Rytmisk musik savner nytænkning

Aarhus som musikby: Lad blot Horsens løbe med U2 og Madonna. Aarhus skal satse på vækstlaget, lyder det fra aktørerne inden for den rytmiske musik.

Af
Louise Nyvang Burmeister

Med masser af musiktalenter, livekoncerter, øvelokaler og kreative miljøer har den rytmiske musik rige udfoldelsesmuligheder i Aarhus.
"Vi har et enestående miljø i Aarhus, og det skal vi værne om. Men vi skal også være fremsynede," siger Gunnar Madsen, der er daglig leder af Dansk Rock Samråd (ROSA) og arrangør af Spot Festival.

Sats på det skæve

I lighed med de andre kilder i musikmiljøet, som avisen har talt med, så er udgangspunktet, at vi er godt med i Aarhus.
De helt store koncerter med navne som Madonna, U2, Lady Gaga og Bob Dylan må Herning og Horsens gerne beholde. Aarhus skal satse ad andre veje.
"Det unikke miljø, der er i Aarhus, skal vi udvikle. Aarhus er en meget ung by med masser af kreative uddannelsesinstitutioner og et helt naturligt vækstlag, som vi skal give bedre betingelser. Jeg savner mere dynamik og mod fra politikernes side. I stedet for at satse når musikeren eller arrangement har bevist sit værd - eller er blevet til et verdensnavn - bør man være villig til at satse på det potentielle. For det er nødvendigt at være innovativ og tænke musik ind i nye sammenhænge," lyder det fra Gunnar Madsen.
Morten Lervig, der er bestyrelsesformand i Musikcafeen/Radar, savner også nytænkning.
"Initiativet på Godsbanen, hvor man vil samle flere former for kultur, er det rigtige vej at gå, mener jeg. Man skal gøre noget nyskabende og ekstraordinært. Der er rigtig mange dygtige aktører i Aarhus, som gør det, de plejer at gøre og har gjort i årevis. Jeg savner mere risikovillighed - fra politikere, musikere, spillestederne - fra alle sider," siger Morten Lervig, der til daglig er afdelingsleder på center for avanceret visualisering og interaktion (CAVI) på Aarhus Universitet.

Ny musikpolitik

Kulturrådmanden Marc Perera Christensen (C) holdt tirsdag den 17. januar stormøde i Musikhuset, og herefter skal en tænketank gennem de kommende måneder komme med forslag til indholdet af en kommende musikpolitik.

Publiceret 23 January 2012 13:00

SENESTE TV