Efterårsferie: Vi har brug for at gøre ingenting

Psykoterapeut Stine Marie Zink opfordrer forældre til at komme helt ned i gear - og tage deres børn med

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Efterårsferien er over os. Og mange har planlagt ugen med gæster, besøg, udflugter og alle de praktiske gøremål, vi ikke når til daglig. Og det er ikke nødvendigvis en god ide.

"Mange voksne tænker, at nu skal vi købe ind, lave mad og have de gæster, som vi skylder. Og så skal vi rydde op, gøre rent en helt dag og dække bord. Der er bestemt ikke noget galt med gerne at ville invitere gæster, men man kan overveje, om nullermænd ikke er ok?" siger par- og psykoterapeut Stine Marie Zink.

"Jeg siger ikke, at man skal være i nattøj i syv døgn og gøre absolut ingenting. Man skal også ud og opleve noget. Jeg efterlyser bare en bedre balance."

Par- og psykoterapeut Stine Marie Zink.

Par- og psykoterapeut Stine Marie Zink. Pressefoto

Stine Marie Zink holder til daglig til i en klinik i Ryesgade, sammen med syv andre psykoterapeuter og psykologer. Psykoterapi Aarhus hedder den. Der møder Stine Marie Zink mange forældre, som er hårde ved sig selv, og som sætter sig selv meget til side for børnene.

"Ligesom børn gerne vil have flødeskum og chokolade hele tiden, vil de også gerne i Tivoli og Djurs Sommerland hver dag. Men de voksne skal lære dem at spise rugbrød og at slappe af," siger psykoterapeuten.

"Man behøver ikke løbe rundt for fuld tryk i et legeland, hvis man har meget mere brug for en stille stund. Måske har børnene egentlig også mere brug for det," fortsætter hun.

Forældre sætter tempo

Hun mener, at børn bare følger med forældrene, så de skal være bevidste om, at de går foran. Når børn drøner afsted i et højt gear, har de ofte lært det af deres forældre, som tit har en travl hverdag. Børnene er blevet vænnet til det, og er ikke selv klar over, at de har andre behov.

"Når vi styrter rundt i hamsterhjulet, lærer vi vores børn at gøre det samme. Men de helt små, der ikke har lært det, dvæler meget mere ved det, der optager dem. Voksne kan lade sig inspirere af det," forslår Stine Marie Zink.

Hun foreslår, at man går en tur i skoven. Men ikke for at trave i højt tempo eller for at nå at se hver afkrog. Man kan i stedet gå som de små børn, der sjældent vælger en lige linje men går i zigzag, fordi de finder sjove ting på vejen.

"Det børn i alle aldre holder allermest af er, når en voksen er fuldstændigt til stede sammen med dem. Det sker typisk på sengekanten, når man skal sige godnat. Da er der plads til at tale om det, der trænger sig på," siger psykoterapeuten.

Det er der også, hvis man går en tur, spiller spil, eller laver noget sammen i køkkenet. Tankerne skal bare kunne flyde og ingen skal fortælle, hvad vi skal om fem minutter.

En god ferie behøver ikke være på en strand under fjerne himmelstrøg. Den kan sagtens forgå i sengen, på gulvet, i skoven eller hjemme i stuen med slukkede skærme og fælle overnatning på gulvet. Det er både ganske gratis og skide skægt.

"Jeg spørger tit mine børn, hvad der har været det bedste i ferien. De svarer, at det er noget, hvor vi bare har været sammen. Søskende vil gerne være lidt alene med en forældre - også uden den anden forældre, hvis der er sådan en," påpeger Stine Marie Zink.

Det er især et hit, hvis der er tale om en forældre, man ikke ser så tit.

I sin klinik møder par- og psykoterapeuten skilsmisseforældre, der kan have nogle særlige udfordringer, især hvis de er nyskilte.

"Det kan handle om uenigheder og om forskellige niveauer at holde ferie på. Efterhånden bliver man cool med det, og oplever, at de bedste ferier ikke nødvendigvis er lange, dyre rejser. Men dem, hvor man har været til stede sammen," fastslår hun.

Publiceret 14 October 2018 11:00

SENESTE TV