Nye designmøbler popper op i Kähler-butik

Efter bare et halvt år har de aarhusianske designmøbler vundet priser og kundernes hjerter. Møblerne rykker nu ind i Bruunsgade

Af
Bente Tahmasbi Hansen

I alle weekender i oktober måned kan man komme helt tæt på de prisvindende designklassikere fra Warm Nordic i Kählerbutikken i M.P. Bruuns Gade 46 i Aarhus.

Det er kun knapt et halvt år siden, at de helt enkle møbler blev relanceret af Kähler-ejeren, Frantz Longhi. Alligevel har de allerede gjort sig voldsomt bemærket både i Danmark og i udlandet. For nylig måtte Warm Nordic op på scenen hele to gange for at modtage priser ved årets Design Awards. Den ene for at være årets upcoming brand og den anden for stolen Fried Egg.

"Vi er helt overvældede og stolte. Også over at det er sket så hurtigt. Vi har kun været knapt et halvt år på markedet," siger Frantz Longhi med et meget stort smil.

Aarhusianske Frantz Longhi er mest kendt for at genoplive det populære Kähler keramik fra glemslen, da firmaet var gået konkurs. Han har også åbnet en række spisesteder, som er anbefalet i Lonely Planet. Og nu er han indehaver af to designpriser for designmøblerne i Warm Nordic.

Aarhusianske Frantz Longhi er mest kendt for at genoplive det populære Kähler keramik fra glemslen, da firmaet var gået konkurs. Han har også åbnet en række spisesteder, som er anbefalet i Lonely Planet. Og nu er han indehaver af to designpriser for designmøblerne i Warm Nordic. Foto: Warm Nordic

Han har personligt en meget stor passion for danske designstole og kan næsten ikke se en uden at købe den. Hans samling tæller mere end 300. Alligevel synes han ikke, der er nok af dem i denne verden, så han har sat en række i produktion. Sammen med lamper, sofaer, borde og andet interiør.

Varme træsorter og møbelstoffer

Warm Nordic er fra dansk designs storhedstid i 1950'erne. Møblerne er tegnet af seks arkitekter, der ifølge Frantz Longhi er oversete. Der er tale om Hans Olsen, Knud Færch, Jacob Hermann, Arne Hovmand-Olsen, lysmesteren Svend Aage Holm-Sørensen og glasdesigneren Gunnar Syrén.

Alt er produceret i gode kvalitetsmaterialer. Træsorterne er blandt andet valnød og har ligesom farverne på møblerne en varm glød. Der er brugt stof fra Kvadrat og Frantz Longhi har stået for farvesætningen sammen med modeeksperten Uffe Buchard.

"Vi har bevidst valgt et varmt udtryk for at gøre det varmt nordisk til forskel fra det kolde nordiske. Og så har vi lavet noget, som kan passe ind i mange hjem. Man behøver ikke have et slot på 400 kvadratmeter for at kunne bo med Warm Nordic," mener Frantz Longhi, der også vil holde et prisniveau, så mange kan være med.

Warm Nordic er en varmt nordisk stil til forskel fra det kolde nordiske. Arkitektn Frantz Longhi mener, det kan passe ind i mange hjem. Og at man ikke behøver et slot på 400 kvadratmeter for at kunne bo med Warm Nordic.

Warm Nordic er en varmt nordisk stil til forskel fra det kolde nordiske. Arkitektn Frantz Longhi mener, det kan passe ind i mange hjem. Og at man ikke behøver et slot på 400 kvadratmeter for at kunne bo med Warm Nordic. Pressefoto

Han sælger derfor møblerne online uden mellemled og i Paustian møbelbutikkerne, fordi han selv ejer halvdelen af dem og derfor ikke skal have nogen stor fortjeneste på Warm Nordic.

Kunderne kan klikke møblerne hjem for at prøve dem, og sende dem gratis retur, hvis de ikke fungerer. Der har ikke været en eneste returnering indtil nu, og det er heldigt, for kunderne bor blandt andet i Japan, USA og Australien.

Indtil videre har 15 lande taget Warm Nordic til sig og flere er på vej.

"Jeg var i London for nylig. Der stod nogle af vores designs i vinduerne. Dansk Design har en kæmpe stor interesse ude i verden, og så er vi nye både som brand og med hensyn til vores varer, som mange ikke har set før," siger Frantz Longhi, der snart rejser til Sydkorea for at præsentere de danske møbler.

Inden da er det aarhusianernes tur til at sætte sig i de nye stole og sofaer. Det kan man fra fredag 5. oktober kl. 12. Der vil være åbent på fredage kl. 12-18 og lørdage kl.10-15.

Publiceret 15 October 2018 16:20

SENESTE TV