John Horsholm Pedersen er pensioneret efter 25 år i DR, hvor han blandt andet var i rekvisitafdelingen og havde en fest. Nu kommer han jævnligt på English Pub for at hilse på og læse avisen.

John Horsholm Pedersen er pensioneret efter 25 år i DR, hvor han blandt andet var i rekvisitafdelingen og havde en fest. Nu kommer han jævnligt på English Pub for at hilse på og læse avisen. Foto: Tahmasbi

(7/24) BRUN JUL: Den med... askebægere på toilettet

På English Pub hjælper stamgæsterne hinanden med alt fra indkøb i Bilka til at rette opgaver om bioanalyse - og så ryger de. Også på toilettet

Af
Bente Tahmasbi Hansen

På avisens rundtur til 24 af byens brune værtshuse falder vejen naturligt forbi klassiske English Pub på Åbyhøj Torv.

Der kan man få slukket sin tørst fra kl. 11 om formiddagen alle dage i ugen. Og det er der en stabil gruppe af stamkunder, som benytter sig af. Avisen kigger forbi det lille, dunkle lokale på en almindelige hverdag. Der er næsten fyldt ved bordene, masser af snak og endnu mere cigaretrøg.

English Pub imødekommer rygernes behov i sådan en grad, at der er skruet askebægre ind i væggen mellem de to pissoires på herretoilettet og på dametoilettet. Man behøver kun at lægge smøgen i det korte øjeblik, man skal bruge hænderne til at forrette sin nødtørft.

Gæsterne virker glade både for den frie røg og for selskabet.

"De skal lige ind og have et par øl og tale med de andre, der er her. Og så er de klar til at tage i kolonihaven eller hvad de nu skal nå," siger Conni Frost, der står i baren.

Hun er søster til ejeren Jette Pedersen, som tager ordet:

"Stamkunderne er så utroligt hjælpsomme. Hvis nogen skal i Bilka, tager de gerne varer med for andre, og da min datter skulle skrive en bioanalytisk opgave, rettede en af stamkunderne den for hende. Her kommer alt fra professorer til førtidspensionister," supplerer Jette Pedersen.

Da hun overtog English Pub for 10 år siden mødte mellem 10 og 20 af stamkunderne op og hjalp med at gøre rent og sætte stedet i stand.

"Jeg var selv stamkunde gennem mange år og ansat i fleksjob, da ejeren kom i økonomiske problemer. Og så købte jeg stedet, for jeg ville så utroligt gerne bevare mit job og mit stamsted," forklarer Jette Pedersen.

Leif Christensen er en af stamkunderne, der rykkede over til English Pub, da Åby Kroen på den anden side af gaden lukkede for nogle år siden. Leif Christensen kan et væld af anekdoter om de gode gamle dage, hvor en mand var en mand og de kedelige blev smidt ud gennem vinduet.

Leif Christensen er en af stamkunderne, der rykkede over til English Pub, da Åby Kroen på den anden side af gaden lukkede for nogle år siden. Leif Christensen kan et væld af anekdoter om de gode gamle dage, hvor en mand var en mand og de kedelige blev smidt ud gennem vinduet. Foto: Tahmasbi

Julepriser og juletræer

De to søstre mener, at værtshuset har et stærkt fællesskab, som giver stamkunderne et vigtigt netværk. Hvis nogen ikke dukker op, ringer en af de andre for at tjekke, om alt er ok. En af de superstabile har sågar meldt afbud, når han ikke kom. Bare så ingen skulle bekymre sig.

Det er der ingen, der gør denne dag. Der er både små selskaber ved bordene, munter fællessnak i baren og nogle som sidder alene i egne tanker.

"Vi kommer her, fordi vi har det sjovt. Men vi taler kun med dem, der har lyst. Hvis ikke får man lov til at være i fred," siger Fredy Pedersen, der har været stamkunde gennem flere årtier og har udviklet en særlig ekspertise i at vride gevinster ud af de enarmede tyveknægte.

Og da denne artikel er en del af en julekalender, kan vi oplyse, at man hele vejen igennem december kan få blå og hvid x-mas og juletuborg til 25 kroner. At værtshuset har en lysende julestjerne og at stamkunden, Lone Eskerod, er leveringsdygtig i juletræer ved henvendelse på pubben.

Man må gerne ryge og tisse på samme tid.

Man må gerne ryge og tisse på samme tid. Foto: Tahmasbi

Fakta

Er et utroligt rygervenligt sted. Selv mellem herrenes pissoires og på damernes toilet er der askebægre.

Har så stabile stamkunder, at en af dem har meldt afbud de dage, han ikke kom.

Blev for 10 år siden nomineret til at være stedet med byens grimmeste facade.

Sælger Vestfyens pilsner til 15 kroner, 10 shots for 100 kr og vodkadrinks til 25 kr

Ejes og drives af Jette Pedersen, der var stamkunde og i fleksjob på pubben, da ejeren måtte dreje nøglen om for næsten 10 år siden.

Har tre af de helt traditionelle enarmede tyveknægte.

Har 30 sidddepladser.

Ligger på Åbyhøj Torv

Publiceret 07 December 2018 10:00

SENESTE TV