Sexet rock, en konges fald og ny musik

Aarhus Teater vil i næste sæson vise de skæve, de klassiske, de nye og arrangere forestillinger i Tivoli Frihedens forlystelsespark

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Arbejdet med at sammensætte programmet for Aarhus Teater er som at lægge et puslespil med et væld af brikker. Der skal være noget nyt, noget gammelt, noget esperimenterende - og noget som ingen havde set komme.

Musicalen ’Rocky Horror Show’ er et af flere eksempler på det. Den er 43 år gammel, men får en ny opsætning. Kultstykket har ad åre fået et dedikeret publikum, der siger filmens replikker højt, kaster med konfetti og leger med vandpistoler undervejs.

”Vi har endnu ikke besluttet, hvordan vi lige griber det an her på teatret, men vi vil meget gerne have publikum til at leve med,” siger teatrets kunstneriske direktør, Trine Holm Thomsen.

Det, ingen havde set komme, er, at Aarhus Teater sætter forestillinger op på rådhuset i samarbejde med Aarhus Festuge og i Tivoli Frihedens aftenmørke park efter lukketid.

At Christian Lollikes nye stykke, 'Revolution', skal sættes op på både Godsbanen, hans eget teater i København og på teatrets scene, Stiklingen.

Og at lydforskerne Morten Riis og Marie Koldkjær Højlund skal skrive musikken til Lars von Triers musial ’Dancer in the dark’, der oprindeligt blev spillet og sunget af Bjørk. Hovedpersonen er blind og hører derfor verden meget tydeligt - præcis som de to lydforskere, der skal spille live på scenen.

”Vi gik efter en stærk og gribende fortælling. Det er rørende, at den blinde mor forsøger at redde sit barn fra at få moderens arvelige øjensygdom,” siger Trine Holm Thomsen, der har en personlig indfaldsvinkel til stykket, fordi hendes far også var blind.

Det får dog ikke den travle direktør til at tabe blikket for helheden i teatrets program.

”Der er mange brikker at samle, og det har taget et helt år. Det er lykkes, og jeg glæder mig meget til at præsentere resultatet,” siger en glad Trine Holm Thomsen.

”Vi vil have det bedste og bruger både egne skuespillere og gæster. Vi vil spille inde på teatret og ude i byen. Og vi vil skabe fællesskab,” fortsætter hun.

Det sker blandt andet ved at invitere til fællessang med Aarhus Teaters Kor. Et populært arrangement, der altid bliver udsolgt.

Musikken

Der er lagt stor vægt på musikken på Aarhus Teater. To lydforskere fra Aarhus Universitet, The Overheard, skaber ny lyd til musicalen 'Dancer in the Dark'. Aarhus Teatrets eget kor skal ligesom de to musikere være med på scenen i stykket.

Desuden har den aarhusianske elektromusiker, Lydmor, skrevet musik til det græske drama, 'Orestien'. Og sangeren Oh Land har skrevet et nummer til 'Den Uendelige Historie'.

Talenterne

Den efterhånden verdenskendte dramatiker Christian Lollike er uddannet på Aarhus Teater. Han genskrev sidste år 'Erasmus Montanus', som fik en lang række priser og var totalt udsolgt. Derfor bliver den genopsat i år, hvor Lollike desuden er aktuel med en ny forestilling: 'Revolution'. Den er en komedie, der foregår i Ikea.

Rollen trak hende fra New York til Aarhus

Trine Holm Thomsen har aldrig været i tvivl om Lollikes talent, som var tydeligt allerede under uddannelsen. Hun glæder sig igen i år til at præsentere de nuværende dramatiker- og skuespilelevers afsluttende forestilling. De er nyt liv og ny energi på teatret.

Klassikeren

'Kongens fald' er lavet i et nyt samarbejde med Det Kongelige Teater og får urpremiere i Aarhus og København. Bogen af samme navn er med i den danske Kulturkanon. Den handler om kong Christian II, og teaterversionen har spændende kostumer. Det storladne drama har noget så eksotisk som en kendt spansk instruktør, Carlus Padrissa, der arbejder meget ekspressivt. Og dramatiker Henrik Szklany sørger for, at stykket bliver storladent. Han stod også bag 'Røde Orm'.

Publiceret 03 May 2018 15:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV