D-A-D, Birthe Kjær, Fool og Alexander Oscar tilslutter sig listen af kunstnere, som vil sikre fest og højt humør til Tivoli Frihedens sommerkoncerter.

D-A-D, Birthe Kjær, Fool og Alexander Oscar tilslutter sig listen af kunstnere, som vil sikre fest og højt humør til Tivoli Frihedens sommerkoncerter. Pressefoto: Bo Petersen – No Light Studio

Tivoli Friheden afslører fire nye navne til Fed Fredag

Danske rockkonger, en dansktop-dronning, en ung popdreng og en dansk duo er tilføjet til sommerens musikprogram i Tivoli Friheden

D-A-D, Birthe Kjær, Fool og Alexander Oscar bliver en del af programmet til Fed Fredag i Tivoli Friheden, der i forvejen også tæller Infernal, Skinz, Bro, Lars Lilholt Band, Marvelous Mosell, Aqua, Christopher, Dodo & the Dodos, Jacob Dinesen, Morten, Tina Dickow og Hugo Helmig. Det betyder, at 14 ud af i alt 21 koncerter nu er på plads til sommerens koncerter, skriver Tivoli Friheden i en pressemeddelelse.

Da Tivoli Friheden tændte for musikken til Fed Fredag-koncerterne i 2018, dansede og sang 169.000 glade, solbrændte gæster med, og satte dermed ny publikumsrekord for sommerkoncerterne. Det er nemlig 14.000 flere end i 2017, hvor 155.000 unge og ældre gæster var forbi forlystelsesparken til koncert.

Med de fire nye navne er der musik i alle genrer til Fed Fredag-koncerterne. D-A-D har med sange som 'Disneyland after Dark' og 'Sleeping my day away' leveret solide rockhits til danskerne i over 30 år og er desuden højtelsket for deres ekstravagante koncerter. Birthe Kjær har ligeledes en glorværdig karriere bag sig, og kunne tidligere i 2018 fejre sit 50-års jubilæum i dansktoppen. Derudover bliver der også mulighed for at synge med på bløde hits fra de nye stjerneskud Fool og Alexander Oscar, der gæster Tivoli Friheden for første gang.

jwh

Publiceret 27 December 2018 11:41

SENESTE TV