Rumkapslen Soyuz TMA-18M

Rumkapslen Soyuz TMA-18M Foto: Danmarks Tekniske Museum, Helsingør

Rumkapsel er landet og kan ses i Aarhus

Andreas Mogensens rumkapsel udstilles på Steno Museet

Af
Jeppe Rafn

Andreas Mogensens rumkapsel er landet i Aarhus og kan fra i dag ses på Steno Museet.

Rumkapslen med navnet Soyuz TMA-18M har i alt rejst over 100 millioner kilometer og fragtede den danske astronaut og to andre astronauter ud i rummet og op til den internationale rumstation ISS.

Turen ud i rummet og tilbage fra ISS har sat sine spor. Går man rundt om rumkapslen, kan man blandt andet se, at dens overflade er forkullet.

"Rumkapslen er en ikonisk genstand, som vi er meget glade for at få mulighed for at udstille i de kommende måneder, og som passer rigtig godt ind i Science Museerne og vores øvrige astronomiformidling," siger Bent Lorenzen, direktør ved Science Museerne, i en pressemeddelelse.

"Med rumkapslen gør vi klar til nye eventyr, hvor vi dels formidler historien om den første danske astronaut og et stykke danmarkshistorie, dels håber at øge interessen endnu mere for astronomi og naturvidenskab."

Første dansker i rummet

Andreas Mogensen blev 2. september 2015 den første dansker i rummet, da han få minutter efter opsendelsen nåede 100 kilometer væk fra jorden i det russiske rumfartøj, som var opsendt i Kasakhstan.

Rejsen til den internationale rumstation varede 51 timer. Efter ankomsten arbejdede han i otte dage på ISS inden hjemrejsen, der kun varede tre en halv time.

Rumkapslen er udlånt fra Danmarks Tekniske Museum i Helsingør. Udstillingen 'Rumkapslen er landet' kan ses frem til 28. april 2019 på Steno Museet.

Publiceret 15 November 2018 17:35

SENESTE TV