Morten Reimar læser sine digte op til musik. De nyeste handler om hans tid i Aarhus og hedder Midtby Cool.

Morten Reimar læser sine digte op til musik. De nyeste handler om hans tid i Aarhus og hedder Midtby Cool. Pressefoto

Københavner elsker Aarhus: Møder hinanden med smil og ser folk i øjnene

Københavner-forfatteren troede først, at aarhusianerne smilede, fordi han havde spildt, eller hans gylp var åben. Siden tabte han sit hjerte til Smilets By og har skrevet digte om den

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Journalisten Morten Reimar skriver rytmiske digte, som han læser op til musik. Han har netop udgivet sin fjerde bog, Midtby Cool, der er en digtsamling om hans to år i Aarhus. Københavneren, der i dag savner Trøjborg, Graven, Mefisto og Great Coffee, kommer naturligvis tilbage til byen for at læse op.

"Det der med Smilets By er måske en kliché. Men da jeg flyttede til Aarhus, undrede jeg mig over, hvorfor folk smilede til mig hele tiden. Har jeg spildt? Er min lynlås åben? Er et billede af mig gået viralt?" tænkte Morten Reimar.

Svaret var nej.

"Aarhusianerne møder hinanden med et smil og ser folk i øjnene. Og man gør meget ud af at være ægte. Det er helt anderledes end i København, hvor man kan være for cool til at ville tale med folk og se dem i øjnene. Den går ikke i Aarhus," mener Morten Reimar, der tog journalistuddannelsen her.

Tebirkes er en københavner

Han vænnede sig et hurtigt til, at en tebirkes hedder ’en københavner’, at man i nattelivet spiller Thomas Helmigs ’Stupid Man’ otte gange, uden at nogen lader sig mærke med det, og at man ikke skal ligge søvnløs i to døgn, fordi en fremmed mand siger ‘vi ses’ til dig i toget. Det er ikke en trussel men en venlig hilsen. Der er ingen grund til at forvente det værste fra folk.

"Det er cool i Aarhus at være ordentlig. Byen er ikke større, end at man kan møde folk igen og igen, så alene derfor er det en god ide," fortsætter journalisten, der synes, at her er en god og spændende energi.

Morten Reimar mener, at man får mere by for pengene i Aarhus end i København forstået på den måde, at der er flere fede musikarrangementer, cafeer og restauranter per indbygger i Aarhus.

Freelancejournalist Morten Reimar skriver beatdigte om sit liv. Stilistisk sammenlignes han med Dan Turéll og aarhusianske Peter Laugesen.

Freelancejournalist Morten Reimar skriver beatdigte om sit liv. Stilistisk sammenlignes han med Dan Turéll og aarhusianske Peter Laugesen. Pressefoto

"I København er udbuddet større, fordi der er flere mennesker, men det betyder også, at folk tit står over, fordi der jo er nye arrangementer i morgen. Og man kan bare blive i sine egne cirkler," forklarer han.

Digteren synes, at aarhusianerne er gode til at bruge deres by og prøve noget nyt. Det kunne for eksempel være digtoplæsning, som han har oplevet fra scenen på blandt andet Løwes Bog- og Vincafe.

"Jeg var vant til, at folk klappede efter hvert digt, men her klapper de kun til sidst, så første gang troede jeg, at de ikke kunne lide mine digte, før oplæsningen var slut og klapsalven lød. Folk kom hen til mig i baren og sagde, at det var skide godt," ler Morten Reimar.

Han glæder sig til at læse Midtby Cool op i sit gamle hood. Digtene handler om at være bare 20 år, ensom i en ny by, nysgerrig på livet og sig selv, og om at blive forelsket. Om at dem på Hipsterhøjen vender sig i Graven mod det nye sort, om forgæves at putte de bedste år i pantautomaten og om, at Café Jorden drejer sig om croissanter og cortado.

"Aarhus Blues

Alle sange om dig er så melankolske

og det forstår jeg ikke

de må være skrevet af nogen

uden for bygrænsen

nogen der længes hjem til Aarhus"

Stilistisk bliver Morten Reimar sammenlignet med Dan Turéll og aarhusianske Peter Laugesen, der begge er beatlyrikere.

"Jeg skriver om Morten i Aarhus og ikke som Dan Turéll om Vangede. Men vi er ud af den samme beatlyriske tradition. Det er et forsøg på at skabe noget ærligt og ægte, ligesom når man spiller jazz. Man skal ikke tænke for meget bare spille," siger forfatteren, der har spillet saxofon i mange år og som arbejder bevidst med rytmer og improvisation.

Det kan man opleve 10. oktober hos Kristian F Møller på Store Torv og 11. oktober hos Café Mellemfolk i Vestergade.

Da er Morten Reimar tilbage i byen og han glæder sig til denne artikel i Århus Onsdag/Lokalavisen. Som han plejer at læse hos Pronto Pizza på Trøjborg.

Publiceret 09 October 2018 08:00

SENESTE TV

Kong Arthur: Kaja og Anders har syv roller, men kommer næppe på scenen

AARHUS Omkranset af bakket landskab, himmel og hav udspiller kampen mellem det gode og det onde sig ved Moesgaard. To år efter succesforestillingen ‘Røde Orm’ indtager Det Kongelige Teater endnu engang de smukke omgivelser omkring museet – denne gang med udendørsforestillingen ‘Kong Arthur’. Legenden om konger og dronninger, riddere og troldmænd vækkes til live af musikere, teknikere, syersker, stuntmænd og over 100 statister – langt størstedelen frivillige. Og så selvfølgelig en række professionelle skuespillere.

Frem til 29. juni har de alle vejret som medspiller. Og som modspiller. Regn og rusk giver en fantastisk effekt på scenen, og samtidig forøger de lunefulde vejrguder risikoen for sygdom blandt skuespillerne. Derfor arbejder man med såkaldte understudies – skuespillere der lærer en eller flere roller i forestillingen, men som kun kommer på scenen i rollen, hvis den skuespiller, der oprindeligt har fået rollen, bliver syg eller på anden måde forhindret.

De to aarhusianske skuespillere Kaja Kamuk og Anders Vølpert Momme er begge understudies i Kong Arthur.

“Man taler om at være understudy i første eller andet lag. Jeg er understudy på Kong Arthur og Leodegrance i første lag – og på Lancelot i andet lag. Det betyder, jeg kommer på scenen, hvis enten Jacob Lohmann, som spiller Arthur, eller Peter Gilsfort, som spiller Leodegrance, ikke kan. Bliver Martin Bo Lindsten forhindret, står der en understudy i første lag klar til at erstatte ham som Lancelot. Først hvis hans understudy bliver syg, skal jeg erstatte ham,” forklarer Anders.

Festlig, fyrig og fræk Rocky Horror

Han og Kaja har sat sig indenfor i det opstillede spisetelt for at nyde godt af varmeblæserne her, inden aftenens prøve kalder alle ud under åben himmel klokken 17.

Kaja Kamuk er understudy på tre kvinderoller i første lag og en i andet lag.

“Jeg er understudy på Dronning Guinnevere, dronningens hofdame og troldkvinden Morgana Le Fey i første lag. Og så på Søens dame i andet lag. Fire roller som er smaskforskellige,” siger Kaja.

En understudys udfordringer

Det er bare to uger siden, hele castet rykkede ud i den enorme scenografi ved Moesgaard.

“I de to første uger herude har jeg fokuseret 100 procent på Kong Arthur, da det er den rolle, som kræver mest af mig. Den kommende uge bruger jeg primært på at lære rollen som Leodegrance og først i den sidste uge inden premieren, tager jeg fat på Lancelot, da sandsynligheden for, jeg kommer til at spille den rolle, er meget lille. Og så har jeg stadig spilleperioden til at læse op,” siger Anders.

Han går til de fire roller, som han går til enhver anden rolle: læser manus igen, igen og så igen.

“Det er rugbrødsarbejde, der skal gøres - heldigvis har jeg let ved at lære replikker. Jeg kan også mærke, det hjælper mig, at jeg har været med til prøverne og hørt replikkerne så mange gange.” Anders lyder absolut fortrøstningsfuld.

Som understudies skal Kaja og Anders ikke bare lære flere karakterers replikker. De skal også kende deres gang på scenen.

“Replikkerne skal nok komme. Det, der er essentielt for mig, er at blive skarp på, hvad de forskellige karakterer gør hvornår, og hvordan de kommer fra A til B. Så når muligheden er der, går jeg på gulvet sammen med spillerne og er deres skygge under prøverne,” fortæller Anders.

Kaja nikker.

“Jeg gør det samme. For mig er det den måde, jeg bedst lærer replikkerne på – ved at få bevægelse på. Det rækker ikke at sidde på publikumstribunen og kigge på. I øvrigt ser man jo alting spejlvendt, når man sidder der. Det er nødvendigt at komme op og selv få det i kroppen. Og det giver en udfordring, når man er understudy på flere roller; man kan kun følge en rolle af gangen.” Hun trækker på skuldrene.

Kong Arthur er en actionfyldt forestilling, hvor riddere duellerer, og store slag udkæmpes for foden af slottet Camelot. Og for fødderne af publikum.

“I en forestilling som den her med heste og motorcykler på scenen og fægtekampe med sværd og stave, har sikkerheden højeste prioritet. Derfor har vi brugt rigtig meget tid på avanceret stuntkoreografi,” siger Kaja. Hun puster luft ud mellem læberne, så de ruller.

Ny sæson gentager successer

I stykket kæmper to af de roller, Kaja er understudy på, mod hinanden med lange stave.

“Stavkampen foregår hele vejen over scenen og omfatter cirka 60 slag. Den er koreograferet helt ned i detaljen. Koreografien er jeg nødt til at lære fra begge sider, da jeg skal kunne erstatte begge roller. Lige nu synes jeg, den er lidt svær at holde styr på, men forhåbentlig når jeg at få koreografien ind i kroppen, så jeg ikke behøver tænke over den længere,” siger Kaja og ryster hovedet energisk som for at få trinene til at falde på plads.

Funktion frem for ambition

Kaja og Anders øver koncentreret for at lære samtlige roller, de hver især er understudies på. Roller de måske aldrig kommer til at spille for et publikum.

“Jeg ved, jeg kommer på scenen som dronningens hofdame tre dage efter premieren. Så får jeg prøvet rollen af, og det glæder jeg mig til. Men ellers er min fornemste opgave her at holde røv og humør oppe på kollegaerne. Det er fedt at være med på en produktion som den her – også selv om lyset ikke falder på mig. Det er slet ikke afgørende,” bedyrer Kaja.

“Vores primære funktion er at skabe tryghed. Bliver nogen syge, er vi her til at dække ind. Selvfølgelig vil jeg da gerne prøve at spille rollerne, men kommer jeg til det, betyder det, at nogen ligger og er syge. Så kommer jeg ikke på scenen overhovedet, er det kun positivt,” stemmer Anders i.

“Som understudy skal man udfylde en konkret funktion, og man må sætte sine kunstneriske ambitioner lidt på pause. Kommer jeg eksempelvis på scenen som Kong Arthur, vil jeg spille rollen så tæt som muligt op af den måde, Jacob spiller den på. Mine medspillere skal jo kunne genkende rollen. Først i det tilfælde, hvor man får lov at spille rollen flere gange, kan man måske tilføre noget, sådan som man normalt gør det, når man spiller en rolle,” fortsætter Anders.

Kaja kommer med nogle lavmælte ‘mmm’er’ fra sin side af kurvesofaen.

“Normalt er jeg typen, der godt kan lide at have overskud i det arbejde, jeg laver. Som understudy på fire forskellige roller, er jeg nødt til at acceptere, at det har jeg ikke her. Det, der bekymrer mig mest lige nu, er kostumeskift. Dem er der en del af, og jeg har ingen idé om, hvad der er hvad. Men hvis jeg skal på scenen, er der forhåbentlig nogle andre, der har det overblik og kan stå klar med de kostumer, jeg skal skifte til,” lyder det håbefuldt fra Kaja.

Anders nikker. Som for at forsikre hende om, at det er der.

“Kommer vi på scenen, ved de andre, vi er ‘de nye i klassen’. Så alle både på og bag scenen vil have fokus på at hjælpe os. Vores medspillere vil nok også skrue ned for hitte-på-som-heden og holde sig til manus for ikke at hylle os ud af den,” supplerer han.

Vejret som med- og modspiller

I månedsvis har et hold af kreative og fingerfærdige syersker været travlt beskæftiget med at designe og kreere kostumerne til Kong Arthur. Resultatet er kostumer med en detaljerigdom og finesse, der er den parisiske catwalk værdi.

“Kostumerne er vanvittigt smukke, og det var fedt at se dem på i aftes, hvor vi havde vores første ‘gennemkravlning’ af forestillingen med kostumer og makeup,” siger Kaja.

“Vi får så vild en maskering! Nogle af os kunne jo nærmest ikke genkende hinanden.” Anders ler.

Gadborg vækker ikoniske dansetrin til live

Kaja har før spillet større, udendørs opsætninger, mens det for Anders er første gang.

“At stå på en scene i det fri er meget anderledes end at stå på en klassisk teaterscene. Her gør vejret, at der er nogle andre ting, man skal være opmærksom på end ellers. Noget af det, vi har joket med, er, at man skal vinke, inden man siger sin replik. Fordi det simpelthen er så vigtigt at gestikulere stort, når man siger noget. Ellers ved folk ikke, hvem der taler. Lige så vigtigt er det at stå stille, når der er andre, der siger noget, så ikke man tage opmærksomheden fra dem,” forklarer Anders med fagter og overdrevne artikulering for at understrege sin pointe.

“Det at spille udendørs kan virkelig noget. Selv når vejret er l-o-r-t – kan det noget. Det tilfører forestillingen en ekstra dimension, man ikke får ellers. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi håber, det bliver lunere i vejret. Forleden da vi havde prøve, var det på en scene, som var dækket af sne!” Kaja gør store øjne. Anders skutter sig i sin flyverdragt.

“Vejret skal nok nå at blive bedre. Men uanset skal rådet herfra til publikum lyde: Tag masser af varmt tøj på! Næsten uanset hvordan temperaturerne har været om dagen, bliver det koldt, når solen går ned,” siger han.

“Klokken er 17. Vi skal have alle til scenen,” lyder en mekanisk megafon-stemme over pladsen.

Kaja og Anders rejser sig fra kurvesofaen, lyner frakke og flyverdragt op og snor halstørklædet en ekstra gang om halsen. De går ud af teltet og forsvinder op ad den græsklædte skråning med retning mod scenen. Som riddere mod Camelot.