Koret Sono gav for nyligt koncert i Dome of Visions. Søndag 7. oktober synger koret sammen med pigekoret Eve ved en dobbeltkoncert i Sankt Lukas Kirke. Det er Tine Ohrt i sort, længst ude til højre i billedet. Foto: Martin Dam Kristensen

Koret Sono gav for nyligt koncert i Dome of Visions. Søndag 7. oktober synger koret sammen med pigekoret Eve ved en dobbeltkoncert i Sankt Lukas Kirke. Det er Tine Ohrt i sort, længst ude til højre i billedet. Foto: Martin Dam Kristensen

Når klangen af to bliver til en

Forskellig lyd bliver til fælles lyd, når de to Aarhus-kor, Sono og Eve, giver dobbeltkoncert i Sankt Lukas Kirke

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Høje toner leger tagfat med dybe, ord følges af lyde, fuldregister bliver til rangregister, flerstemmigt bliver til unisont, og to koncerter bliver til en, når de to aarhusianske kor, Eve og Sono, søndag eftermiddag 7. oktober giver dobbeltkoncert i Sankt Lukas Kirke.

Begge kor deltog i talentshowet ‘Danmark har talent’ på TV 2 i foråret, og nu er de altså endnu en gang samlet under samme tag for at gøre det, de gør bedst: at synge.

“I 'Danmark har talent' var vi på scenen et kor af gangen. På søndag går korene sammen om at lave en koncert. Ikke at vi kommer til at synge sammen som sådan, men vi kommer til at synge med på nogle af hinandens numre og på den måde bidrage med det, vi hver især kan som kor. Og Eve og Sono kan noget meget forskelligt, så det bliver både spændende og udfordrende,” siger Tine Ohrt, der er dirigent og alt i Sono på 16. år.

Sono er et kor bestående af 24 mandelige og kvindelige sangere i forskellige aldre.

“I Sono beskæftiger vi os med en genre, vi kalder ‘groovie a capella’. Det betyder, at vi ud over at synge, som man kender det, også bruger vores stemmer til at lave både menneskelige og instrumentale lyde, som indgår i vores kompositioner. Det kan være lyden af hjerterytmen eller vejrtrækningen, vi efterligner. Eller lyden fraen tromme eller et klokkespil," forklarer Tine Ohrt.

"Den musik, vi kaster os over, er ikke nødvendigvis klassisk kormusik, men kan også sagtens være elektronisk musik, hvor udfordringen ligger i at omsætte lydbilledet fra at være udelukkende digitalt til menneskeskabt,” fortsætter hun.

Det bedste fra to verdener

Eve er et rent pigekor med 32 sangere i aldersgruppen 15 til 23 år. Genremæssigt bevæger koret sig i grænselandet mellem rytmisk og klassisk musik.

"Eve er et klassisk kor, men hvor vi også gør plads til både rytmisk musik og mere alternative genrer. For tiden synger vi en del folkemusik og numre på andre sprog end dansk. Det betyder også, at en del af vores numre er nogle, folk ikke umiddelbart kender,“ siger 20-årige Clara Bjerregaard Graversen.

Hun har sunget i Eve i tre år, og søndagens koncert er hendes første dobbeltkoncert.

"Normalt når vi giver koncert, er det bare med vores eget kor. Til dobbeltkoncerten skal vi pludselig koordinere med et andet kor og få det hele til at spille sammen. Jeg er meget spændt på udfaldet. Vi er jo to ret forskellige kor, som indtil videre kun har hørt hinanden i højtalerne, så det bliver interessant at opleve, hvordan vi kan inkorporere hinandens lyd,” siger hun.

Målet med koncerten er at skabe noget andet, end hvis man var gået til en typisk koncert med enten Eve eller Sono.

“Til dobbeltkoncerten lægger vi os i selen for at give publikum det bedste fra to verdener. For Sono gør det at få et pigekor med på nogle numre, at vi kan understrege nogle musikalske pointer. Og vores beatboksere er jeg sikker på, kommer til at understøtte Eves lyd på en fed måde,” siger Tine Ohrt.

“Jeg ved, at Eves dirigent Birgitte Næslund Madsen har valgt numre, som hun mener repræsenterer Eves lyd. I Sono har vi gjort det samme. Det giver formentlig en meget kontrastfyldt koncert, hvor korenes forskelligheder kommer til at komplimentere hinanden bedst muligt,” tilføjer hun.

Tv-program som katalysator

For Clara Bjerregaard Graversen er dobbeltkoncerten bare næste stop på en begivenhedsrig rejse med koret Eve. Koret har deltaget ved European Choir Games og Grand Prix of Nations i Riga og senest i 'Danmark har talent’, hvor Eve nåede hele vejen til finalen.

“Det at synge i kor giver et rigtig godt sammenhold. Fordi man er sammen med en masse mennesker, der deler den samme interesse for musik og korsang. Om det er den ugentlige korprøve eller koncerter herhjemme eller i udlandet, så er det både sjovt og lærerigt at gøre noget intensivt sammen,” siger Clara Bjerregaard Graversen.

Hun ser Eves deltagelse i ‘Danmark har talent’ som et kæmpe plus - også selv om koret ikke vandt talentshowet.

“Vores medvirken i programmet har helt sikkert været med til at belyse kormusik på en anden måde. Som kor var det en udfordring at skulle vise et meget bredt publikum, hvad kormusik er for en størrelse. Og det, at vi nåede hele vejen til finalen, viste os, at publikum rent faktisk godt kunne lide vores kormusik, og det var da et kæmpe klap på skulderen,” fortæller Clara Bjerregaard Graversen.

Idéen til at lave en dobbeltkoncert opstod netop på baggrund af, at de to Aarhuskor havde deltaget i TV 2 programmet.

“Det giver altid noget at skulle ud og lade sig inspirere af, hvordan andre kor synger og performer. Især når de er så forskellige, som det er tilfældet med Eve og Sono. Og så er der selvfølgelig den sociale dimension i det. Det bliver da sjovt for sangerne at kunne tale med hinanden om den oplevelse, det var at være med i ‘Danmark har talent’,” lyder det fra Tine Ohrt.

Clara Bjerregaard Graversen glæder sig til søndagens dobbeltkoncert.

“Jeg er sikker på, det bliver en god oplevelse for både os som kor og for publikum. Sikkert er det i hvert fald, at det bliver en mangfoldig koncert med en vifte af musikalske indtryk i Sankt Lukas kirkens smukke rammer,” lover hun.

FAKTA: Dobbelt korkoncert Eve & Sono

Søndag 7. oktober kl. 16.30 (Dørene åbner en halv time før)

Sankt Lukas Kirke, Sankt Lucas Kirkeplads 1, 8000 Aarhus

Varighed: cirka 2 timer inklusiv pause.

Entré (Børn under 12 år kommer gratis ind). Billetter på sktlukaskirke.dk/arrangementer

Publiceret 07 October 2018 06:00

SENESTE TV