Kommunalvalg 2017
Arkivfoto.
Arkivfoto.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kristian Würtz fortsætter som S-rådmand

Rådmanden for Teknik og Miljø Kristian Würtz fortsætter som Socialdemokratiets rådmand

Af Maria Dalhoff, Jonas Hvid og Esben Larsen Mikkelsen, JP Aarhus

Teknisk rådmand Kristian Würtz fortsætter som rådmand for Socialdemokratiet.

Det erfarer JP Aarhus fra flere kilder.

Et af valgets store spørgsmål har været, om det ville blive ham eller gruppeformand Camilla Fabricius, som ville få Socialdemokratiets rådmandspost i den kommende byrådsperiode.

Dels fordi Kristian Würtz har været belastet af, at der har været skandalesager om bilagsrod og brud på udbudsregler i hans afdeling, Teknik og Miljø, hvor en chef og en direktør er blevet fyret. Desuden havde Socialdemokratiets medlemmer sat Camilla Fabricius over Kristian Würtz på stemmesedlen.

LÆS OGSÅ: Kristian Würtz er lettet over valgresultatet

Selv om 2.543 vælgere satte deres kryds ud for Camilla Fabricius mod 1.770 personlige stemmer til Kristian Würtz, valgte partiet altså, at han skulle fortsætte på rådmandsposten.

Ifølge JP Aarhus' oplysninger skal Camilla Fabricius være 1. viceborgmester. På denne post kan hun formentlig se frem til at skulle afløse Jacob Bundsgaard oftere på borgmesterposten, end viceborgmesteren sædvanligvis gør, hvis Jacob Bundsgaard bliver formand for kommunernes forening, KL - en post som han i dag har meddelt, at han kandiderer til.

Partiets nye stemmesluger, Anders Winnerskjold, der fik 2.721 personlige stemmer skal angiveligt afløse Peder Udengaard som ny politisk ordfører.

Socialdemokratiet har ikke fordelt udvalgsposter, og hvem der skal være partiets repræsentanter i diverse råd og nævn.

Borgmester Jacob Bundsgaard og Socialdemokratiet i Aarhus har indkaldt til pressemøde i eftermiddag på rådhuset om konstitueringen af den socialdemokratiske byrådsgruppe.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kristian Würtz eller Camilla Fabricius.

Publiceret: 23. November 2017 12:31

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt