Huset Carmel åbner med grøn mad, overnatning og underholdning

Huset Carmel åbner 1. juni. Efter en gennemgående restaurering står den historiske bygning nu klar til at invitere gæster på grøn mad, kulturelle oplevelser og behagelig overnatning

Af
Mai-Britt Kirstine Lund Jeppesen

Nu er det nu! Fredag 1. juni slår Huset Carmel – det tidligere Hotel Carmel – på Nørre Allé endelig dørene op. Både for gæster, der ønsker at spise, blive underholdt eller overnatte. Eller måske alle tre dele.

Huset Carmel kan om ikke det hele, så det meste. Og fredag lyder altså startskuddet til en lang række forfatterforedrag, livemusik og spiseoplevelser.

”Jeg er spændt på åbningen. Spændt på at se gæsternes reaktion på vores koncept og på bygningen, der efter en gennemgående renovering næsten står, som den gjorde, da den blev bygget tilbage i 1921,” siger restauratør og forfatter Kenny Jess Brandt, der er hovedkraften bag Huset Carmel. Han står også bag blandt andet Vincaféen i Borggade og Løves Bog- og Vincafé i Nørregade.

Kenny Jess Brandt har to partnere ved sin side: Jørn Tækker fra Tækker Group, som ejer bygningen, og kok Søren Højby Hansen, der tidligere har været ansat på Can Blau og været køkkenchef på Norsminde Kro.

”Det var kun vores salon, vi nåede at have åben, da vi startede op med Huset Carmel sidste forår. Dengang var vi stadig i gang med renoveringen, og da en restauratør sprang fra, valgte vi at lukke ned igen og få ro på til at færdiggøre det omfattende byggeprojekt,” forklarer Kenny Jess Brandt.

Spis øko og vegetarisk

Når Huset Carmel åbner på fredag, vil der være sket meget siden sidste år.

”Til forskel fra sidste år, er bygningen nu færdigrenoveret. Både inde og ude. Og så har vi valgt at placere restauranten i festsalen og holde dansesalon her med livemusik fredag og lørdag, når folk er færdige med at spise,” siger Kenny Jess Brandt.

Fokus kommer til at være på restauranten.

”Søren Højby Hansen kommer til at køre vores restaurant 100 procent økologisk. Alle retter bliver i princippet vegetariske i den forstand, at man kan tilvælge fisk eller kød. Rigtig mange spiser efter tradition. Vi ønsker, at vores gæster tager aktivt stilling til, hvad de spiser og har bæredygtighed og miljø med i deres overvejelser,” fortæller den 38-årige restauratør og forfatter.

Til åbningen kan gæster glæde sig til at sætte tænderne i grønne retter med blandt andet tomater og krydderurter fra eget drivhus. Maden nydes ved langborde side om side med andre gæster.

”Fra klokken 18 på åbningsdagen tilbyder vi alle spisende gæster et glas gratis bobler. Derudover giver vi 50 procent rabat på den samlede regning i de første 14 dage af vores åbningsperiode. Med andre ord vil vi gøre det, vi er gode til: hygge om vores gæster og give dem en god oplevelse.”

Reservationer af både værelser og borde i Huset Carmel er allerede godt i gang

”Her det første stykke tid kan vi maks. have 100 spisende gæster. Så det er en god idé at booke bord, hvis man vil undgå at gå forgæves,” lyder opfordringen fra Kenny Jess Brandt.

Restauranten er åben alle dage til både morgenmad, frokost og aftensmad.

Læs mere om kommende arrangementer, se menuen og book værelser på husetcarmel.dk

Publiceret 31 May 2018 11:45

SENESTE TV