Libanesiske Tarek Atoui optrådte på Documenta-udstillingen i Kassel i år.

Libanesiske Tarek Atoui optrådte på Documenta-udstillingen i Kassel i år.

Kunstbygningen vil ud til folket

Ny kunstfaglig leder på Århus Kunstbygning vil have flere fysiske indgange, mere tværfagligt samarbejde og åbne flere døre ud mod Europa

Af
Louise Nyvang Burmeister

Århus Kunstbygning skal have flere indgange og være mere åben ud mod gaden. Der skal være åbent alle dage. Undtagen mellem jul og nytår. Selv når en udstilling er ved at blive bygget op, skal publikum kunne komme ind og følge arbejdet.
Det er blot nogle få af de mange nye tiltag, som ny kunstfaglig leder, Joasia Krysa, har på tegnebrættet. Den polskfødte kurator, akademiker og forfatter har boet i mange år i England, lavet projekter i Spanien og senest været en del af kuratorteamet bag Documenta i Kassel, en af verdens største kunstbegivenheder.

Et niveau op

Nu har den erfarne leder siden maj - og officielt siden 1. august - kastet sig over Kunstbygningen og lavet et toårigt udstillingsprogram, der gerne skulle bringe den 95 år gamle kunsthal flere niveauer op.
"Jeg synes, opgaven var interessant af flere årsager. Kunstbygningen er en af Europas ældste kunsthaller. Der ligger en enorm historie i bygningerne og den forandring, de har gennemgået. En forandringsproces jeg gerne vil fortsætte og bringe et skridt videre. Jeg vil se på, hvordan kunsten i dag - i vores omskiftelige og teknologiske verden - fortsat kan være relevant og vigtig," siger Joasia Krysa, der er ansat to et halvt år frem.
Til at hjælpe sig med at sammensætte det toårige udstillingsprogram 2013-14, har hun etableret en gruppe af rådgivere fra Københavns og Aarhus Universitet og kunstnere og kuratorer fra Bristol, Barcelona og Kassel.
"Nogle af dem er folk, jeg kender, via mit arbejde rundt omkring i Europa, og andre kan hjælpe med at åbne døre til nye samarbejder på tværs af felter i Danmark," fortæller Joasia Krysa.

Lokal og globalt

Forankringen i Aarhus betyder meget for den nye leder, der fortsat vil give plads til udstillinger som Kunstnernes Påskeudstilling, Guirlanden, Jylland, ProKK og Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling.
"Vi har en vigtig opgave i at være en platform for lokale kunstnere. Kunstbygningen er oprindeligt startet af en kunstnersammenslutning og den tradition med at give plads til sådanne grupper vil vi holde fast i," siger Joasia Krysa, og understreger samtidig:
"Men det betyder ikke, at vi ikke skal gentænke vores format og vores måde at gøre tingene på og åbne os endnu mere op internationalt. Det ideelle er at kombinere de to ting. Så vi dels støtter de fremadstormende lokale kunstnere og dels bringer international, eksperimenterende kunst til byen."

Kunst i udvikling

Et af de input udefra kommer allerede i januar 2013, når den libanesiske musiker og lydkunstner Tarek Atoui til Aarhus. Og fra den øjeblik han ankommer til Århus Kunstbygning, så er udstillingen i gang.
"Han kommer til at være her i mindst en måned og kommer til at samarbejde med konservatoriet, kunstakademiet og andre, der har lyst. Resultatet vil udvikle sig hele tiden. Der vil være stor forskel på at komme og se ham i begyndelsen og i slutningen af perioden. Publikum vil også have mulighed for at påvirke processen," siger Joasia Krysa.
Og dermed bliver Kunstbygningens første udstilling i det nye år netop et eksempel på, hvordan den kunstfaglige leder vil åbne kunstbygningen.
"Vi skal involvere folk i processen og på den måde facilitere kontakten mellem publikum og kunstner. Kunst er jo en proces, som jeg synes, at publikum i højere grad skal være en del af. Hvorfor skal de først inddrages, når alt er færdigt? Når alle muligheder er vendt og alle beslutninger er taget. Jeg håber, at vi kan skabe et dynamisk og åbent miljø, der gør det attraktivt for folk at deltage."

Har brug for penge

De mange projekter og nye ideer er stadig under udvikling, og lederen lægger ikke skjul på, at meget afhænger af, hvor mange penge Kunstbygningen kan skrabe sammen.
"Vi har brug for økonomisk hjælp. Derfor er vi også i gang med fundraising. I hvilken udstrækning vi vil kunne realisere vores projekter og ideer, afhænger selvfølgelig af, hvor mange midler vi har til rådighed. Det er en ønskeliste, og det vil være fantastisk, hvis alt kan lade sig gøre. Men f.eks. i forhold til en ombygning er det svært på nuværende tidspunkt at vide, hvor meget der kan lade sig gøre. Men noget kommer der i hvert fald til at ske, for vi skal have åbnet Kunstbygningen op," forsikrer Joasia Krysa.

ÅRHUS KUNSTBYGNING

Udstillinger 2013-2014:
Aarhus Report 2017 – Aarhus Avantgarde Now.
En udstilling med værker fra den skelsættende udstilling i Århus kunstbygning i 1969, Aarhus Rapport.
Besøg af kunstnere som:
Tarek Atoui, Erkki Kurenniemi, Lea Porsager, Song Dong og Mika Taanila.
Derudover er der planer om:
Et kuratorisk researchcenter, et online program med webradio og tv-interviews og præsentation af danske kunstnere i andre lande.

Publiceret 02 September 2012 16:00