Northside - nu med hiphop-stjerner

Hiphop-højdespringere som Pharrell Williams og Tyler, The Creator er nyheder på Northsides program, der også byder på det mest poppede og det hårdest indslag nogensinde i form af Nick & Jay og Ice-T. Festivalen i Ådalen er i år fra torsdag-lørdag

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Northside Festival har for længst manifesteret sig som den med de reneste gæster, 100 procent økologisk gourmetmad og et program, der ind imellem gør selv Roskilde grøn af misundelse. I år bliver ingen undtagelse. Gæsterne skal stadig sove på byens hoteller eller privat og kan nemt komme i bad. Vejret tegner til at blive storartet, og pladsen er blevet drænet siden sidste år, så der er ingen udsigt til mudder.

Madboderne er fortsat økologiske. Man kan igen i år få østers og jomfruhummer, hvis man er træt af gourmetburgere, og der er atter top klasse pizza fra Oles Gård.

Lige nu hamrer og banker de frivillige på pladsen for at skabe nye barer, et større sideshow og alt det, der skal til, for at musikken kan spille top max. Og det kommer den ifølge talsmand John Fogde til.

Han er stolt af årets program, der rummer store navne, nyheder og overraskelser. Der er især masser af rock og nogle af de helt store fra det univers, men også et par store hiphop-stjerrner og en smule jazz har fundet sin vej til den smukke Ådal.

Det bedste hiphop

Avisen har sat festivalens presseansvarlige, John Fogde, i stævne for at skabe en form for overblik til jer læsere.

"Vi har som altid masser af rå rock, men vi har også det mest hiphop-agtige program nogensinde. Vi har gjort et scoop med Tyler, The Creator, der hopper rundt som en galning på scenen og giver den gas. Er man ikke hiphop-kender, er han et godt sted at starte," forklarer John Fogde, da avisen møder ham på Northsides kontor i Studsgade. 20 mennesker knokler der for fuld kraft med planlægning, presse og koordinering.

Et andet stort hiphop-indslag er Pharrell Williams, som de fleste kender for de mere poppede hits 'Happy', 'Get lucky' og 'Blurred lines'. Han kommer på Northside som forsanger i bandet Nerd, hvor han er en bærende kraft.

"Vi skal her i Aarhus opleve ham som rapper og med mere kant, end når han synger sine pophits. Der er fuld skrald på Nerd, som vi fik fat på i 11. time. Det er vi sindssygt glade for, " fortsætter John Fogde.

Det hårdeste

På den niende version af Northside har jazz-genren sneget sig ind i form af den amerikanske soul-jazz-bassist Thundercats. Han har en meget sammensat fortid med pop, punk og hiphop og jazz. Han seneste udgivelser er lavet sammen med Kendrick Lamar, og de er udråbt som mesterværker.

"Han vil spille jazz, hiphop og funk. Og det er langt væk fra noget, vi ellers har præsenteret, men nu havde vi chancen," smiler John Fogde, som heller ikke kunne afslå muligheden for at præsentere heavy metalmusikeren Ice-T med bandet Body Count.

"Det er det hårdeste band, vi nogensinde har haft med. Vi har ikke før haft metalmusik, men vi kunne ikke sige nej. Ice-T growler råt, når han synger, samtidig er han skuespiller i en krimi-tv-serie og rapstjerne," storgriner talsmanden.

Det mest poppede

Det allermest poppede indslag nogensinde på Northside er Nick & Jay, der har fået den store ære at slutte festivalen lørdag aften. Det er der delte meninger om blandt gæsterne, men John Fogde synes, de er et godt valg:

"Vi vil gerne slutte med et brag lørdag aften. Det kan de. Der er ikke mange navne, folk kender så godt som dem. En undersøgelse har vist, at 90 procent af alle danskere kender dem, og alle kan mindst en af deres sange," siger John Fogde.

Han er blevet spurgt mange gange om, hvordan de passer ind i festivalens ellers progressive musikprogram.

"Det er fedt at opdage noget nyt og at blive inspireret. Men folk vil også gerne have festen og det sociale samvær. Vi håber og tror, at Nick & Jay kan lave en Thomas Helmig," smiler han og hentyder til sidste års Helmig-koncert, som mange ikke troede på, og alle måtte overgive sig til, da Thomas Helmig spillede koncert med et brag, der stadig giver genlyd.

Stjernen

I dette forsøg på at guide læserne gennem dette års program kommer vi ikke udenom den internationale sværvægter, Bjørk, som John Fogde netop har oplevet i London. Hun er et af de helt store og åbenlyse scoop.

"Bjørk skaber med videoer, kostumer og lyssætning et helt univers til forskel fra fem gutter i læderjakke, der spiller guitar. Hun spillede i 1993 en legendarisk koncert i det, der hed Aarhus Hallen. Det står skarpt i denne bys musikhistorie, og nu kommer hun tilbage 25 år efter. Det er stort," fastslår talsmanden.

Publiceret 06 June 2018 10:00

SENESTE TV