Engelsk komiker og tilflytter om Aarhus:I siger hele tiden 'vandfald' og tager gruppearbejde meget seriøst

Englænderen Conrad Molden undrede sig længe over, hvorfor aarhusianerne hele tiden siger vandfald. Indtil han opdagede, at de siger "i hvert fald"

Af
Stine Østergaard

"En gang troede jeg, at folk hele tiden sagde ’vandfald’. Senere fandt jeg ud af, at de siger ’i hvert fald’," griner Conrad Molden, der pludselig kommer i tanke om, at han har noget i ovnen og skynder sig ud i køkkenet.

"Det får lige fem minutter mere," siger han og sætter sig til rette i stolen – for han har flere observationer at fortælle om.

Århus Onsdag besøger den tømmermandsramte Conrad Molden i sit nye hjem i et bofællesskab centralt i Aarhus. Som standup komiker kan festen efter et show godt ende med et par øl for meget, men lidt ondt i håret stopper ikke den 27-årige brite i at slynge om sig med sjove bemærkninger.

Det danske sprog er skørt

Conrad Molden er brite og taler helst engelsk, når samtalerne er lange. Men han kan godt tale dansk, selvom både grammatik og stavning er en hård nød at knække.

"Åh, I er helt ude i hampen med det hele!" lyder hans reaktion på, hvad der er sværest ved det danske sprog.

Det er sagt med et smil på læben og et glimt i øjet, og selvom det er virkelig indviklet, at det et hus, men en bil, så synes Conrad Molden, at det har været sjovt at lære dansk. Han har boet i Danmark siden 2012 og har lagt mærke til en masse sjove finurligheder, som vi aarhusianere siger tit.

Vi siger ’nååå’ på en lidt speciel måde, hvor man trækker på ordet. Og så er der selvfølgelig den karakteristiske måde at sige ’ja’ på i løbet af en samtale, hvor man siger det, mens man trækker vejret ind. Det er Conrad Molden meget fascineret af.

"Og så er der det der ’træls’. Det er en meget jysk ting, ikke? Jeg er engang blevet forklaret, at det betyder alt mellem, at ens sko generer, og at ens familie er blevet slået ihjel," griner Conrad Molden og spæner ud i køkkenet for at slukke ovnen.

Aarhus er perfekt

Der er (naturligvis) te på bordet i hjemmet i Mejlgade. Han er jo englænder, men beskriver selv interviewet med det meget danske ord; hyggeligt. Han er vild med at bo i Aarhus.

"Det er formentlig den bedste by i verden. Den er bare perfekt!"

Han har boet i byen siden 2012, og selvom han har venner i både København og London, så er Aarhus drømmebyen for ham.

"For det første er størrelsen perfekt. Den er så stor, at der foregår en masse, men så lille, at når du går ned ad gaden, løber du ind i flere, du kender. Det er bare super hyggeligt, og folk her er virkelig afslappede og venlige. Det er så rart," siger Conrad Molden og fortsætter i samme åndedrag, at man burde flytte hovedstaden fra det alt for travle København til Aarhus.

Jeg har været i byen med danskere. De drikker tæt og bliver så fulde, at de må bære hinanden hjem

Conrad Molden synes generelt, at briter og danskere har meget tilfælles. Især vores humor.

"Vi kan lide at grine af os selv og er lidt kyniske. Ingen tager noget alt for seriøst," siger han.

Vi er morgenmennesker

Men vi er trods alt ikke helt ens. Conrad Molden er meget imponeret over aarhusianernes dedikation. Han underviser ind i mellem nogle hold i engelsk, og her er eleverne meget blandede.

"Der er både udlændinge, der lige er kommet til landet, og så er der danskere, hvis engelsk er absolut perfekt! Jeg kan næsten ikke lære dem noget. Og når der så er gået noget tid, og flere og flere falder fra, er det altid danskerne der sidder tilbage med deres mapper og bøger på første række. I er så dedikerede altid," fortæller han.

Det er også noget, han har oplevet, da han selv studerede. Hvordan vi tager vores arbejde og skolegang seriøst. Gruppearbejde om morgenen er især noget, han er fascineret af.

"Jeg har været i byen med danskere. De drikker tæt og bliver så fulde, at de må bære hinanden hjem. Og næste morgen er de superfriske. Kommer til gruppearbejde klokken otte om morgenen og har allerede været både i bad og træningscenter. Det er næsten uvirkeligt, at I kan det," siger Conrad Molden undrende.

"I er helt klart morgenmennesker. Fitness World klokken syv om morgenen, gruppearbejde bagefter og så spiser I god mad – spinattærter og sådan noget. I England vågner alle først op omkring klokken 13 og spiser Kentucky Fried Chicken til morgenmad..."

Både englændere og danskere kan lide at grine af os selv og er lidt kyniske. Ingen tager noget alt for seriøst, mener Conrad Molden. Foto: Stine Østergaard

Både englændere og danskere kan lide at grine af os selv og er lidt kyniske. Ingen tager noget alt for seriøst, mener Conrad Molden. Foto: Stine Østergaard

Nyt på vej

Conrad Molden har haft stor succes med sit one-man show ’Danglish’. I det hele taget har han fundet ud af, at der er en god niche for engelsk comedy i Danmark.

Han har sammen med den danske komiker Jacob Taarnhøj været med til at starte engelsk comedy op på Alberts, som har dansksproget open mic i hverdagene og engelsksproget comedy om søndagen klokken 20. Her er Conrad Molden ofte at finde.

Lige nu er han ved at forberede sit nye show, som bliver med to andre internationale komikere. Showet får formentlig premiere i efteråret. Til foråret kan man opleve en smagsprøve, når Conrad Molden holder testshows den 17. og 19. maj. Den 18. maj holder han for sidste gang sit show ’Danglish’, som bliver optaget til tv. Begge ting foregår på Rosenteateret.

Conrad Molden er brite, men har boet i Aarhus siden 2012, og han elsker det. Han har en mission om at få et ord optaget i den danske ordbog og har derfor opfundet ordet ’flammelam’, som han synes, lyder meget dansk. Det kan bruges, når man har glemt, hvad man skal sige. For eksempel: "Kan du række mig... øh... flammelammen?", mens man peger på, hvad man vil have.

Se Conrad Molden

    Conrad Molden optræder med 'Danglish' og smagsprøver på dit nye show 17.-19. maj kl. 20 på Rosenteatret, Teatertorvet, Aarhus C.

    Billetter på conradmolden.dk.

    31. august kl. 20-21 tester Conrad Molden nyt materiale til 'Off The Record' på Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, Aarhus C. Showet er en del af Zulu Comedy Festival.

    Billetter på svalegangen.dk.

Publiceret 16 May 2018 10:00

SENESTE TV