Verdensstjerner til jazzfestival i Aarhus

Aarhus Jazz Festival fejrer sine første 30 år med en ny pris: Aarhus Jazz Talent

Af
Bente Tahmasbi Hansen

For 30 år siden mødtes byens gode jazzkræfter for første gang for at få en jazzfestival op at stå. På Aarhus Kommune syntes man, at byen lå død og øde hen om sommeren og at noget måtte ske. Så de afsatte et beløb til tre års jazzfestival og kontaktede musikhusets arrangementchef for at få hende til at blæse byens kræfter sammen.

Hun hed Ilse Vestergaard og er i dag pensioneret fra jobbet i musikhuset. Til gengæld er hun leder af sekretariatet for Aarhus Jazz Festival.

"Jeg husker tydeligt det første møde i 1989 og den første festival, hvor vi havde verdensstjernen Stan Getz som topnavn," siger Ilse Vestergaard til avisen. Hun har i dagens anledning taget t-shirten fra den gang på. Den har et grafisk tryk af en jazzmusiker i rampelys og en autograf, hvor der står: Ilse Jeg elsker dig. Stan Getz.

"Vi besluttede os for at være internationale allerede i udgangspunktet, og det er vi stadig," siger Ilse Vestergaard, inden hun går på scenen for at fortælle om programmet sammen med formanden for bestyrelsen, Mads Kjær Jensen.

"Vi er ikke bare internationale. Vi er i høj grad også lokale," supplerer han.

Ny pris

30 års jubilæet markeres med en ny jazztalentpris. Aarhuus Stiftstidendes Fond har doneret 10.000 kroner, som går til et talent, der ikke nødvendigvis skal være en musiker. Det kan være en person eller et initiativ, der har gjort noget særligt for jazz i Aarhus. Der er ingen aldersbegrænsninger eller krav om en aarhusiansk bopæl. Men modtageren skal have tilknytning til det aarhusianske jazzmiljø.

Alle kan forelå talenter på www.jazzfest.dk. Og det kan man helt frem til 1. september, så der er mulighed for at blive inspireret under festivalen til indstillinger. Prisen overrækkes i november.

Bacahrach og Gardot

Mere end 40 spillesteder har jazz på programmet 13.-22. juli. Man kan høre musik på torve, caféer, spillesteder, museer og i kirker. Det bliver til cirka 350 koncerter i alt, så der er meget at vælge imellem.

Hvis vi begynder i Musikhuset Aarhus, hvor det hele startede, så har det to store navne på programmet: Legenden Burt Bacharach og verdenskendte Melody Gardot.

"Vi har forsøgt at få Burt Bacharach hertil i et stykke tid. Nu er det lykkes, og det er den eneste koncert, han spiller i Danmark, så vi er utroligt glade for det," siger Mette Kier, den nuværende arrangementschef i Musikhuset Aarhus.

"Melody Gardot var her i 2013 og fik seks stjerner for sin koncert i Stiften. Hun kom også i 2016 og gav en mindeværdig koncert, og nu er hun her igen. Denne gang skal hun spille med Aarhus Jazzorkester, som har været i dialog med hende hele foråret. Det er første gang, hun skal spille sine hits sammen med et big band, så det bliver helt særligt," fortsætter Mette Kier.

Musikhuset har også brunch og jazz, så man kan droppe ind, lytte med og få noget at spise i en meget afslappet atmosfære.

Indonesisk topnavn

På Radar er det lykkes at gafle Hailu Mergia med Addisababand fra Etiopien. Han var en stor stjerne på sine hjemlige breddegrader, men valgte et liv som taxachauffør i USA af politiske grunde. Han blev genopdaget som musiker for fire år siden og er nu atter på en turné, der bringer ham til Aarhus. Byen får også besøg af nogle af Danmarks dygtigste jazzmusikere i form af guitaristen Jakob Bro og trompetisten Palle Mikkelborg.

Desuden skal Girls in Airport spille på en 360 graders scene i midten af rummet hos Radar.

Trommeforretningen Drum Limousine står også bag en række koncerter, som afvikles på Bispetorv.

Alle trommerne på scenen vil naturligvis være bygget af Drum Limousine. Der bliver både noget for børnene og navne som Vestbo Trio, Schantz Segment og Ibrahim Electric.

Ridehuset swinger igen

Der bliver igen i år masser af big bandmusik i Ridehuset, der har valgt temaet nordisk-skandinavisk musik. Hver dag begynder kl 12.30 med en jazztalk ved bl.a. Christian Vuust, som giver sit bud på den nordiske jazz, og Mads Mathias, der taler om sangerinder.

Der bliver også madmarked på Officerpladsen. Og så kommer der en musikalsk overraskelse, som endnu ikke kan afsløres. Hold øje!

FAKTA

Aarhus Jazz Festival 13.-21. juli

Åbner med en street parade fra Rådhusparken, ned ad Strøget og til Bispetorv.

Fejrer 30 års jubilæum med en koncert på Bispetorvet lørdag 14. juni kl 20.

Der er jazz for børn på Dokk1 14. og 15. juli og på hverdage på Bispetorvet

Der er Late Night Jam på Headquarters

Publiceret 14 June 2018 12:30

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV