Efter stor popularitet: TV-2 overrasker i Aarhus

TV-2 er klar med ekstra koncert i Musikhuset Aarhus, efter billetterne til bandets koncert næste år blev revet væk på ingen tid

Efter tre års albumpause er det aarhusianske band TV-2 med Steffen Brandt i spidsen tilbage, og til næste år spiller bandet koncert i Aarhus. Eller rettere sagt spiller bandet faktisk to koncerter i hjembyen. For efter billetsalget blev sat i gang i dag klokken 10, tog det kun ti minutter før, at alle billetterne stort set var udsolgt.

Derfor har Musikhuset handlet hurtigt og sætter nu overraskende en ekstra koncert med bandet i salg. Dermed får endnu flere muligheden for at opleve TV-2 med ny musik og i nye rammer.

For ikke nok med, at TV-2 er på vej med et nyt album, der bliver deres 19. af slagsen, så bliver koncertoplevelsen nemlig også noget helt nyt for den garvede kvartets trofaste fans.TV-2 inviterer således ind til en blandet akustisk og elektrisk koncert for et siddende publikum. Bandet drager på en hel turné, der sættes i gang i Musikhusets Store sal.

TV-2 brød igennem i starten af 1980’erne og har lige siden været et af Danmarks mest elskede bands. Deres blanding af pop og rock har resulteret i 18 studiealbum og et hav af koncerter og festivaloptrædener, der har gjort TV-2 til et af landets mest populære live-bands.

Bandets to koncerter næste år i Musikhuset Aarhus bliver 1. og 2. februar.

jwh

Publiceret 24 May 2018 14:42

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV