Huxi Bachs unge Aarhus-år

Radioværten Huxi Bach, der i øjeblikket turnerer med sit første oneman-show, kom til Aarhus som 15-årig, gik på Marselisborg Gymnasium, spillede musik på Fatter Eskil, blev smidt ud af Journalisthøjskolen, inden han rykkede til hovedstaden

Af
Louise Nyvang Burmeister

I slutningen af halvfemserne kunne man ofte finde Huxi Bach i et møgbeskidt, temmeligt smadret, lille øvelokale ovenpå et lager i en baggård på Frederiks Allé.
Det var frihed, et helle for den unge Huxi, der kom til Aarhus som 15-årig. Aarhus blev byen hvor han flyttede hjemmefra, spillede musik, begyndte på Journalisthøjskolen og fik job på DR.

Tilbage med sit show

Derefter er resten historie: Huxi rejste til København og blev kendt, først som tv-vært på DR-ungdomsprogrammet Boogie, medvært på Clement Direkte og siden radiovært på Den Løse Kanon sammen med Karen Thisted.
Nu er han tilbage i byen, hvor det hele begyndte. I første omgang for at promovere sit nye oneman-show, der i øjeblikket turnerer landet rundt, men senere også for at optræde - nemlig den 23. og 25. april på V58.

Solgte Aarhus godt

Et onemanshow er en drøm, Huxi Bach har haft længe, men han har altid taget tingene, som de kommer. Da Huxi var 15 år flyttede familien fra det trygge Aalborg til Aarhus. For en 15-årig var det svært at flytte fra vennerne, men han blev hurtigt glad for 'storbyen'.
"Min far fik den solgt meget godt. Vi var på - hvad jeg vil kalde charme offensiv - et par gange inden selve flytningen. Jeg kom blandt andet til koncert med Robben Ford (amr. guitarist, red.), og det var helt fantastisk. Jeg havde en idé om, at han altid spillede i Aarhus - så det var meget som at komme til storbyen. Der skete bare mere, var mere gang i den og et større musikliv," siger 34-årige Huxi Bach.

Guitar på Billabong

Han begyndte også for alvor at spille på den guitar, som han havde købt kort forinden, han flyttede til Aarhus. En guitar han stadig hiver frem en gang imellem, når han skal slappe af.
"På den måde var Aarhus fantastisk. Der var virkelig gode muligheder for at spille musik. Jeg spillede på Fatter Eskil, Billabong Bar og Bridgewater. Jeg har aldrig haft studielån - som min far sagde, at fanden havde skabt - jeg spillede tværtimod musik, tjente penge og havde det pissesjovt."

Smidt ud af skolen

Efter gymnasiet begyndte Huxi på Journalisthøjskolen, men han nåede aldrig at gennemføre uddannelsen.
"Jeg havde egentlig ikke en ambition om at blive journalist. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville, men jeg skulle i gang med noget, og så var journalistuddannelsen tilpas bred til, at jeg stadig havde mange muligheder."
Han kom i praktik på DR, og gjorde det så godt, at de tilbød ham en kontrakt. Skolen så derimod ikke meget til ham.
"Jeg fik brev fra Journalisthøjskolen om, at jeg nu formelt set var afmeldt uddannelsen på grund af for meget fravær. Jeg smed brevet ud og tog på arbejde. Det betød ikke noget for mig at gennemføre uddannelsen, jeg lavede jo det, jeg gerne ville," siger Huxi Bach.

Aarhus er særlig

Dermed var der ikke længere noget, der holdt Huxi i Aarhus, og efter syv år i byen tog han til hovedstaden, arbejdede i tv-byen i 2860 Søborg - hvor han blandt andet fandt ud af, at Steen Bostrup havde ben - og faldt i det hele taget rigtig godt til. Men Aarhus vil altid have en særlig betydning.
"Den by, hvor man for første gang bor alene - flytter hjemmefra og skal klare sig selv - den vil altid stå som noget særligt. Nogle af mine allerbedste venner mødte jeg også på gymnasiet i Aarhus," siger Huxi Bach.

Laver det han vil

Efter et succesfuldt radioparløb med Karen Thisted, kom det som en stor overraskelse for Huxi, da DR ved udgangen af 2010 valgte at lukke programmet Den Løse Kanon. Han blev tilbudt en fastansættelse og kunne sagtens være fortsat på et andet radioprogram.
Men han sagde op, uden at have et andet job på hånden.
"Det har jeg aldrig været nervøs for at gøre. Ledelsen ville ét sted hen, og jeg ville nærmest helt modsat. Så var det tid til at prøve noget andet, kunne jeg mærke - uden at vide præcist, hvad det skulle være. Og så var det da med et smil på læben, at vi få dage efter modtog lytterprisen Ekstra Bladets Gyldne Mikrofon," fortæller Huxi Bach.

Mere end stand-up

Men ideen om et onemanshow havde ligget og ulmet længe. For et års tid siden begyndte den for alvor at tage fat. Og det seneste år har Huxi Bach læst teologibøger, Hal Koch og græsk filosofi. For det skal ikke bare være et stand-up show. Det skal være meget mere.
"Alt for mange laver stand-up uden at ville noget. Det er få - og det er samtidig de bedste - der virkelig har noget på hjerte. Resten går bare efter grinet. Jeg vil egentlig godt formidle nogle ret alvorlige emner som folkeskolereform eller debat om homoseksuelle vielser på en humoristisk måde. Det er ikke bare mig og en mikrofon. Jeg kommer til at bruge lysbilleder og bygge det op som en forelæsning, hvor jeg fører bevis for mine udtalelser - eller skal vi kalde det pseudo-beviser," siger den unge entertainer, der efter turné med showet ikke har lagt planer for fremtiden.

Kaster sig ud i nyt

Hvad skal du egentlig lave, når du bliver stor?
"Haha, jeg aner det ikke. Og sådan kan jeg bedst lide det. Jeg bliver som regel rastløs efter tre-fire år, så et fasttømret job skræmmer mig meget. Det værste, jeg ved, er at vide, at nu skal jeg lave det her de næste fire år. Jeg kan enormt godt lide at kaste mig ud i nye projekter - at hoppe til noget helt andet. Som da jeg skiftede fra Boogie-tv til Clement Direkte.
Han vil ikke afvise, at han pludselig finder ud af, at nu er det tid til at få sig en uddannelse.
"Men så er det, fordi jeg synes, det kunne være sjovt."

Huxi Bachs eget show

Huxi Bachs Store Kærlighed – (en uautoriseret forelæsning)
Havde premiere den 2. marts på Bornholm. Kommer til Aarhus den 23. og 25. april på V58.

Publiceret 01 April 2012 17:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.