Salsa for Sjov: Dans glæden frem

Aarhusianske Sebastian Bagge Knudsen står bag Salsa for Sjov. Et fællesskab der handler om at have det sjovt og bare danse, danse og danse

Af
Mai-Britt Kirstine Lund Jeppesen

Salsarytmerne omfavner Dome of Visions og de få studerende, der har fundet vejen ned til den transparente kuppel på Pier 2 på Aarhus Havn denne sommerlige eftermiddag. Solen skinner fra en skyfri himmel og får Domen til at ligne en funklende diamant der mellem den rå havnefront og det nye arkitekttegnede havneareal. Dette, tilsat vandets sagte klukken i havnebassinet og de grønne planter, der snor sig vildt fra gulvet og op mod Domens hvælving, leder tankerne hen mod sydligere himmelstrøg.

"Det er ikke Cuba, men det kommer tæt nok på," siger Sebastian Bagge Knudsen. Han tager sin sixpence af og fejer det lyse, lidt lange pandehår til side med fingrene.

Og han ved, hvad han taler om. Han har nemlig været på Cuba gennem længere tid for at lære at danse. Salsa.

"Jeg har danset, siden jeg var barn. Forskellige former for dans. Så havde jeg en periode, hvor jeg spillede fodbold og lavede mere 'drengede' ting, og ja, så begyndte jeg at danse igen."

Sebastian er 24 år og bruger langt størstedelen af sin fritid på at danse salsa. Tilbage i januar 2017 startede han 'Salsa for sjov' op – et fællesskab, der byder på events samt salsaundervising - alene eller i hold - for begyndere, øvede og let øvede.

"Jeg kan huske den første prøvetime, vi havde i Beboerhuset i Sølystgade. Der kom over 200 mennesker, så vi var nødt til at dele folk op i to hold, så de fik en halv time hver. Det var ret vildt!" Sebastian smiler.

Det er i Beboerhuset i Aarhus' øgade-kvarter, Salsa for Sjov holder til, og her 'de forbudte trin' bliver taget flere aftener om ugen.

"Interessen har været så stor, at vi har måttet oprette flere hold. Det betyder også, vi har udvidet til ind imellem at danse på Aarhus Klaverakademi i Grønnegade. Men det er jo kun positivt!" lyder det tilfredst fra Sebastian.

Han underviser selv i salsa flere gange ugentligt.

"Og så har jeg mine to faste hjælpere, Camilla og Christina, som begge er sindssygt dygtige dansere."

Giv los og nyd det

Idéen til at starte Salsa for Sjov opstod for godt et år siden.

"Fordi jeg dansede som barn, ved jeg, hvor glad man bliver af at danse. Jeg ved, hvor sjovt man kan have det. Og det er faktisk vores primære formål; at have det sjovt. Derfor er Salsa for Sjov også for alle. Også dem der har to venstre fødder eller aldrig før har danset salsa," ler Sebastian.

Salsa er en latinamerikansk dans. En pardans, der danses forholdsvist tæt.

"At skulle danse tæt med en, man ikke kender og samtidig føle, man ikke har rigtigt styr på trinene, det kan virke grænseoverskridende, når man er nybegynder. Og på nye hold er det som regel også tydeligt at mærke, at stemningen er lidt mere 'tense'."

Men ifølge Sebastian er det et spørgsmål om bare at give los og nyde det.

"Igen er det vigtigt at huske på, at salsa lægger op til, at man skal grine og have det sjovt. På begynderholdene er alle i samme båd - alle ser lige komiske ud de første gang, de er på et dansegulv."

For Sebastian er dansen en hobby. En mere og mere tidskrævende en af slagsen.

"Jeg bruger en del tid på at danse. 15 timer om ugen, vil jeg tro. Minimum. Men det er fedt. Jeg holder meget af at sprede energi og god stemning og arrangere for andre, at de kan komme til at danse. Når jeg kan se, at folk hygger sig, så er det det hele værd. Og det gør de! Mange af vores elever bliver ofte efter undervisningen for at øve," fortæller Sebastian.

Salsa er måske ikke den typiske hobby for en mand på 24 år, og enkelte af vennerne har da også rystet lidt på hovedet af Sebastian.

"Der er da nogle af mine venner, der synes, det er skørt, jeg går så meget op i salsa. Men de er vant til, jeg gør skøre ting; jeg blaffer tit og rejser meget, så i virkeligheden er de nok ikke så overraskede. Og det er da også lykkes mig at lokke et par stykker med til dans." En hånd ryger gennem håret for at tæmme det lidt i vinden.

Salsa for Sjov arrangerer også danseevents rundt omkring i byen, når muligheden byder sig. Senest en salsaaften i netop Domen.

Dans byen rundt

"Vi havde cirka 200 mennesker igennem i aftenens løb, de fleste unge studerende. Folk dansede overalt. På trappen og udenfor. Det var fedt!" Henrykkelsen lyser i øjnene på Sebastian.

"Indtil videre har vi haft fem større events. Det i Domen var det hidtil største. Vores tanke er at fortsætte med at lave de her event, men forny dem og lade dem spænde af forskellige steder i byen," siger Sebastian.

Han opfordrer alle, der har mod på en anderledes oplevelse og lyst til at bruge sin krop på en anden måde end ellers til at komme til Salsa for Sjovs events.

"Man lærer hurtigt en masse mennesker at kende og får lynhurtigt en følelse af fællesskab. Og så bliver man bare glad i låget af at danse." Sebastian rejser sig fra havnebassinets kant, stryger håret tilbage og tager sin sixpence på.

Uden at sige noget, tager han med største lethed et skridt frem på venstre fod, mens han lader den højre tå blive i jorden. Så træder han tilbage på venstre. Derefter tager han et skridt tilbage på højre fod, lader venstre tå blive i jorden og træder så tilbage på højre.

"Det er salsaens grundtrin. Lærer du dem, er du allerede langt!"

Se hvornår Salsa for Sjov afholder næste event på salsafor sjov.dk samt på deres Facebook side

Sebastian Knudsens råd til begyndere i salsa:

1/ Lære grundtrinene

2/ Kast dig ud i det og dans så meget som overhovedet muligt. Man lærer at danse ved at gøre det

3/ Som mand bør du byde så mange som muligt op for at øve dig i at føre

4/ Sæt et salsanummer på derhjemme og dans, dans, dans!

Publiceret 30 May 2018 10:00

SENESTE TV