Tivoli Friheden afslører de første navne til Fed Fredag 2018

Publikum kan blandt andre glæde sig til at opleve Christopher, Carpark North og Saveus

Tivoli Friheden slog rekord, da de tændte for musikken til Fed Fredag i 2017. Hele 155.000 unge og ældre dansede og sang med på de hits Tivoli Friheden præsenterede til de 21 Fed Fredag koncerter i 2017. Det er 25.000 flere end i 2016, hvor 130.000 var forbi parken til koncert. Nu løfter Tivoli Friheden sløret for tre ud af de 21 kunstnere, som publikum kan glæde sig til at opleve til Fed Fredag i 2018. Christopher, Carpark North og Saveus slår således tonen an, oplyser forlystelsesparken i en pressemeddelelse.
De bliver en del af et musikprogram, der favner bredt og byder unge som ældre velkomne.
Musikprogrammet for Fed Fredag 2018 er nemlig sat sammen på baggrund af input fra knap 2000 af parkens gæster, der har meldt ind med ønsker til, hvad de allerhelst vil høre.
”Vi har forsøgt at finde balancen mellem tradition og fornyelse og mellem forskellige genrer. Derfor spænder årets program vidt fra det nye urbane over pop og til det mere rockede – lidt for enhver smag og aldersgruppe med høj kvalitet som det gennemgående tema,” lyder det fra direktør i Tivoli Friheden, Henrik Ragborg Olesen, i pressemeddelelsen. 
Frontfiguren i Saveus er Martin Hoberg Hedegaard, der blev kendt af hele Danmark, da han i 2008 vandt X-Factor. I 2015 gjorde han comeback med Saveus, der med sin unikke lyd har høstet mange roser i både ind – og udland siden. Mens det er første gang, at Saveus står på scenen i Tivoli Friheden, er det et glædeligt gensyn med Christopher og Carpark North.
Det er seks år siden, at Carpark North sidst rockede på scenen i Tivoli Friheden og to år siden, at Christopher smeltede aarhusianske pigehjerter fra selv samme scene.
jwh

Publiceret 10 November 2017 09:00

SENESTE TV