Eftertragtet trio giver ekstra koncert i Ceres Arena

Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen giver ekstra koncert næste år i Aarhus, efter første koncert hurtigt blev udsolgt

For en måned siden blev det annonceret, at Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen næste år indtager scenen sammen i Ceres Arena. Den nyhed fik hurtigt aarhusianerne til at sikre sig billetter, og koncerten blev hurtigt meldt udsolgt. 

LÆS OGSÅ: Legende-koncert: Anne, Sanne og Lis genforenet i Aarhus

Nu meddeleler Ceres Park & Arene dog, at det er lykkes at arrangere endnu en koncert i Aarhus dagen efter den første. Det betyder, at Anne, Sanne og Lis nu også giver koncert i Ceres Arena lørdag 18. maj 2019. Det meddeles i en pressemeddelelse.

"Vi er rigtig glade for, at det er lykkes at få en ekstra koncert på plads, således endnu flere får mulighed for at opleve den eftertragtet trio i Ceres Arena til maj 2019," siger eventchef i Ceres Park & Arena, Hanne Bisbo Stadsgaard, i pressemeddelelsen.

Med den ekstra koncert får endnu flere mulighed for at opleve genforeningen af de tre ikoniske danske sangerinder 44 år efter, at to af dem fik debut i Aarhus. Siden har de sammen - og hver for sig - skrevet sig ind i vores kollektive bevidsthed, og deres sange og musik er soundtracket til mange danskers ungdom og liv.

Nu har de tre største kvinder i dansk pop- og rockmusik så fundet sammen igen, og til maj næste år kommer de altså til Aarhus for at give to koncerter i Ceres Arena.

Billetsalget til den ekstra koncert i Ceres Arena starter i morgen, torsdag, fremgår det af pressemeddelelsen. 

jwh

Publiceret 24 April 2018 10:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV