Paw Simon Krogh holder åbningstalen til Brabrand Kulturuge. Åbningen finder sted her i gården bag genbrugsbutikken ved Brabrandhus. Foto: Jeppe Rafn

Paw Simon Krogh holder åbningstalen til Brabrand Kulturuge. Åbningen finder sted her i gården bag genbrugsbutikken ved Brabrandhus. Foto: Jeppe Rafn

Narrestreger og tossestreger:

11 dage fyldt med kultur i Brabrand begynder i morgen

En uge med udstillinger, koncerter, idræt og meget mere

Af
Af Jeppe Rafn

I morgen er der premiere på Vester Gasværks revy 'Alverdens Streger' på Gasværket i Brabrand. Under temaet 'streger' er der dømt narrestreger, tankestreger og tossestreger. Der er ingen svinestreger, men måske et par genistreger, lyder oplægget.
Årets forestilling er startskuddet på Brabrand Kulturuge, der finder sted fra 7. – 17. september.
Den officielle åbning finder sted lørdag formiddag ved Genbrugsbutikken i Hovedgaden. Paw Simon Krogh, der medvirkede i TV-serien 'En vej – to verdener', holder åbningstalen, mens der serveres kaffe, rundstykker og en Gammel Dansk. Ved åbningen kan du samtidig møde en lang række lokale klubber og foreninger til Foreningernes Dag.
Der sker en masse i Brabrand i løbet af kulturugen. En lang række kunstnere afholder udstillinger rundt omkring i bydelen, og der er koncerter med Paparazzis og Den Danske Salmeduo.
Du kan også komme med på byvandringer, være med til at plante træer og prøve at spille badminton for nu blot at nævne et par af de mange arrangementer.
Børnene kan lege med ord på Gellerup Bibliotek og spise lagkage og høre om Luther i Brabrand Kirkes sognegård.

Stafet For Livet

Og så må vi ikke glemme Stafet For Livet, der i år finder sted for første gang i Brabrand. Det er et 24-timers støttearrangement for Kræftens Bekæmpelse. Åbningstalen bliver holdt af regionsformand Bent Hansen, der på modstående side taler ud om sin egen kræftsygdom.
Der er med andre ord lidt for enhver smag i Brabrand Kulturuge, der har fundet sted siden 1999. Hele programmet kan ses på detgamlegasvaerk.dk.

Publiceret 06 September 2017 15:00

SENESTE TV