Der var mange mennesker på havnen for at se Danmarks første kamp, selv om det var regnvejr.

Der var mange mennesker på havnen for at se Danmarks første kamp, selv om det var regnvejr. Foto: Martin Jørgensen

Fodboldfest for familier og fans på havnen

Der er kagepyntning, ansigtsmaling, fodboldturneringer og liveudsendelser under Fodbold VM på havnepladsen mellem Dokk1 og Navitas

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Der er fuld fart på fodboldmesterskaberne, som begyndte i sidste uge. Hvis man gerne vil glæde sig over sejre og modstanderes nederlag med andre, kan man se alle kampene på storskærm på havnen. Både dem DR sender, og dem TV2 sender.

DR står bag fodboldfesten og har etableret fanzonen på Havnepladsen mellem Dokk1 og Navitas. Tv-stationen mener, at VM i fodbold er en fest, og vil derfor fortsætte traditionen med at invitere danskerne med til den. Ikke kun på DR1, Ultra og P3, men også ude i virkeligheden. Der er storskærmsvisning og fodboldhygge for familier, venner og glade mennesker. Og der er en lang række aktiviteter for hele familien mellem kampene.

VM-kager og fodboldsjov

Børnene har mulighed for at male fodboldtegninger i Ramasjangbussen, lære seje fodboldtricks og være med i DR’s mini-VM-turnering.

Der er rig mulighed for at prøve sine egne evner af i et fodboldområde, hvor man kan dyste mod venner og familie i at ramme plet på målvæggen eller blot tage en hurtig kamp på fodboldbanen.

VM-studiet er bygget op midt på pladsen, og undervejs i forløbet vil en række af DR’s programmer sende live fra pladsen. Der bliver mulighed for at komme tæt på P3-programmet ’Liga’, der på udvalgte dage vil invitere indenfor i studiet, og der bliver hver dag mulighed for at opleve Liga-quizen.

I studiet

Samtidig får DR Sporten selskab af DR Ultra, der sender ’Ultras Vilde VM-show’ live fra pladsen i løbet af mesterskabet. Derudover sender P3’s ’Danskerbingo’ en dag fra Havnepladsen, DR Vejret lægger vejen forbi flere dage, P4 inviterer til en fællessang, ligesom der to gange vil være mulighed for at pynte VM-kager sammen med nogle af deltagerne fra ’Den Store Bagedyst’ og deltage i kåringen af den ultimative stadionplatte.

I studiet er den tidligere landsholdsangriber Peter Møller vært. Han har selskab af en række store fodboldprofiler blandt andre Flemming Povlsen, Mads Junker og Mikkel Bischoff som er eksperterne. Landsholdsstjernen og årets dansker i 2017 - Nadia Nadim - vil også kigge forbi.

Som noget nyt laver DR en særlig fodbolddækning for børn, hvor det populære 'Ultra Factor' med Joakim Ingversen udkommer i et særligt VM-format på DR Ultra. ”Sport er noget af det, der kan skabe begejstring og samle os, og et VM hvor Danmark deltager er en fest, som vi har glædet os til. Samtidig er vi rigtig glade for vores nye rammer i Aarhus, og vi vil gerne åbne op og invitere indenfor,” siger Anders Kern Boje i en pressemeddelelse.

Han er underdirektør og ansvarlig for sporten i DR.

VM-festen er arrangeret i samarbejde med Aarhus Kommune. Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, er begejstret. Han har i en pressemeddelelse udtalt:

”VM i fodbold er en kæmpe begivenhed der samler hele verden, og jeg glæder mig til, at Aarhus bliver en del af festen. Sport samler mennesker i fællesskaber og giver begejstring."

FAKTA

Torsdag 21. juni kl. 14 Danmark – Australien

Tirsdag 26. juni kl. 16 Danmark – Frankrig

For børn:

Test din præcisionsevne på en målvæg

Spil fodbold på DRs VM-fodboldbane

Quiz med Liga - og vind en sej T-shirt

Mange dage er der fodboldturneringer, driblebane og tegneværksted.

På dage med danske kampe er der ansigtsmaling ved Ramasjangbussen

Onsdag 20. juni kl 16-16.30 fotos med Ramasjangværterne

Torsdag 21. juni

kl. 9-13 Dansker Bingo på P3 live

Lørdag 23. juni kl.16 og søndag 1. juli kl. 15.00 Pynt VM-kager med deltagerne fra Den Store Bagedyst

Tirsdag 26. juli kl. 15-15.50 Deltag i P4s live-kor - syng med på nationalmelodien.

24. juni kl 16-17 Kåring af "Den Ultimative Stadionplatte"

Publiceret 19 June 2018 10:00

SENESTE TV