Mek Pek er trådt ind i lydboksen på Dansk Plakatmuseum, hvor punken banker ud gennem højtalerne.

Mek Pek er trådt ind i lydboksen på Dansk Plakatmuseum, hvor punken banker ud gennem højtalerne.

Mek Pek:

“Det var vildt og anarkistisk”

Mek Pek begyndte karrieren med punk-musikken, som nu er kommet på museum

Af
Louise Nyvang Burmeister

Ordene 'Fuck you' og Lost Kids' nummer 'Født som nul' er noget af det første, man ser og hører på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By.
I en ny udstilling fortæller museet historien om punkens første år i Danmark.
En kun 15-årig Mek Pek blev bassist i Lost Kids i 1979.
“Det var vildt og aggressivt. Det handlede om anarki, om at leve fuldt ud, skide på reglerne. Med soldaterstøvler, grimme jakker, badges, farvet hår og stramme bukser,” husker Mek Pek, mens han går rundt i udstillingen.
Allerede som 13-årig blev han fan af Lost Kids og tog til mange af deres koncerter.
“De sang ting, man ellers ikke måtte sige. Som for eksempel sangen 'Hvem slikker hvems'. Det var egentlig simpelt, men mega grænseoverskridende dengang. Lidt ligesom da Elvis begyndte at svinge med hofterne i 50'erne,” fortæller Mek Pek.
Han havde selv startet bandet 'Spermoladerne'.
“Det var bare pubertets-frække sange, men med Lost Kids kom jeg ind i en verden med masser af stoffer og vild energi. Man var ikke bange for noget. Lå der en pille, så spiste man den,” siger Mek Pek og træder ind i en graffiti-fyldt sort lydboks, der er sat op midt i museet.
“Det er ligesom at træde ind på V58 dengang. Det var mega fedt,” råber Mek Pek for at overdøve musikken og vipper begejstret med hovedet.
På Østergades Hotel spillede Lost Kids også ofte. Og deres provokerende stil fik nogle gange knytnæve-hårde konsekvenser.
“Jeg fik mange bank. Engang blev jeg endda tvunget til at tage alt tøjet af og gå ned gennem strøget, mens jeg råbte, at jeg var bøsse. Det lagde lidt en dæmper på udskejelserne, men det var svært, fordi man var i det miljø,” husker Mek Pek, som lige siden har holdt fast i en stor energi på scenen.
“Senere hen har det givet mig en slags 'credit', at jeg har en baggrund som rebel.”

Vanvittigt svære at skaffe

Lederen af Dansk Plakatmuseum, Elsebeth Aasted Schanz, har brugt halvandet år på at samle de 132 plakater.
“De har været vanvittigt svære at opdrive, fordi de var lavet på dårligt papir, og derfor er mange desværre gået til,” siger hun.
Og selvom de første unge punkere efterhånden har 40 år på bagen, så mener museumslederen, at nutidens unge godt kunne lære lidt.
“Når man sammenligner med nutidens forsøg på at besætte universitetet for nylig, så er de unge i dag fabelagtigt pæne, og de kunne måske lade sig inspirere af punkernes energi, ånd og vilje,” mener Elsebeth Aasted Schanz.
Punken lever stadig, omend vi i dag ikke bliver så provokerede af piercinger, som man gjorde i 1970'erne.
“Der bliver stadig dannet nye punkbands, men det er især i Rusland med Pussy Riot og i Kina, at punken virkelig forargrer i dag,” siger Elsebebeth Aasted Schanz.

Punk på Plakaten

I Dansk Plakatmuseums nye udstilling fortælles historien om punken ud fra primært plakater, men også ud fra flyers, pladecovers, kasettebånd og fanmagaziner.

Udstillingen vil endvidere vise fotos fra miljøet, og man vil kunne lytte til smagsprøver på punkens musik.

Udstillingen kan ses frem til 6. september.

Dansk Plakatmuseum ligger i Den Gamle By.

Publiceret 25 February 2015 16:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.