Danseglæden slippes løs på Bispetorvet

Frem til 8. juli er Bispetorvet forvandlet til et livligt dansemekka, og du kan danse med helt gratis

Af
Mai-Britt Kirstine Lund Jeppesen

AARHUS Zouk, samba, salsa, tango, flamenco, rock n’ roll, line dance og folkedans er bare nogle af de stilarter inden for dans, aarhusianerne kan prøve kræfter med til Sommerdans på Bispetorvet alle aftener frem til 8. juli.

”Jeg har forsøgt at sammensætte et program, så der er noget for enhver smag. Det vigtigste er, at det er noget, man bliver glad af, og det gør man jo af stort set alt dans,” siger Marie Cecilie Overgaard Nielsen.

Hun sidder som projektleder for Bispetorvet og har til opgave at skabe liv og aktivitet på pladsen mellem Aarhus Domkirke og Aarhus Teater.

Hver aften – minus 19. juni – i hele perioden, byder Sommerdans op til en svingom. De fleste dage mellem klokken 16 og 19 og igen mellem klokken 19 og 22.

”Det er dans for alle uanset alder og niveau. De fleste af de deltagende danseforeninger gør det sådan, at de laver en times introduktion til dansen, og derefter vil der være fri dans,” informerer Marie Cecilie Overgaard Nielsen.

Sommerdans er en gammel tradition, som tidligere har eksisteret under det, der hed Kulturhus Århus, som holdt til i Officersbygningen.

”Da jeg fik idéen sidste sommer, valgte jeg at tage udgangspunkt i programmet fra dengang. Jeg vidste ikke, hvor stor efterspørgslen ville være for at deltage, men efterhånden som jeg fik kontakt til forskellige danseforeninger, viste det sig, at der var stor interesse for projektet. Derfor er vi også endt med at udvide den oprindelige Sommerdans periode med 14 dage, ligesom vi er gået fra en til to dansesessioner hver aften,” fortæller Marie Cecilie Overgaard Nielsen.

Ud over danseforeningerne har også seniorforeninger og mindre amatørkor booket sig ind på det overdækkede gulv på Bispetorvet i dagtimerne.

”De fleste vil jo gerne optræde et sted, der er overdækket. Og det er jo let at forstå med det lidt ustadige vejr, vi ofte har i Danmark. Men vi håber på, at solen skinner i hele perioden,” lyder det håbefuldt fra projektlederen.

Publiceret 15 June 2018 08:00

SENESTE TV