Vernonica Mortensen er datter af sangeren Allan Mortensen og har indsunget Peter Vuusts seneste tre jazzzalbums. De to har fået den prisvindende pianist, Henrik Gunde, med i en trio, der vil få Lille Sal i Musikhuset til at swinge 1. november.

Vernonica Mortensen er datter af sangeren Allan Mortensen og har indsunget Peter Vuusts seneste tre jazzzalbums. De to har fået den prisvindende pianist, Henrik Gunde, med i en trio, der vil få Lille Sal i Musikhuset til at swinge 1. november. Arkivfoto

Vuust, Veronica og Gunde jazzer i Musikhuset

Vuust Trio består af tre veletablerede jazzmusikere, som vil spille melodiske og tilgængelige numre om septemberstemning og stor kærlighed

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Hjerneforsker, forfatter og jazzmusiker Peter Vuust går på scenen i Aarhus en konstellation, byen endnu ikke har oplevet. Han har denne gang samlet en trio, som på bedst mulig måde kan formidle hans musik. Nemlig Allan Mortensens datter, Veronica Mortensen, og DR Big Bands pianist, Henrik Gunde.

Det sker 1. november i Musikhusets lille sal.

Jazzsangerinden Veronica Mortensen har arbejdet sammen med Peter Vuust i en årrække og har indsunget hans seneste tre udgivelser. De har givet et hav af koncerter sammen, men denne aften har de den prisbelønnede pianist Henrik Gunde med.

"Vores trioformat klæder musikken allerbedst. Der er meget luft omkring sangen og flyglet, så man for alvor kan opleve dem. Bassen får også god plads," smiler Peter Vuust, der selv betjener den.

Planen er at spille en række numre fra Peter Vuusts seneste tre albums: Images Of Falling, September Songs og Leaves Of Love. September Songs blev nomineret til en Danish Music Award i kategorien Årets Danske Vokaljazz.

"Det er let tilgængelig jazz, hvor alle kan være med. Der bliver helt sikkert også nogle ekvilibristiske soloer, for det kan hverken jeg eller Henrik Gunde lade være med at kaste os ud i. Han er en fantastisk pianist, så det er altid eminent," forsikrer Peter Vuust.

Han beskriver sit seneste album, Leaves of Love fra 2017, som klassisk jazz med en dejlig blød saxofon og det forrige, September Songs, som mere nordisk og med en pågående trompet.

Numrene flettes sammen med en fortælling og for at fuldende aftenens historie spiller Peter Vuust Trio også en jazz-evergreen og en overraskelse.

"Vi tager et kendt nummer og spiller det i en jazz-version. I det hele taget gælder det for vores jazzmusik, at man også kan spille det i andre genrer og få det til at lyde godt. Det er rytmisk, melodisk og lige ud af landevejen," forklarer hjerneforskeren, der har fuldstændig styr på, hvordan musik påvirker hjernen.

Når musikken styrer

Han har skrevet nogle af sine bedste numre på under en halv time og har to gange præsteret at skrive materiale til et helt album på en ferie med familien. Peter Vuust er morgenmand og har i timerne inden de øvrige familiemedlemmer får øjne, skrevet et nummer hver dag. Det lyder legende let. Men det er det ikke.

"Da jeg skrev September Song, var det længe siden, jeg havde komponeret sidst. Jeg sad ved klaveret og ingenting skete. Så læste jeg teksten til nummeret, og pludselig var melodien der bare - på et kvarter. Jeg tænkte den ikke som noget særligt på det tidspunkt, men den har en stærk kerne og er blevet meget rost," fortæller Peter Vuust.

Nummeret skulle egentlig lyde som hyggelige september men den har i omkvædet en akkord, der stikker ud, og lyder som hylende kolde november. Og sådan tager musikken nogle gange overhånd over hjernen og får en anden form end oprindeligt tænkt.

Efterfølgeren Leaves of Love var tænkt som en melankolsk plade, men selv om teksten i titelnummeret er sørgelig, endte det med at have et inderligt men energisk udtryk. Og flere af numrene blev glade.

"Den skrev jeg i en juleferie i de mørke morgener. Når kreativitetsvinduet åbner sig, vælter det bare ud. Og så er det om at slå til," forklarer Peter Vuust.

Han går for tiden og samler ideer til det næste og syvende album. Men først skal han indtage Lille Sal sammen med sine to erfarne og dygtige jazzkolleger, der begge har spillet og sunget sammen med alt fra Thomas Helmig til Klüvers Big Band. De har desuden mange udgivelser bag sig, og i år modtog Henrik Gunde, den fine Ben Webster Prisen.

"Vi har før givet koncert sammen i Copenhagen Jazzfestival. Men Lille Sal i Aarhus Musikhus er det mest perfekte sted, fordi der er sådan en god akustik og vi er tætte på publikum," mener aarhusianske Peter Vuust.

Publiceret 30 October 2018 07:00

SENESTE TV