Arkivfoto: Jonas Wrede Hansen

Arkivfoto: Jonas Wrede Hansen

Aarhuspige med i Nephew

Marie Højlund fra Marybell Katastrophy, der bor i Aarhus, er nyt medlem i Nephew, som efter fire års pause er tilbage

Af
Jonas Hansen

Jonas Wrede Hansen

“Vi kan ikke lade være." “Nephew er som en familie, både internt og i forhold til vores publikum, og efter hver især at have været ude at opleve nyt savner vi at feste med familien igen.”
Sådan lyder det indledningsvis fra Nephews frontmand, Simon Kvamm, til Livenation om bandets comeback efter fire års pause. 
Nephew er sammen igen og spiller i Jyske Bank Boxen i Herning 5. oktober og i Royal Arena i København 6. oktober næste år. 
Og når de gør det er det med et nyt, lokalt kendt medlem i bandet. 
Marie Højlund fra Marybell Katastrophy, der bor i Aarhus og igennem længere tid har været aktiv i det aarhusianske kulturliv, er nemlig blevet optaget i Nephew-familien, oplyses det i pressemeddelelsen.
"Vi har lyst til udvikling og noget friskt. Nye møder og nye toner. Men vi kigger ikke kun frem, også tilbage. Vi har lyst til at tale om cirkler og hjul og ting der går i ring, fremfor bobler og disruption og ting der vækster. For vi lever alle i døgn og uger og årstider - alting kører rundt. I 2018 vil vi derfor markere hver af de fire årstider med et fremstød fra vores lejr. For forhåbentlig at kunne mødes med publikum om både noget gammelt og noget nyt," lyder det fra bandet i pressemeddelelsen. 
Marie Højlund og Simon Kvamm arbejdede for nylig sammen med forestillingen "Lyden af de skuldre vi står på", som blev opført på Aarhus Teater under festugen. 
Lokalavisen Aarhus har i dag forsøgt at få en kommentar fra Marie Højlund om hendes nye udfordringer med optagelsen i Nephew, men ifølge bandets PR-manager giver ingen medlemmer i bandet i øjeblikket interviews og har ikke flere kommentarer end dem, der står i pressemeddelelsen.  

Publiceret 03 October 2017 14:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.