Café Lima Aarhus i gården i Guldsmedgade byder på peruvianske specialiteter. Foto: Mai-Britt Jeppesen

Café Lima Aarhus i gården i Guldsmedgade byder på peruvianske specialiteter. Foto: Mai-Britt Jeppesen

Lima Aarhus bringer Peru nærmere Aarhus

Café Lima Aarhus har peruviansk mad på menuen og peruviansk kunst på væggene. Indehaver er Martin Juel Iversen, der er peruviansk gift

Af
Mai-Britt Jeppesen

Krydrede empanadas, Inca Kola og Cusquena øl er nogle af de specialiteter, der er på menuen hos peruvianske Lima Aarhus, som havde første officielle åbningsdag 26. maj. Indehaver af caféen er Martin Juel Iversen. Han mødte sin peruvianske kone, Lizzy Panitz, på en jordomrejse for godt og vel tre år siden.

”Efter at have været involveret i sneakerskæden Skechers i en periode, ønskede jeg at lave noget, jeg var mere personligt investeret i. Og med mit forhold til Peru og hovedstaden Lima, hvor min kone er fra, var det nærliggende at åbne en peruviansk café,” forklarer Martin Juel Iversen.

På Lima Aarhus kan man som gæst forvente smagsnuancer, man ikke finder andre steder i byen.

”Vi importerer mange af vores madvarer direkte fra Peru. Derfor kan vi også tilbyde vores gæster en helt unik smag, som de kun har smagt, hvis de har været i Peru,” siger Martin Juel Iversen.

En af de traditionelle peruvianske retter på caféens menukort er Lomo Saltado; en tallerkenret med oksekød, tomater, løg og chili.

”Da det er begrænset, hvad vi kan i caféens køkken, serverer vi retten i empanadas. Empanadas er i sig selv ikke så peruvianske, men de er lækre og nemme at have med at gøre i de rammer, vi har. Hvis det skulle være helt rigtigt, burde vi nok åbne en ægte peruviansk restaurant, hvor der var mulighed for at få hele dybden i det peruvianske køkken med. Og det er da også det, der er drømmen på sigt,” lyder det fra restauratøren.

Indehaver Martin Juel Iversen (th) står selv bag disken på nyåbnede Lima Aarhus i Guldsmedgade. Foto: Mai-Britt Jeppesen

Indehaver Martin Juel Iversen (th) står selv bag disken på nyåbnede Lima Aarhus i Guldsmedgade. Foto: Mai-Britt Jeppesen

Peruviansk udstillingsvindue

Tanken er, at Lima Aarhus tillige med at være peruviansk café også skal fungere som udstillingslokale for peruviansk kunst.

”Når vi er helt på plads, skal det gerne være sådan, at alt i caféen er til salg. Vi kender flere i Peru, der laver skulpturer, tæpper og tekstiler og er rigtig dygtige til deres håndværk. Dem vil vi gerne hjælpe ved at vise deres arbejde frem i caféen og forhåbentlig sælge noget af det til vores gæster,” siger Martin Juel Iversen.

Sammen med sin kone rejser han til Peru i september. For blandt andet at besøge en mand, der sidder i 3000 meters højde og laver lerfigurer.

”Vi kunne godt betale et firma for at stå for importen, men det giver os noget særligt at tage ned og møde den her mand og give ham håndslag på, at vi vil få hans kunst sikkert til Europa og derfra videre til Danmark og forsøge at sælge det for ham her,” forklarer caféejeren og fortsætter:

”På den måde er caféen også med til at give os et tættere forhold til Peru, fordi vi nu kommer til at rejse dertil noget oftere for at besøge en lokal håndværker eller den bonde, der dyrker den kaffe eller de krydderier vi bruger i caféen…”

Flere gengangere

Martin Juel Iversen tror ikke på, man kan lykkes med både privat- og arbejdsliv, hvis man holder de to ting adskilt. Derfor er Lima Aarhus hans bud på at få begge dele til at gå op i en højere enhed.

”Kan vi i kraft af caféen komme oftere til Peru og hjælpe nogle mennesker her og samtidig stable noget fedt på benene herhjemme, så er vi nået langt. For os er det vigtigste at have Peru i centrum for det, vi gør. Samtidig drømmer vi om at åbne et spisested med autentisk peruviansk mad, men det skal være på en anden lokation, hvor vi kan udfolde os mere i køkkenet.”

Der har været mange gæster igennem caféen de første uger, og flere er kommet igen.

”Folk har været meget imødekommende, og allerede nu har vi flere gengangere – både peruvianere og danskere. Personligt er jeg rigtig glad for, at der kommer peruvianere ned til os, som kan lide stedet og begynder at se caféen som en form for tilholdssted,” siger Martin Juel Iversen.

”For os handler det selvfølgelig om at drive forretning. Men det handler i lige så høj grad om at få et forhold til vores gæster. Det giver det at være restauratør en ekstra dimension og en følelse af at være hjemme, også når man er på arbejde,” slutter han.

Publiceret 30 June 2018 08:00

SENESTE TV