Udfordr kammeraterne i ølbowling og hør fed livemusik til Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag i Uniparken 21. september. Pressefoto

Udfordr kammeraterne i ølbowling og hør fed livemusik til Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag i Uniparken 21. september. Pressefoto

Fredagsbar og rund fødselsdag i Uniparken

For 12. gang indtager Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag Universitetsparken. I år med endnu flere aktiviteter og større musiknavne i anledning af Aarhus Universitets 90 års fødselsdag

Af
Mai-Britt Lund Jeppesen

AARHUS Igen i år samles tusindvis af studerende i Uniparken, når Studenterrådet i samarbejde med Aarhus Universitet og Aarhus Universitet Sport inviterer studerende og medarbejdere på Aarhus Universitet til Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag.

Fredag 21. september fra klokken ni til omkring midnat er det tolvte gang, eventet løber af stablen. I år med flere og større musiknavne og sportsaktiviteter på programmet i anledning af universitetets 90-års fødselsdag.

“Til forskel fra tidligere år, har vi i forbindelse med Aarhus Universitets 90-års fødselsdag også inviteret alle universitetets ansatte til at tage del i dagens aktiviteter. Det betyder, at vi forventer et rekordstort antal gæster i år - forhåbentlig mellem 20-25.000,” siger Camilla Sandfeld Hansen, der er kommunikationsansvarlig for Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag 2018.

Som en af grundpillerne i hele arrangementet er i alt syv forskellige sportsturneringer. Heriblandt aktiviteternes guldgås, ølbowling, en ædekonkurrence og Flip Cup.

“I år arrangerer vi også et morgenløb på omkring fire kilometer, United Run, for både studerende og medarbejdere på Aarhus Universitet,” lyder det fra Camilla Sandfeld Hansen.

Ud over morgenens og formiddagens fysiske aktiviteter byder Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag også på et imponerende line-up af musiknavne fordelt på tre scener; grøn, blå og rød. WhoMadeWho, Karl William, Johnny Deluxe, Rosegold, Barselona, Benal, Blak, Fool og Eye Win Hoe er musiknavnene på dette års plakat.

“Eventet er båret af sponsorater og frivillige kræfter, og det er der heldigvis mange kunstnere, der gerne vil bakke op om. Det betyder, vi kan få nogle rigtig gode aftaler med en række kunstnere, og det er vi selvfølgelig meget afhængige af til et arrangement som det her,” siger Camilla Sandfeld Hansen. Sammen med 25 andre unge, frivillige, er hun selv en del af eventets styregruppe.

En fest åben for alle

Selve styregruppen har været i gang med at koordinere og planlægge siden februar. Dagen før fredagsbaren, på selve dagen for arrangementet og dagen efter, kommer cirka 400 frivillige til og hjælper med at få alt i forbindelse med eventet til at klappe.

“Som frivillig her får man mulighed for at indgå i et unikt fællesskab og tage del i et helt særligt sammenhold, hvor man løfter og lykkes sammen. Det er fedt, og vi glæder os til en endnu større og endnu bedre fredagsbar anno 2018, som kan forene universitetets studerende og medarbejdere på et andet plan,” siger Camilla Sandfeld Hansen.

Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag er et åbent og gratis arrangement primært for alle studerende ved Aarhus Universitet samt på andre videregående uddannelser i Aarhus.

“Men alle - også ikke studerende – er velkomne. Og er vejret godt, kommer der helt sikkert en masse festglade mennesker, der kan bidrage til den gode stemning til denne tolvte udgave af Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag,” indskyder Camilla Sandfeld Hansen.

Publiceret 20 September 2018 08:00

SENESTE TV