Origin i lys.

Origin i lys Pressefoto

Lyskunst på Aarhus Å svæver over vandet

Lyskunstværket Origin klar til indvielse

Aarhus Kommune er klar til at indvie ny lyskunst, der skal gøre det til en oplevelse at gå på stierne ved Aarhus Å.

Kunstværket hedder Origin, og det er en lysinstallation, der består af tre kasser, som defineres af deres lysende kanter. Origin vil konstant ændre sig og overraske selv dem, der går forbi det hver dag, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

"I centrum af de tre lyskasser skabes et fiktivt tredje rum, hvor natur og by smelter sammen lige over det spejlende vand. På den måde kan man se værket som en refleksion af Aarhus, der på samme måde som værket svæver mellem vand, land og luft," lyder det i en udtalelse fra portugisiske KWY.studio, der har skabt Origin sammen med den britiske kunstner Nathaniel Rackowe.

Arkitekten Ricardo Gomes fra KWY.studio har tidligere været involveret i aarhusiansk lyskunst, idet han var central i udviklingen regnbuen på Aros.

Origin i mørke.

Origin i mørke Pressefoto

Kunstværket er resultatet af en konkurrence, der blev søsat for halvandet år siden af projektet Lys på Aarhus. Dommerkomitéen mener, at værket har en høj kunstnerisk kvalitet, at værket forholder sig flot til byens rum og mennesker, og at værket er robust og materialemæssigt stærkt i forhold til brug og slitage.

"Med Origin får Aarhus endnu et kunstværk, der kan inspirere, udfordre og pirre nysgerrigheden. KWY.studio og Nathaniel Rackowe har skabt et flot og sammenhængende koncept, der drager opmærksomheden mod åen og skaber nye oplevelser for gående og cyklende gennem lys, den svævende form og lysets spejling i vandet. Konstruktionens elegance ligger netop i enkeltheden, og vil i mødet med åens vilde natur skabe et helt nyt oplevelsesrum med åen og dens mange kvaliteter i centrum," lyder det i en udtalelse fra dommerkomitéen.

Herunder kan du se en video om Origin lavet af Kjeld Jensen:

Lyskunstværket Origin bliver indviet fredag 9. november kl. 18-19 på opholdspladsen ved Café Folkestedet, der ligger på Carl Blochs Gade ved Skovgaardsgade.

jr

Publiceret 05 November 2018 15:49

SENESTE TV