Folkemusikken valfarter til Aarhus

AARHUS Fra 29. september til 7. oktober strør Aarhus Folk Festival med rund hånd koncerter og dansearrangementer ud over Aarhus og omegn under overskriften Aarhus Folk Festival. Festivalen skydes i gang med en åbningskoncert i Musikhuset Aarhus 29. september kl. 14. Samme aften er der officielt åbningsbal i Studenterhus Aarhus fra kl. 19.30 med liveunderholdning ved Østjyderne, Mads Hansens Kapel og Habadekuk.

Udover den traditionelle danske folkemusik kan der på festivalen opleves svenske Kolonien, som blander svenske traditioner med verdensmusik. De spiller samme aften som den nyetablerede dansk-britiske trio Inver på Gyngen fredag 5. oktober.

"Folkemusikken og -dansen oplever i disse år en stor opblomstring i hele landet. Med Aarhus Folk Festival vil vi gerne give det århusianske publikum mulighed for at opleve noget af folkemusikken og dansekulturens særegne stemning. Det gør vi med etablerede folkemusiknavne samt nyere up-coming bands, der på hver deres måde viser, hvad folkemusik er i dag," siger formand for Aarhus Folk Festival, Jonathan Fjord Bredholt.

Er man mere til amerikansk folk, bør man se nærmere på det Aarhus-baserede band Baby Did A Bad Thing. Med blandt andet pedalsteel-guitar og duetsang skaber de deres helt egen lyd, der har referencer til Shawn Colvins og First Aid Kit. Bandet kan opleves på Gyngen 2. oktober kl. 20.

Dagen efter går turen til Irland og trioen Tradish, der på bedste irish-maner vil stå for både en koncert og danseinstruktion i traditionel irsk sætdans. Det sker på Elværket i Åbyhøj 3. oktober kl. 18.00.

Lørdag 6. oktober kl. 20 slår spillestedet Atlas dørene op til en aften med musik inspireret af den nordiske folketone. Duoen Elof & Wamberg er de første til at indtage scenen denne aften og efter dem, overtager bandet Hvalfugl.

Læs mere og se hele programmet for Aarhus Folk Festival på www.aarhusfolkfestival.dk

mklj

Publiceret 28 September 2018 14:00

SENESTE TV