Udvalget af madvarer afhænger af, hvilke varer supermarkederne ligger inde med ved lukketid 23. december.

Udvalget af madvarer afhænger af, hvilke varer supermarkederne ligger inde med ved lukketid 23. december. Foto: Stop Spild Lokalt

Kom glad og få gratis julemad

Stop Spild Aarhus deler 24. december overskudsmad ud på Aarhus Vinterherberg

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Ingen bør mangle mad juleaften og samtidig bør overskydende madvarerne i supermarkederne ikke gå til spilde, når de lukker ned for julen. Stop Spild Aarhus har sat sig for at gøre noget ved begge scenarier. Frivillige samler simpelthen det overskydende mad og deler det ud til dem, der mangler.

Det sker juledag 24.december på Aarhus Vinterherberg i Mindegade 12. Man skal have sin egen indkøbspose med og må fylde sådan en. Der er ikke regler for, hvem der må få overskudsmaden, men den er til mindre bemidlede, som har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

"Vi delte også ud 24. december sidste år og til pinse. Det var stor succes. Der var en lang kø, da vi åbnede, men der var heldigvis mad nok til at alle fik en posefuld med hjem," siger Mikael Miehs Andersen, der står for arrangementet.

"Der kommer studerende, pensionister, enlige forsøgere og børnefamilier. Alle er velkomne, men maden er til dem, der ikke har nok," siger han.

På ryggen af Mikael Miehs Andersen ser man det klare budskab: Stop Spild Lokalt - afskaf madspild.

På ryggen af Mikael Miehs Andersen ser man det klare budskab: Stop Spild Lokalt - afskaf madspild. Foto: Stop Spild Lokalt

Deler 150 tons mad ud i Danmark

Udvalget afhænger af, hvilke varer supermarkederne ligger inde med ved lukketid 23. december. Det vides dog med sikkerhed, at der i år vil der være noget så eksotisk som syriske delikatesser fra den syriske bager, Abdo Kweider. Han driver den populære butik, Kweider Sweets, i Holme. Og Abdo Kweider vil gerne give et bidrag, så han møder op og er klar til at fortælle om sine arabiske kager og dele ud til de første 500.

Der vil helt sikkert også være masser af brød at få.

"Til pinse fik alle rugbrød ad libitum. Det er en af de varer, som rigtig ofte bliver kasseret," siger Mikael Miehs Andersen, der kaldes Skraldekongen, fordi han ofte skralder mad og deler ud af det. Han er også en del af Stop Spild Aarhus, der er den lokale afdeling af Stop Spild, som er en landsdækkende organisation.

I forbindelse med uddelingen af mad til jul samarbejder Stop Spild Lokalt med blandt andre Coop. Organisationen deler i år ud op til jul i 50 byer i hele landet. De indgår aftaler med de lokale supermarkeder, henter maden ved butikkens lukketid, kører den til en popup-madoaser, registrerer den jf. Fødevarestyrelsens regler, sorterer og deler den ud til brugerne.

Sidste år til jul delte Stop Spild 110 tons mad ud, som eller skulle have været i skraldespanden. Maden havnede i stedet hjemme hos cirka 16.000 personer. Intet mindre end 2100 frivillige gjorde det muligt, og det var Danmarks største aftale indenfor overskudsmad nogensinde. I år regner Stop Spild med at dele op til 150 tons mad ud.

Man skal medbringe en indkøbspose og må så fylde den med madvarer, når Stop Spild Aarhus deler ud 24. december.

Man skal medbringe en indkøbspose og må så fylde den med madvarer, når Stop Spild Aarhus deler ud 24. december. Foto: Stop Spild Lokalt

Fakta

Stop Spild Aarhus deler mad ud

24. december klokken 8-14

Aarhus Vinterherberg

Mindegade 12a, 8000 Aarhus

Husk en indkøbspose.

Publiceret 17 December 2018 10:15

SENESTE TV