Guide: 5 vinhandler med kunden i centrum

Film ses i biografen og vin købes hos vinhandleren. Tryghed og garanti for god og professionel vejledning er noget af det, du får hos en god vinhandler. Et sted, hvor det ikke er spejlblanke supermarkeds-medarbejdere, som absolut intet ved om det, de sælger. Her er vores bud på vinhandlere, hvor du med sikkerhed får god og kvalificeret vejledning

Af
Tekst og foto: Jan L. Pedersen

Aarhus Update

Mirò Vin

Stedet hed engang Restaurant Miró. Den lukkede som restaurant, men genopstod som vinforretning med et stort udvalg af delikatesser.

Toni Leichtle og Martin Rober Mekhael har en stor passion og viden om mad og vin. De er altid gode for et råd, og deres vinudvalg har en bredde, som kan matche stort set alt mad.

Miró Vin importerer selv vin, men har også vin fra udvalgte vinimportører. Uanset hvor vinen kommer fra, så kan Toni og Martin selv lide vinen. Det er det unikke i den her vinhandel. I grunden befriende at man ikke sælger noget, man ikke selv holder af og vil købe til prisen.

Her er både hverdagsvine, men også de mere eksklusive vine, der er samlerobjekter. Kærligheden til Bourgogne og Champagne ses tydeligt her.

Her kan du få vine i alle prisklasser.

MIRÓ VINMARSTRANDSGADE 28000 AARHUS

Bichel Vine

En af de ældre vinforretninger er Bichel Vine. De har butikker i Hjortshøj og i Malling. Alle vinene hos Bichel importerer de selv. Udvalget er pænt stort, og deres vine høster et hav af topanmeldelser. En stor del af dem er fra mindre vinbønder, hvilket gør vinene unikke.

Bichel Vine kobler mad og vin, og de har ambitioner om at være de bedste til det. Medarbejderne er madentusiaster, vinbogsforfattere, vinundervisere, restaurantchefer og alle har en vinuddannelse. Fagligheden er skyhøj, og der er ikke mange spørgsmål om vin, som ikke kan besvares her. Priserne varierer, der er noget for enhver pengepung, og de leverer i Aarhusområdet. Bichel sælger til private, de bedste restauranter og virksomheder.

BICHEL VINE MEJLBYVEJ 5018530 HJORTSHØJ

Pinot

Den nyeste vinforretning i Aarhus hedder Pinot. Den ligger i Vestergade over for Vor Frue Kirke. Her er et stort udvalg, og vinene bliver købt hos flere importører. Især Champagne er overordentlig repræsenteret, og der er noget i alle prislejer. Men her er også vine med alder på, som kan købes til en fornuftig pris. Eksempelvis er der store Bordeaux’er, som kan erhverves til fair priser.

Personalet er kompetente, og der er altid smil og god betjening. Hvis du vil smage vin i forretningen, så kan du også det. I det ene lokale er der nemlig lavet en vinbar.

Når vejret er godt, er der masser af pladser udenfor, og du kan købe din vin hos Pinot og drikke den ved borde og stole eller på græsplænen ved kirken.

PINOTFRUE KIRKEPLADS 18000 AARHUS C

Mahlers vinhandel

I lokalerne i Guldsmedgade har der været vinhandel siden 1976. Forretningen ligger i hjertet af Aarhus C. Vinoble hedder butikken også. Her er fagligheden i højsædet. Udvalget er pænt stort, og det er Østjysk Vinforsyning, som leverer vinen dertil. Vinene fås i alle prisklasser, og vejledningen er god. De vil gerne snakke og vejlede, og hvis du giver personalet et par stikord og et prisleje, så er de i gang.

Her er også et pænt stort udvalg af spiritus, hvor du igen får faglighed fra personalet. De har hver deres kompetencer, og hvis den ene ekspedient ikke ved noget om et emne, så gør en af de andre.

VINOBLE - MAHLERS VINHANDELGULDSMEDGADE 208000 AARHUS CChas E

Byens ældste vinhandel fra 1921, som før havde til huse i Ryesgade, ligger nu i Risskov.

Her er god, gammeldags vejledning og et pænt stort udvalg.

Stemningen fra tidligere tider lever stadigvæk, og god faglig betjening er en selvfølge.

Udvalget er stort, og Chas E er ikke med i en kæde, så de køber vine hos de fleste importører.

En anden god ting ved Chas E er, der er mange parkeringspladser lige uden for butikken.

Husk, at ingen spørgsmål er dumme. Det gælder om at fortælle, hvilke vine du kan lide.

CHAS EELLEBJERGVEJ 28240 RISSKOV

Publiceret 04 May 2018 13:00

SENESTE TV