående koncerter i Danmark i Musikhuset Aarhus 5. april.

Liam O’Connor - bedst kendt som L.O.C. - giver en af fire enkeltstående koncerter i Danmark i Musikhuset Aarhus 5. april. Betina Garcia/RitzauScanpix

L.O.C.

Der har længe verseret rygter om nyt materiale fra Liam O’Connor, og nu annoncerer rapperen omsider nyt album i foråret 2019 - hans første fuldlængde album siden ’Sakrilegium’ fra 2014.

L.O.C. opfører albummet med undertitlen ’Det Danske Mareridt – Drømmen den er Vores’ i dets fulde længde på fire enkeltstående koncerter i landets største byer. Heriblandt altså Aarhus, i Musikhusets Store Sal 5. april.

5. april, kl. 20.00

Patti Smith and Band

Det er en af alle tiders helt store rockikoner, der gæster Aarhus, når Patti Smith tager sit band med på scenen i Musikhusparken.

Patti Smith brød igennem som både musiker og digter i 70’erne, hvor særligt debutalbummet ’Horses’ hurtigt katapulterede hende op blandt punkrockens elite – og der er hun stadig den dag i dag. Oplev det med egne øjne og ører i Musikhusparken 21. juni.

21. juni, kl. 20.00

Band of Horses

Det amerikanske indierock band Band of Horses indtager Musikhusparken 2. juli, hvor setlisten nok skal byde på både tidløse 00’er-hits som ’The Funeral’ og ’Is There a Ghost’, såvel som lyden fra gruppens femte album ’Why Are You OK’.

Bandet har tidligere spillet i Aarhus i år 2010, 2011 og 2013, men det er første gang de giver koncert i Musikhusparken.

2. juli, kl. 20.00

CERES PARK & ARENA, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus C. Billetter på ticketmaster.dk

Phil Collins er i fuld gang med sin ’Still Not Dead Yet Live’ turné. 8. juni bringer den ikonet til Ceres Park.

Phil Collins er i fuld gang med sin ’Still Not Dead Yet Live’ turné. 8. juni bringer den ikonet til Ceres Park. Darron Cummings/RitzauScanpix

Phil Collins

8. juni 2019 skrives der musikhistorie i Aarhus, når det engelske musikikon, Phil Collins går på scenen i Ceres Park.

Efter nogle år udenfor rampelyset vender den britiske superstjerne nu tilbage til livescenen med en række europæiske shows under titlen ’Still Not Dead Yet Live’. Koncerten i Ceres Park bliver den eneste i Danmark.

8. juni, kl. 19.00

TOTO

Amerikanske Toto giver koncert i Ceres Arena i Aarhus 23. juni. Koncerten bliver bandets eneste i Danmark i 2019. Anledningen er Totos 40 års jubilæum. Jubilæet har bandet fejret med udgivelse af albummet ’40 Trips Around The Sun’ og en verdensturné af samme navn.

Igennem fire årtier har Toto leveret deres særlige fusion af pop, rock, funk og jazz og spillet sig ind i hjertet hos fans over hele verden. Gruppen fik deres første hit med ’Hold the Line’ i 1978, og siden fulgte ’Rosanna’ og ’Africa’. I 2015 udgav Toto deres første studiealbum i ni år, ’Toto XIV’. Albummet lå i top ti i ni lande og blev bandets mest succesfulde album siden 1988 i England og USA.

23. juni 2019, Kl. 20.00

Volbeat

29. juni giver Volbeat koncert på Ceres Park og returnerer til Aarhus for første gang i seks år. Anthrax og Magtens Korridorer spiller support.

Volbeat udkom 14. december med deres live album og koncertfilm ’Let's Boogie! Live From Telia Parken’, et 26 numre langt album, som fejrer mindet om den rekordslående 2017 koncert, og inkluderer live versioner af nogle af Volbeat's største hits så som ’Still Counting', 'For evigt' og 'A Warrior's Call'. Der er lagt op til et hårdtslående rockbrag i Ceres Arena.

29. juni, kl. 18.30

VOXHALL, Vester Allé 15, 8000 Aarhus C. Billetter på fondenvoxhall.dk

Svenske Neneh Cherry giver koncert på Voxhall 5. marts.

Svenske Neneh Cherry giver koncert på Voxhall 5. marts. Pressefoto

Neneh Cherry

Svenske Neneh Cherry spiller en sjælfuld og betagende blanding af dance, hiphop og triphop. Således også når hun giver koncert i Aarhus i foråret 2019.

De fleste kender formentlig singlerne ’Woman’ og ’7 Seconds’ fra Cherrys album ’Man’ fra 1996, der blev en bragende kunstnerisk og – ikke mindst – kommerciel succes. I oktober 2018 udkom sangerinden så med sit femte album på 30 år; det mere stille og reflekterende album ’Broken Politics’.

Tag med sangerinden på en musikalsk rejse, når hun gæster Voxhall 5. marts.

5. marts, kl. 20.00

Pssst…. Husk også:

Nephew 1. marts, DAD 5. april samt Anne, Sanne og Lis 17. og 18. maj på Ceres Park & Arena

Niarn 26. februar på Atlas

Benal 19. april, Saveus 20. april og Nik & Jay 30. august i Scandinavian Congress Center

Aqua 12. juli til Fed Fredag i Tivoli Friheden

Publiceret 05 January 2019 06:00

SENESTE TV